ítr

325

jað

ítrserkr, m, herlig, udmærket særk, i. jastar flœöar, drikkehorn, ESk 12, 3.

ítrskapaðr, adj, herlig formet, i. askr (modsat þyrnir) Hhund II 38.

íirskíð, n, herligt ski (at løbe på), i. Endils, skib, Od 23.

itrsleginn, adj, udmærket hamret, smedet, i-nar eggjar G Sur s 37.

itrstallr, m, vistnok fejl for orms stallr, Eviðs 6.

ítrtunga, /, herlig tunge, unnar i-ur (sværdklingerne) sungu hgtt Helg Ol.

itrvaxinn, adj, herlig skabt, i. svanni Korm Lv 2.

itrpveginn, adj, herlig tot, lysende ren og skær, i-nir armar Lok 17.

iagtanni, m, navn på bjdrnen (i hds undertiden forvansket til igul-), pul IV cc¹; synonymt med Bjarni RKet, med Björn Grettis 19; i. i en sværdkenning Korm Lv 28; i. hvalranns, skib, Mark 4, 1, leygs (arneildens) i., hus, SnE II 194 (af et adj. iugr, grådig?).

Iva se Ifa.

ívaðandi, m, en, som går (blindt) frem, draums ívaðendr, mænd der færdes som i dramme, ligegyldige mennesker, Merl 1 53.

Ivaldi, m, ukendt mytisk person, 1-a synir (kunstnere) Gri 43.

ívarr, m, I. benløse, Sigv 10, 1; — I. vidfadme, Hyndl 28, — I. jarl (11. årh.) Sigv 13, 9, — I. af Fljóðum ESk 13, 1.

ivegstafir, m. pi, berømmelige ord(P), segja i-i, melde om ber ömmelig dåd, Háv 2.

íviðgjarn, adj, begærlig efter at vise ondskab, ondskabsfuld, Vgl 28, hvor ordet er forskrevet og der må læses enten -gjarnri eller -gjgrnum.

Denne lyd er den bekendte halv(kon)-sonant, der i forlyd aldrig er oprindelig, men opstået ved sammentrækning eller brydning, undtagen i já; den rimer altid som andre vokaler. Den ældre digtning, ialfald för 12. årh., kender ikke overgangen éa—já (f. eks. sjá for séa); former med éa er eneherskende, undt. i járn; ligeså findes kun Niall, ikke Njáll. Foran u findes j ikke i forlyd undtagen i meget unge låneord (jungr, jurt).

Jaðarbyggvi, m, Jæderbo, dróttinn J-va Arn 3,3.

jaðarr, (ældre joðurr se himinjoðurr og

íviði se ívíði.

íviðja, /, skov bebo er ske, jættekvinde der bor i skove, pul IV c 3, ek slæ eldi of i-ju, o: Hyndla, Hyndl 48; urigtig læsemåde i Hauksbók for ívíði Vsp 2.

Ivist, /, Uist blandt Syderøerne, pul IV bbb 1, Bkrepp 5, 1-ar gramr Gisl 1, 9.

Iviza, /, Ibiza, en af Pityuserne, Hskv 2, 9. (-viz- : slits).

ívíði, n, Vsp 2, et tvivlsomt ord (Hauksb. har det sikkert urigtige íviðjur), níu mank heima, níu ívíði (den 2. vokal er ikke metrisk sikret), her synes i. at være appos. til heima; det er mulig et ntr.: -víði, af víðr, omfangsrig, og i forstærkende, det hele altså: 'meget store strækninger'; med íviði med kort i synes man ingen vegne at komme. Jfr Kock, Arkiv XXVII 120 f., BMÓlsen, sst XXX 129 //. (den her givne fortolkning er meget tvivlsom), Palmer Studier AK 116.

íþrótt, f, idræt, færdighed (af hvilken-somhelst art), í-ir kank átta, níu Hhard 5, Rv 1, kunna tolf í-ir Gráf 13, fremja i-ir Rst 25, Merl I 10, treysta i. Ormsp III; Hsv 124; i. vammi firð, om digteræv nen, St 24; odda i-ir, kampdygtighed, kampe, Harkv 1; Am 67: létu á lesti lifa i-a er det sidste ord vistnok galt, da sammenhængen kræver ordet i acc, men et mase. íþrótti kendes ellers ikke; rimeligvis er -a blot en dittografisk skrivefejl (fremkaldt af lifa) i steden for (íþrótt)ir, acc. pi.; 'de lod idrætter leve', de viste deres idrætter, legemlige ævnsr, til det sidste.

íþróttarmaðr, m, idrætsmand, mand der er øvet i alle slags færdigheder og kampdygtighed, Harkv 15.

som mandsnavn jQðurr), m, 1) jæder, den yderste kant, rand, með Blálands jaðri, langs Blålands kyststrækning, Sturl 3, 21, eylands j. Merl II 5, jorð með él-snœröum jaöri Ht 79, á nyrzta jaðri ýta fróns, om Island, Gd 6, þundar grindar jaðrar — skjolderande, deres garðr, skjoldrække, hvor den ene skjoldrand støder op til den anden, Ht 58; und sólar jaðri, under solens land, himlen, Hfr 3, 12. — 2) den yderste kant som værn, brystværn, overført på personer, beskytter, beskyttende hersker (jfr ags. eodor), ása j., om Frey, Lok 35, hers j., om en konge, Fáfn

J