kenn

337

keí

haugar, k-ir Hjgrvaröi, Hjorvards höje, Herv II 2, — kend vas Kostbera, her er det vanskeligere at bestemme betydningen, snarest 'kendt', bekendt (for de og de egenskaber, jfr illa kendr af monnum, ildeberygtet), Kostbera var kendt (for sin klogskab og sine kundskaber, jfr den følgende linje: kunni skil rúnaj, Am 9. Jfr viör-. [Jfr friökennandi, glað-, hag-, jó-. mót-; lofkendr, læ-, morð-.]

kennari, /re, lærer (eller prøver), friðar k., Kristus, SnE II 234.

kennidómr, m, gejstlig stand, få sæmdir k-s, blive viet til præst, Gd 8.

kennifaðir, /re, lærefader, lærer, Gd 12.

kennimaðr, m, gejstlig lærer, præst, Gd 19.

kennimeiSr, m, 'prøvende træ', borð-vallar blakka (skibenes) k., søfarer, mand, Egils (XII) 2.

kenninafn, n, navn der gör en særlig kendelig, særtegnende tilnavn, Yt 37.

kenning, /, 1) lære, k. Krists LU 46, læringar (heita) k-ar SnE II 216, helgar rœður ok k-ar Likn 7. — 2) poetisk omskrivning, egl. 'en særtegnende benævnelse, der består i en sammenligning', k-ar auka ongvan styrk Gd 78.

kennir, /re, prøver, erfarer (måske også ligefrem 'kender'), i kenninger for mænd, efter guld: auðar k. Mfr 3, 24, auðs k. pormól 1, 6, kafsunnu k. pmáhl 10; efter kamp: malmþings k. ESk 6, 29, k. odda frosts Sigv 2, 4, styrjar k. Anon (XII) C 32; efter sværd: Yggs éla linns k. Ótt 2, 7; efter skib: Rakna kunnfáka k. pmåhl 8; efter 'ting': þinga k., fyrste, Sigv 3, 21 (jfr þá skal hann ping kenna NgL I, 7); efter skjaldskab og andet lign.: bragsmíðar k. Bjhit 2, 20, k. lista Pet 24, spekðar k., biskop Gudmund, Gd 53, k. hófs, om den samme, Gdp 62, k. krapts, kraftens, almagtens, prøver, Kristus, Likn 23, k. engla, d. s., PI 8. I en dunkel sammenhæng, Lids 4. Jfr ást-, boð-, goll-, látr-, morð-, svip-, þrym-,

kenniseiðr, m, 'prøvende fisk', moldar k. synes at måtte være en kenning for 'slange', ormr, og stå som synonym for et mandsnavn (Ormr? eller et andet lign.), Audun 1.

kenni-Valr, m, 'prøvende hest', k. sandhimins, havets prøvende hest, skib, porh 2.

kenpa, /, helt, pul IV j 2.

keppa, (-ða, -t), udfolde iver, kraft, energi (for at udføre noget), kostið svá k., lægger vind på at sørge kraftig for, Am 58, k. svá kunni, den kraft forstod han at udfolde, Am 65; k-ask of e-t, have en kappestrid om noget (der skal erobres), Heið 35.

keppinn, adj, tilbøjelig til at udfolde kraft, ivrig, energisk, Am 2, 15, Hálfs VI 14. - Jfr al-, keptr se kjoptr.

ker, n, 1) kar, især drikkekar, bæger, gollit (-in) ker Hamð 20, Gri 7, með

hgllu k-i, med halvfyldt kar, Hdvm 52, halda á k-i Hávm 19 (jfr halda 6); EGils 1, 27. — 2) æske eller gæmme (skrin), kumbl konunga ór k-um valöi Ghv 7 (jfr i prosa váöker); dunkelt er segjárns k. Fj 26; kera Hfr Lv 5 synes at være gen. pi. af ker, og k-a skjalgi kenning for sværd (fordi det opbevaredes — jfr stedet fra Ghv — i kar el. lign.?). — 3) i kenninger: k. glyggs, vindens kar, himlen, Sigv 7, 4, — for öje: k. svefna GSúrs 4, — for jomfru Maria: miskunnar k. Mdr 11, kostaker byrstalls konungs (jfr virtutum vas) sst. 10. Jfr aust-, bjór-, borð-, él-, goll-, ljós-, silfr-, skap-, vind-, vin-, ol-.

kera Hfr Lv 5 se ker.

kerlaug, f, kar-væske (egl. 'bad'), k. drauga dróttins (ved rettelse), Odins karvæske, digterdrikken, (tekst usikker) Hárf 1. — Som elvenavn, K-ar tvær, pær skal pórr vaöa Grí 29, pul IV v 6 (også her i pi.).

kerling, /, gammel kone, pul III 2 b, IV i, Anon (X) II B 8, snauð k. Áóreið, k-a (born) Vitg (her betyder ordet dog vel snarest kvinder af den ringere bondestand, jfr karl); Bjhit 2, 14 færa k-u synes identisk med sen-isl. flytj a kellingu (-ar), slå smut (med småsten henad søens overflade), eller betegne en lignende bevægelse. — Blandt navne på skibets dele, en planke i bunden af skibet, hvori masten fæstedes (Falk, Seew. 50), pul IV z 9. Jfr horn-.

kerski, /, 1) raskhed, kann þjóð k. minni Hårekr 1, jfr karskr. — 2) fræk næsvished, uforskammethed, eng pQrf þeirar k. við mik Korm Lv 12, jfr kerskr.

kerskr, adj, glad, munter, þjóð hjali kersk of kvæði Leið 45. Jfr full-.

kerstraumr, m, 'kar-ström (væske)', øl, of k-i TorfE 1.

kerti, n, kærte, lys, k. þæg Kristi ploft 3, 7, bjort k. Blakkr 1, 1; — k. hranna, bølgers lys, guld, Katr 11 (jfr SnE II 429); — Hildar k., kampens lys, sværd, Hl 34 b (jfr hregg). Jfr blóð-, hræ-.

kertir, /re, sønderdeler (nom. ag. til et verb. kerta, der er dannet af kortr 'noget der er lille', tilnavn til Guttorm, 'den lille', jfr nyisl. karta, 'smule'; kerta verb. skulde altså betyde 'at dele i små stykker', men synes ikke at forekomme; subst. k. forudsætter det utvivlsomt), k. Draupnis doggvar, ringes deler, gavmild mand, Korm Lv 22 b.

kesja, /, spyd, glavind, pul IV n, fyr kesjum pjóðA 1, 21, blóð fell á kesjur Jorns 28. Jfr hg-. Jfr Falk, Waff 78 f.

ketill, m, kedel, k. rastar djúpr Hyni 5, vellandi k. Hávm 85, taka i k-il, stikke, hånden ned i en kedel (med kogende vand) for deraf at optage noget, hermed sigtes til en 'vandprøve', en gudsdom (ketilfang), Guðr III 7; — gryde, flytja k-il at eldi EGils 1, 29, ormar k-ils, pølser, Narfi. — Som mandsnavn, K-

22