kló

341

kneyf

PL klær, sejlløkker (for derigennem at stikke tove for at fastgöre det rebede sejl), pul IV z 9. Jfr ára-, fram-.

klóakan, n, ravnenavn (v. 1. kjal-), pul IV tt 1 (af kló?).

klóask, (-aðisk, klóat), klø hinanden, bað gndverða ornu k. Sigv 7, 5.

klókr, adj, (et sent låneord), 1) kyndig klók frœði Lil 4, k-ust grein frœðibóka Od 78. — 2) kløgtig, listig, k-k vgrn Lil 72, eitthvat k-t raun drottinn dikta Lil 39.

klukka se klokka.

klungr, m, (-rs) hybentorn, pul IV kk 3, sem rós hjá k-rum Gd 6, enni bar k., om tornekronen, Pét 38, angrs k., smærtens torn, EGils 1, 19, ilsku k. Gd 1; sára k. (jfr porn), spyd, sværd, Merl I 36; — om vækster i alm., (eldr) skal kveiktr i k-ri porm 2, 18; læ k-rs, vinden, Anon (XII) B 3. Jfr hræ-, sår-.

Klúrr, m, navn på en af Træls sønner (egl. 'kluntet voksen', også 'ufin, udannet, uhøvisk', jfr f. eks. klúr orð), Rp 12.

kliiss, adj, vist ₌ lat. clusus (gennem ags.), nøje forbundet med, sluttende sig tæt til, k. Pétrusi (s. d.) Sigv 10, 10. Jfr senisl. klúsaður, indviklet, óklúsaður = lauss maðr.

klútr, m, (-s, -ar), klud, tor klæde, EGils 1, 33. 34.

klyfja, (klufða, klufiðr), kløve, spalte, flænge fra hinanden, k. kalda kjapta Vafpr 53. Jfr hjorklufiðr.

Klyppr, m, mandsnavn, phreð 1; — sagnperson Hyndl 19.

klæða, (-dda, -ddr), klæde, k. reifum Lil 55 jfr 42, karl enn klæddi SnE II 206. Jfr af-, [svartklæddr].

klæði, n, mest i pi, klæde, klæder, k. vgru eldi umb slegin Sól 66, k. prýða hirð Steinn 3, 16, k. sama Ragn II 4. 5; — om sængetæpper: und k-um Gunnl Lv 9.

-  I kenninger for brynje (og hjælm), k. rimmu pormól 1, 5, k. próttar pings SturlB, k. Hamðis Hgóð, Hfr 2, 1, ESk 6, 52, k. Gjiika ættar Arn 2, 9. Jfr grå-, hår-, her-, hjalm-, lit-, lin-, reifa-, skó-, soðul-.

klæki, /, skam, skændsel (noget der er vanærende eller går vanære), vinna k., udføre en vanærende handling (ved. at slå løs på kvinder), Hårb 38 (jfr Fas III 101—02), deyja við k., dø en skammelig, vanærende død, porm 2, 9.

Klæingr, m, mandsnavn (af kló), porm

1, I-

kløkkr, adj, egl. 'som giver efter', føjelig, bojelig, blød, grædefærdig, 1) bojelig, smidig, enn kløkkvi (v. 1.) malmr, om-pilen, porm 2, 25, vinna or k-va, arbejde med åren så at den böjes, Bjhit 2, 2, k. húfr Mberf 1, kløkk saumfor Am 5, 21, k. kjolr SnE II 170, Anon- (XII) C 25, Gr Hj 1, kløkk stol Ht 21, k-var sneisar tv 16.

—   2) blød, ræd, grædefærdig, pmáhl 10, kunni k. verða Am 62, k-var dróttir, som havde mistet modet, elendige, EGils 3, 16, k. hugr Lil 2, k-t hold, det svage,

kraftesløse kød, Lil 54, k. ok hræddr Lil 79, klokk tgr Lil 91. Jfr al-.

kløkkva, (klokk, klokkinn), miste modet, blive grædefærdig, kostir ro betri an k. séi Ski 13, at k-vi Qoðrún Am 58, k. siz hugði, om Høgne, Akv 24, klukku beir karlar Am 66, kallmenn k. Mv I 13, beiöa, biðja k-vandi Ratr 27, Hsv 104.

kløkna, (-aða, -aðr), blive sorgfuld, grædefærdig, mær mun k. (v. 1. kløkkva), Frp I 8.

knarri, m, dimin. af knorr, og et kælenavn, 'skudelil', Am 2, 2.

Knausar, m. pi, gård på Snæfjældsnæs (yngre Hnausar, af hnauss, jfr no. knaus 'klippe, bjærgknold." Aasen), Bárð 5.

knár, adj, dygtig, energisk, vest nu k. Eldj 1.

(knega), knátta, (inf. kngttu; præs. kná, pi. kneigu, sikret ved metrum, se Skjspr. 111; part. perf. forekommer ikke), grundbetydning er 'kunne, forstå', så udledes deraf 'kunne, formå, få lejlighed til', det er denne, der er eneherskende; iøvrigt forekommer ordet kun med infin. af andre verber, d. v. s. omskrivende; dog kan den egenlige betydning ofte være tydelig, som i hann kná ráða golli Fáfn 34, knátt mey séa Fáfn 44, hann of aetti, ef eiga knætti, hvis han havde kunnet få hende Sigsk 3, knættak þér þó í faðmi felask Hhund II 29, kneigu lýðir líta Jóms 37, sás trúa knegum St 15, fylkir knátti ganga Vell 25, knákat segja Hym 32, knákat þess njóta Am 56, nú knátt Óðin séa Grí 53, þig'gfja knátt Akv 33, knáat veig vanask Grí 25, knegut oss fglur fara HHj 13, þats Víðópnir knegi hníga Fj 25, ef séa knættak Hamð 21, knættim hefna Ghv 5, kná sofa. hypotetisk, får lejlighed til, HHj 24, jfr Fj 41. 42, kná hafa sér at heillum, kan (d. v. s. forstår, denne grundbetydning er dog her tilfældig), Sigrdr 19. — Omskrivende hovedverbet som oftest uden at: knálc reiða ₌ ek reiði Eg Lv 12, kná fregna — fregn pmáhl 14, knættit binda ₌ byndit Hrafn 1, knátti svelga Yt 4, knátti at vakna Rdr 3, vér kneigum sit ja Liðs 7, bjollur kneigu hringjask ploft 3,6, knátti glymja pdr 6, knátti ráða sigri Rst 3, rétt hykk kjósa kngttu Sigv 11, 5, goll kná glóa Ht 72 o. s. v., ef reyna knátt H Hj 21, knóttu sporna Vsp 24, Oddrgr 8, kná kjósa Vsp 63, knátti heyra Sigsk 30. knátti leggja Helr 12, knegu glymja Gri 7, knátt dœma Hárb 9, knátt melta Akv 36, knegak grami fagna Hhund II 36, fljóta knQttu Hhund 1 31 o. s. v.

knetta, (knatt, knottinn, men kun præsens forekommer), klage, besvære sig (over), engi knettr of annars meih Mhkv 24.

kneyfa, (-ða, -ðr), knuge, ødelægge, slå i kvag, þás k-ði knorr (vistnok acc.) Steinunn 2.

kneyfir, m, knuger, undertrykker, ødelægger, k. pundar hyrjar, sværdets knu-