kneyf

342

knjjrr

ger, Vell 20; k. nesja dróttar, jætters ødelægger, Tor, pdr 12.

kneyta se knýta.

kneytir, m, Bjhit 2, 16, vistnok blot en skrivemåde for knýtir, s. d.

kné, n, 1) knæ, kalinn á k-i Hávm 3, rísa á k. (acc.) rejse sig sål. at man støtter på knæene. Anderledes Åkerblom Ark. XXXVI, 50 f. Hym 31, falla á k. Lil 51, láta e-t falla of k., ned over knæene, pry 16. 19, of k., over knæene, pjsk Lv 3, fyr k-um, foran ens knæ, Guðr I 13, komask fyr k. móður, om et barns fødsel (udtrykket beror på den fødendes stilling, liggende på alle fire), Sigsk 45, kalla til ka sinna, kalde til sig (således at de tilkaldte, börn, kommer til at stå foran knæene), Akv 37, fyr k. at sitja, /' ens umiddelbare nærhed, Oddrgr 7 (her dog måske snarest rent bogstavelig), jfr Fj 37, koma fyr k., komme hen til en og stå foran en (ikke: kaste sig på knæ), G uår II 24, hvarfa fyr k., færdes hos en, i ens nærhed, porm 2, 3, Sigv 13, 6, bera (kvæði) fyr hilmis k., fore det til kongen, bringe kongen, Arbj 8. — 2) skød, hrundit ór k-um Hym 32, leggja hamar i k. meyj-ar pry 30, (tór) renna niðr of k. Guör 1 15, hrynja i k. monnum EG ils 3, 18; herhen hører udtrykket: selja mål i k. e-m, overlade en sag til ens afgörelse, Ólhv 2, 3. — 3) Ganske usikker er tydningen af k. i i k. gengr knefi (s. d.) ef kvistir þverra Am 73, det her foreliggende udiryk, at ganga i. k., synes at måtte betyde 'at forringes, efterhånden at gå til grunde'; dette k. er mulig identisk med det, der findes blondt sáðs heiti, pul IV dåd 1: kné og efsta kné. — 4) krumtræ (i skib, jfr Falk, Seew., 47) pul IV z 9,

KnéfrøSr, m, sagnperson, Akv 1. 2.

kniar, m. pi, mænd, pul IV j 2 (ifølge SnE I 530 — fylgðarmenn), k-a fremstr Arbj 11.

kníði se knýia.

knjfr, m, kniv, hylda hval hvpssum k-i Ólhelg 6, hylda með k-i Am 59, bregöa til k-i Am 63, tunga skorin k-i ESk 6, 60;

—  stuðla k., rim-kniv, tungen, Katr 34;

—  k. hrafna veigar, blod-kniv, sværd, Hl 37 b. Jfr hneiti-, skelfi-.

knosa, (-aða, -aðr), knuse, bryde, knosuð bond, iturevne bånd, Likn 30.

knúi, m, kno (på fingeren), kropnir k-ar, på trællen, Rp 8. — Blandt skibs-navne, pul IV z 4. — Sagnpersoner: Grott 14, Qrv IVf) 5. Jfr ben-.

knúta, /, knokkel, kasta k-u EGils 3, 19, i k-u liki Gdfi 29, leggja mót við marga k-u Drv (XI) 8; i en mangelfuld sammenhæng, Am 7, 4. — Jfr hross-.

knútr, m, knude, ríða k-t Rv 28. — Som mandsnavn, Knud d. store, pKolb 3, 10, Sigv 5, 3. 10, 2, 6tt 3, 1. Jfr mar-, [samknútar].

Knútsskógarborg, /, by i England, Merl I 9.

knýja, (kníða //. ældre kniwiðð], kníðr, senere: knýða, knýðr og knúða, knúðr; jfr. Skjspr. 107), 1) slå, støde, knuge. ormr knýr unnir, pisker (eller støder tilside) bølgerne, Vsp 50, skur kníði (v. 1. knúði) snekkju brand fyr landi, drev frem, Bglv 2; med "hav, bølge' som objekt, unnir kníðum Guðr II 35, sás kjolslóðir kníöi pKolb 3, 10; om at drive skibene fremad, þeir kníðu borð báðir Sigv 2, 1, (sverðalfr) kníði lagar stóð Hál 14, Áleifr knýr Visund norðan und grum Anon (XI) Lv 4; hirð kníði (v. I. knúð-, gnúð-) árar, trak ivrigt på årerne, Rst 15, lið kníði (v. 1. knúði) árar Gísl 1, 3; drive fremad, k. merki, drive fanerne frem, pjóðA 4, 4, vísi bað k. vé Arn 5, 16, k. bQðský framar, drive, føre skjoldene (hæren) længere frem, pjóðA 1, 11, k. randir ramliga Hálfs VIII 2, jfr Merl I 33. — 2) udføre med kraft og iver, hjors hríð víkingar kníðu (her i rim) Ólhelg 2, k. rómu TorfE 1, Gautr II a 5, knúðu hildi (v. 1. til kníðu hjalma) Qrv VII 14, k. randa dunur Ingj 1, 5, Ingi kníði at-róör tv 37, flótta knúði, drev de flygtende, Nkt 15; kníði sveitir titan, førte skarer udefra (med sig), Mark 1, 12; menn kníðusk at morði, drev sig frem, an-strængte sig hårdt, Mark 1, 19, med at: hverir knúðu at, drev sagen ivrigt, SnE II 248. — 3) absolut, gustr Mistar knúði, kampen rasede, Ingj 1, 2, hregg knúði pGísl 2; knýjum, knýjum (jfr det i irske kilder anførte nordiske feltråb: nui, nui), Svarfd 11. — 4) bearbejde kraftig, kon-ungar kníðu hialma, slog kraftig løs på, Qrv VII 14 (jfr ovf.), kníðu ber báðir Nik 2, kníör kiaptr Máni 3. — 5) slå (på), horpu kníði Akv 31, hamri kníði háfíall skarar Hym 23, hildar él hlifar knúði Hálfs IX11, hjarðar vísi knýr hallir, om en tyrs gennemtrængende brøl, Anon (XI) Lv 2, k. grindir Am 38, foldar síða brimi kníð Mark 1, 24. — 6) bevæge stærkt (åndelig), bœn knúði hjarta Od 19.

knýta, (-tta, -ttr), knytte, slå knude (af knútr), k. ægi Rv 35 skal, efter den følgende forklaring, betyde det samme som at k. mar = mar, hest, altså binde en hest, men det er vist tvivlsomt, om dette er rigtigt; — k. skjótt skommu máli. sammenfatte noget kort, Nj 15.

knýtir, m, kun i forbindelsen kóna k. (hds. kneytir) Bjhit 2, 16; se kóni.

kngrr, m, skib, især handelsskib, men også et sådant, der brugtes til kamp, pul IV z 4, knerrir kómu austan, hærskibe, Harkv 7, stýra dýrum knerri Eg Lv

1,  steindir knerrir Rst 12, gefa sverð ok knorru Mark 1, 7; Hfr Lv 4. 26, Steinunn

2,  °Vigf 1, Pjsk Lv 5, Anon (X) I B 8, pKolb 3, 2, Sigv 13, 4. 26; om skib til ligbegængelse, Am 103; knarrar skeið, søen, pórh 2, knarrar úthauör, d. s., Bersi 1, 1; — k. orvar áss, Ulls skib, skjold, Sturl 4, 23; — minnis k., brystet, Hfl 1