kveð

351

kvell

kveðin vápnhljóð Rv 20, reikar eik kveðr, synger (om hår. klipningslyden), Árni 2,

1,  kvgðu við kálkar í vg, genlød, klang derved, Sigsk 29. — 3) digte, kveök enn of hlut þenna Hfr Lv 18, k. slétt Mhkv 2. — Urðar orði kveðr se under kveðja.

/. kveðja, /, hilsen, bera k-ju porv 1, SnSt 4, 6, bezt k. Mdr 25, fylgja skal k-ju koss Fj 48, sú vas hinzt k., afskedshilsen, Am 47; malma k., kamp, Sigv 2, 6, k. geira, d. s., VGl 6; þursa k., jættetale, guld, Hl 36 a. Tindr 1, 8 er ordet forvansket. Jfr tignar-.

2. kveðja, (kvadda, kvaddr), 1) egl. kau-sativum til kveöa, bevirke at en taler, bringe en til at tale (som svar på tiltale), váðir k. vidda bróður, sætter den i gang, Skall 2. — 2) tiltale, k. e-n lasta-stgfutn Lok 10. 16. 18, kvaddi þá Gunn-arr Akv 9, kvaddi Hymis hausreyti Harkv

2,  svát kvaddi mik engi Ólbjarn, svá skal k. konung ÓU 4, 2, rgdd engils kven-mann kvaddi, tiltalte, hilste, LU 55, jfr 29, k. holða gunnversum Sturl 5, 19, k. liö odduin Eyv Lv 3, k. hauðr benloga, tiltale landet med sværdluen, hærge landet med sværd, Hl 22 b, k-ask dynskotum, tiltale hinanden, Qldr 4, k-ask oddum Steinn 1, 6; heiptum skal mána k., man skal tiltale, o: påkalde, månen (under) mod vrede, Håvm 137. — 3) hilse, kysti ok kvaddi konung Hhund 11 14, kvaddi þá báða Am 6. — 4) tilkalde, opfordre, k. at gamanrúnum Hávm 130, k. e-n at gjof Grimnis, opfordre til (at høre på) digtet, Húsdr 1, k. e-n at brag, óði, oogøro, kvæði, hróðri, hróðrgarð Steinn 3, 1, Jóms 1, ESk 6, 10, Líkn 8, Leið 2, Mark 1, 1, k. til dóms, kalde til, Has 31, kvaddr dáins raddar, kaldt med dødens røst, kaldt til døden, Anon (XIII) B 37. - 5) kræve, med gen., k. hodda Obreid 1, k. hljóðs (at óði) Rst 1, lið kvaddi boðvar porm 2, 23; med gen. rei og acc. pers., afkræve en noget, k. bróður arfs Re g 12, k. e-n auðs ok hringa Hhund I 11, jfr Qrv IX 35 (hvor der uden tvivl skal læses hringa, ikke hringum som hds har), k. e-n Hildar hgraddar, afkræve en kamp, opfordre en til kamp, HolmgB 2, k. e-n vigs Vell 28, k. e-n lifs, afkræve en livet, fordre ens død, Grett 1, 1, k. andar Has 62 (fejl for krefja?), k. e-n heipta, fremkalde en til fjendskab, Håvm 151, k. Krist ástar, bede K- om hans kærlighed, Hfr Lv 9, k. e-n måls, ønske samtale med en, Grip 3. — 6) stanse, hindre, Urðar orði kveðr engi maðr Fj 47 (eller til kveða?, sige til skade for, hindre ved ord?).

kveðki (kveþki, hveþki) Gróg 3: er k. veit, er forvansket, og meget tvivlsomt, hvorledes ordet bör rettes, kvæmtki (Bugge) ₌ eigi kvæmt (vesa), hvorhen man ikke ved, at noget kan komme, giver ret god mening, men er dog vist næppe det oprindelige.

kveif, /, hue (eller et slags hovedbedæk-

nin), k-ar hraun, hoved, GSúrs 27. Jfr Falk, Kleiderk. 93 f.

kveikja, (ældre k(v)eykva s. d.), tænde, ophidse, k. hold i freistni Gd 4, k. upp róg Mv III 17.

kvein, n, klynken, klage, gråd, Gd 19.

kveina, (-aða, -at), jamre klage, k. umb Gudr I 1, II 11.

kveinstafir, m. pi, — kvein, Hsv 24.

kveisuflug, n, smærtefuldt, pludseligt stik i en byld, vas pat nær sem k. Mhkv 4 (flug, flyven, noget som kommer pludseligt; i senere isl. betyder kveisa 'mavesmerter', men den betydning synes ikke at tilhøre oldsproget).

kveita, (-tta, -ttr), undertvinge, kalt vatn augum, en kveitt tonnum, til kveitt er vatn underforstået og betydningen er (K Gislason Arkiv II 280 f.) 'kuldslået' (egl. 'hvis værste kulde er fjærnet'), Hálfs IV 6; hds skriver iøvrigt kvett; jfr Arkiv II 161, 273 f.; XI, 93 f., Aarbb. 1866 s. 377 /., 1867 s. 170.

kveld, n, aften, eitt k., på én aften, Sigv 3, 8, k. lifir maðr ekki ingen — ikke én — aften lever man, Hamð 30, at k-i, om aftenen, Håvm 81, pry 24, á k-i ESk 6, 47, i k., i aften, TorfE 1, framm vas k-a, det var ledet langt ud på aftenen, Brot 12. Jfr sviðu-.

kvelda, (-aða, -at), aftnes, blive aften, es k-ar Anon (XI) Lv 15, tekr at k. phred 11.

kveldfgrull, adj, som er meget ude om aftenen (i mörket), om en person, der stiftede sammensværgelse, k-fgrlastr karl Rv 5.

kveldriða, /, 'aftenrytterske', troldkvinde (jfr myrkriða), k-u hestar, ulve, pHjalt 1, k-u stóö, d. s., Hfr 2, 6; — også brugt om kvinder, der kunde ride hekseridt: ok kvalðar k-ur HHj 15.

kveldrunninn, adj, 'aftenløbende', som løber, færdes, om aftenen (jfr foregående), k-runnar konur, jættekvinder (jfr kunnleggr), pdr 16.

kvelja, (kvalða, kvaliðr, kvaldr), pine, plage, martre, k. nái (v. 1. til siiga) Vsp 39, helverkr kvelr fira Merl II 36, at þú kveljat (imper.) kvón Vglundar, her måske martre til døden, Vpl 33, ek hef kvalðar kveldriður (det samme) HHj 15, es mara kvalði (det samme) Yt 3; k-ask andir i orms gini Anon (XIII) B 8, kval-iör, om Kristus, Likn 22, kvaldar andir, pinte sjæle, LU 22, kyn kvalit Merl II 32, kvaldr i pinum LU 99, prøngdr ok kvaldr LU 79; åndelig pint, pukinn kvaldr LU 47, ofbeldit kvelr f jandann LU 9.

kveljari, m, piner, bøddel (ungt ord), Mey 45.

kvell, n, Vigl 17 er usikkert: fljóð hygg ek at k. (v. 1. kuoll, kel) kunni (v. 1. knude); med hensyn til hvilket verbum der vælges, må det siges, at knúði er at foretrække som rimdannende, da verset ellers er rimrigtigt; i dette tilfælde bliver kvell subjekt og fljóð acc., medens