ipt

332

kala

handa, måske ■==. kumbl átta jgtunhanda, mærker, arr, efter 8 jættearme, Gautr Il 24, jfr mannf jglð.

jgtunmóðr, m, jættevrede, vrede og hæftighed som en jættes, i j-i Vsp 50, Grott 23. Jfr Boer, Arkiv VIII, 115.

JQtunn, m, jætte, det alm. navn for gudernes og menneskenes fælles modstandere, de falder igen i to afdelinger, hrímþursar og bergrisar, dog uden bestemte grænser (grundbetydningen i ordet er 'æder', af roden i eta), i alm. pul IV b 1.6, pry 18, Haus ti 10, Anon (X) II B 7 (om en bjærgrise), Vsp 2, Vafpr 49; deres sprog i Alv 10 o.s.v.; deres runer, Håvm 143, derimod betyder j-a rúnar kyndighed med hensyn til jætternes historie, Vafpr 42. 43; ætt j-s Vsp 25, pry 31, ætt jgtna Ski 8, Hárb 23, Hyndl 30, jotna synir, jætter, Håvm 164, Vafpr 15. 16. 30, áttniðr jgtna, om Tyr (som Hymirs dattersøn), Hym 9, j-s, jgtna brúðir Hyndl 4, Hárb 23, jgtna meyjar, Heimdals(P) mødre, Hyndl 35, jgtna systir pry 29. 32, j-s snót Korm Lv l, j-s móðir, jættekvinde, Od 24, jgtna heimar pry 5. 9, jgtna garöar Hávm 108, Ski 30, SnE I 288, jgtna vegir, klipper, Håvm 106, jgtna vegr, det klippefulde Norge(P), Vell 15, bjórsalr j-s Vsp 37; i forbandelse, eigi hann jgtnar Am 33; parallelt med hrímþursar (eller identisk med

Lyden var den almindelige stemmeløse, palatale; overgang af g til k foran s, t kan ikke konstateres ved rim; derimod er overgangen efter s, t som almindeligt i prosa (hvárskis, vækki, ekki, hvatki, þatki); (e)k trækkes ofte sammen med verbete (frák : rgk-) og da assimileres et foregående g, t med k (hyggk = hykk, þiggk ₌ þikk, hlýtk ₌ hlýkk), dog findes også de usammentrukne former (jfr ek); umiddelbart efter lang vokal forlænges k (ákka, sékka), skönt rimene på dette punkt ikke er afgørende. Med hensyn til rimene se iøvrigt Kranie s. 103— 07, 180—81 o. s. v. Overgang fra k til g i mindre stærkt betonede ord (og, mjgg) kan først konstateres i det 14. årh. (Lilja). Den senere islandske overgang af k til h foran n er i det hele endnu ikke begyndt ved 1400.

kaða, /, höne, pul IV uu.

disse?), Ski 34. — Om enkelte jætter: Ymir, Vafpr 21. 31. 32, Bergelmir, Vafpr 35, Aurgelmir, Vafpr 33, Vafprúðnir, Vafpr 1. 2. 6 o. s. v., prymr, pry (ofte), pjazi, Gri 11, Hárb 19, Hyndl 30, Hrungnir, Hárb 15, Hymir, Hym 13. 14 o. s. v., Gymir, Ski 10. 25, Suttung, Håvm 104, Hlébarðr, Hárb 20, Hræsvelgr (vindornen), Vafpr 37, Ægir, Hym 3, Sókk-mime, Gri 50, Fenre, Vsp 47, Fáfne, Fáfn 29. 38, Loðinn, HHj 25, Hate, HHj 17. — Adjektiver om jætter: forn j. Hym 13, aldinn j. Ski 25, Gri 50, hrimkaldr j. Vafpr 21, Fáfn 38, ámáttigr j. Ski 10, HHj 17, ballr j. Hym 17, þrúðmóðigr j. Hårb 19, sk(r)autgjarn j. Hyndl 30, naddggfugr j. Grog 14, fróðr j. Vafpr 20. 30, alsvinnr j. Vafpr 5, hundviss j. HHj 25. Forskellige kenninger: jgtna dolgr, Tor, Eyv Lv 9, otti jotna, d. s., Haustl 14; undir j-s hals, jættens (Ymirs) hals-sår, blodet, der vældede ud af Ymers halssdr, havet, St 3; j-s sagnir, jættens taler, ord, guldet (i henhold til myten om de tre brødre, Tjaze, Idi, Gangr), Hfr Lv 20; vandar j., mastens jætte f — skadeligt væsen), vinden, Eg Lv 23, hafra kjots j., ironisk betegnelse for en garver, sluge-ren af bukkekød, pjóðA 4, 14; — j-s eykr kaldes tyren, uvist af hvilken grund, Yt 17; — auðsúgr j-s, jættekvinde, trold, Anon (X) II B 6, se auðsúgr.

Kaðvalodrús, m, engelsk sagnkonge, Merl II 64.

kaf, n, dyb, rummet under overfladen, pul IV u 3, i k. Hålfs VI 11, under vandet, pskakk 1, ráða á k., styrte sig i dybet, Jorns 36, falla á k. ESk 10, 1, auka króki k., lade ankereet være længe (eller ofte) nede, pjóðA 4, 11, yddi á k-i, odden trængte helt ind i legemet, Gautr II 15; k-s hestr, skib, Sigv 3, 9.

kafadjúp, n, — kaf, stor dybde, Mv III 10.

kafna, (-aða, -aðr), kvæles, drukne, k. i ofundar eitri LU 77.

kafsunna, /, 'dybets sol', guld, k-u kennir, guldets prøver, mand, pmáhl 10.

kaga, (-aða, -at), se (spejdende) efter, stirre, Ragn V 7.

kala, (kól, kalinn; præs. 3. pers. kell), fryse, upers., kell mik í hofuð, jeg foler kulde i mit hoved, Vgl 31, fiefkat spurt at

K