kala

333

kan

bersa kali Mhkv 15, jfr Svarfd 13; part. kalinn, kold, frossen, á knéi k. Hávm 3, kalin á beðjar horni Bjhit 2, 12; Bbreidv 4.

Kalaterío-skógr, m, i England, Merl I 24.

Kaldakinn, /, egn i det nordlige Island, pórsnep.

kaldaland, n, koldt land, om. Island, Gdji 54.

Kaldbakr, m, fjæld i det nordlige Island, Grettis 5.

Kaldgrani, m, jættenavn (egl. 'med kolde læber'), pul IV f 2 (også skr. kali-).

Kaldhamarsnautr, m, navn på et sværd (egl. 'som hidrører fra en Kaldhamarr', personnavn), pul IV l 11, braut K-a (i pi) Bjhit 2, 20 (jfr sagaens beskrivelse).

kaldligr, adj, kold, kølig, k-ir éls pallar Pet 32.-

kaldnefr, m, 'kold-næse', ankret (nefr sigter til ankerfligen), pjóðA 4, 11.

kaldr, adj, 1) kold, kølig, om ting, kold at føle på, k. malmr Steinn 3, 12, kold vgpn Hást 2; kold kol, kolde (afkølede) kul (brenna at Icgldum kolum, opbrænde noget totalt), pjskv Lv 5, porm 2, 18; k. sær pór, k. marr Jorns 16, k. byrr Jorns 33, k. húfr Ht 78, kalt hlýr Hl 76; heimr enn k-i, den kolde del af verden (nordlige egne), Sturl 3, 20, kold búð Korm Lv 34; mér es kalt, jeg fryser, ptjald. — 2) kold, ubehagelig, fjendtlig, kold sæing Brot 16, kold ofund ESk 6, 58, kold rodd, stemme, der tyder på falskhed og bittert sind, Akv 2, kold rgð, fjendtlige bitre råd, Lok 51, jfr kell mik í hofuð, kold erumk róð þín Vgl 31; hertil bör måske også henføres k-ir kjaptar, om Femis-ulvens gab, Vafpr 53; k-ar sakar, fjendtlige, stærke beskyldninger, Ólhv 2, 3, kold heit Ht 17; skald fekk til k-a hríð, en for slem byge, porm 2, 21, skapa k-an aldr i grof HolmgB 14. Jfr all-, barð-, eitr-, él-, fjgl-, haf-, haust-, her-, hrím-, ís-, líf-, ó-, sval-, svið-, vár-, vind-, æsi-.

kaldráðr, adj, 'kold l råd eller som udklækker fjendtlige råd', fjendsk, svigefuld, om Torvald i Vazfjord, EilSn 2, om Mord, Nj 25, om kvinden, Hsv 104.

kaldrifjaðr, adj, 'med kolde ribben', fjendsk, ondskabsfuld (jfr rif), koma við k-an, om jætter, Vafpr 10.

kaldýrr, m, sikkert identisk med kaldórr ("ferrum fragile" BjHald), brugt om jærn — våben, sværd, k-s viðir, mænd, Merl II 95.

kalfa, f, synes at betyde 'stykke, land' el. lign., hauks kolfur, 'høgens lande', armene, pjódA 3, 27, munar kolfur, brystet, Gdfl 15.

kalfr, m, kalv, sjúkr k. Hávm 87, vas k. soðinn krása baztr Rþ 18, k-s hjortu Am 83; gripa at rongum k-i pKolb Lv 5; i en ikke helt forståelig kenning for jætter; Alfheims bliku undirf jalfrs (klippehulens?) k-ar pdr 20. — Som mands-navn, K-s son Bjhit 2, 18, — K. Arnes-

son, Kolgr, BjH l, — andre: lv 32, Ratr 49. Jfr dýr-, reyðar-.

Kali, m, personnavn, EilSn 2.

kali, n, kald, råb, Merl II 92. - Jfr á-, her-.

kalla, (-aða, -aðr), 1) kalde, råbe, udsende råb, k. of váginn Hárb 2, k. hgtt Brot 5, k-aði Níðuðr Vgl 13, k. á e-n Vgl 23, — tale höjt, k-aði kaldri roddu Akv 2. — 2) kalde (til sig), kalligak Hogna Gudr III 8, k. móöur, kalde hende frem, Gróg 2, k. Erp, Eitil Akv 37, k. til áts, indbyde til mad, ESk 13, 5. — 3) give navn, k. Karl Rp 21. — 4) benævne, med dobbelt acc, k. e-n Feng, Fjolni Reg 18, hvé pik k. konir HHj 14, k. (dysjar) heimishauga Hårb 45, k. vega Vanir Alv 10 (o. s. v.), es menn Myrkvið k. Akv 5, Jóan kollum svá ESk 6, 9, þat mun viti k-aðr Grott 19, þú est ofvægr k-aðr Am 2, 14, k. e-n argan pry 17, þann má k. hugum sterkan HolmgB 1, skrautligt kQllum vér nafnit farar Mhkv 19, svá kollum vér rQð sem gefask Mhkv 14; k-askljós, kaldes, hedde, ESk 6, 2. — 5) sige, mene, trautt kallak þann valda Mhkv 19, koUumk ugga allitt pjóðA 4, 8. — 6) erklære, göre krav, kalla eign á e-u, erklære, at noget tilhører en (med rette), kræve noget som sin rette ejendom, LU 84, k. til, gøre fordring på, Steinn 3, 10, Anon (XI) Lv 11. — 7) påkalde, k. á Jésúm LU 50. — 8) kalde, k. e-n i tru, kalde en til (den rette) tro, PI 3. — 9) kalde, lade dø, k-aðr heðan Ám Am 2. — 10) Anon (XIII) B 18: Brandr k-aði fjanda må tydes som: Brand råbte 'djævel', o: bandede tit.

kalis, n, råben, især ironisk tiltale, iøvrigt ved rettelse af kalla, hvat skal k. þetta Hjálmp III 7.

Kalmarnes, n, næs ved Kalmar, tv 17.

kalreip (v. 1. kjal-), n, tov på skibet, der hindrede, at sejlet blafrede (jfr segl kelur, sejlet mister vinden, blafrer slapt; Falk, Seew. 66), pul IV z 9.

kamarsauga, n, 'öjet', o: åbning (vindue) på et privet (kamarr), k-at ut, ud igennem, Snjólfr 4.

kambatindr, m, tand i en kam (til at karte uld med), rífa með k-um Heil 16.

kambr, m, 1) kam, redekam, með gylt-um k-i Gyrðr. — 2) hane (egl. 'den kammede'), pul IV uu. Jfr gollinkambi.

Kambria, /, i England, Merl I 16.

kanginyrði, n. pi, stiklende, sårende, ord, Hårb 13.

kani, m, hankeskål (no. kane), repta af (rettere of?) k-a sinum, ræbe på grund af (eller over) hvad man har spist af sin skål, Anon (XII) B 10. I senere isl. findes k. i bet. askur o: madkar af træ (vestfjordsk dialekt).

1.  kanna, /, kande, vin vas i k-u Rp 32.

2.  kanna, (-aða, -aðr), prøve, undersøge, lære at kende, hríð k-aði lýði Jóms 16, sýjur k-uðu flóð Ód 4, láta (skip) k. knarrar skeið pórh 2, k. leið Hhund II