hpf

311

holðr

hofuðþvgttr, m, hovedtvæt, hovedbad, Vígl 9.

hgfugligr, adj, tung, tyngende, h. ekki, trykkende sorg, St 2.

hgfugr, adj, 1) tung, vægtig, h. malmr Sigv 13, 16, h. auðr Mark 1, 30, h. hallr, hofgahallr, om møllestenen, Grott 12. 23, h.° megindróttr, om midgárdsormen, Húsdr 3. — 2) tung, trykkende, h-gar hlýra skúrir, tårerne, pBrún 2, h-gar nauðir, båndene, Vgl 11, h-ug sótt Merl I 6, h-ugt sár Líkn 20, h-ugt erfiði Hsv 93, h-ugt es at heyra Merl I 55, h-ugt ráð, slemt forehavende, Grettis 8, h-t víti (v. I. til hofuðvíti) QOdds 3. Jfr jafn-, vín-.

hofundr, m, ophavsmand, dommer, hrosta fens h. (rettelse for hilmir), øllets brygger, Ægir, St 19; h. aldar, mændenes dommer, fyrste, Ht 37. Jfr sigr-.

hQgg, n, hug, slag, keyra horðum h-úm Guðr I 10, stæra hogg hart (adv) Jorns 26, h-um rammr Jorns 25, h. af hamri, h. hamars Hårb 47, pry 32, á mæki [skal orka til] h-s Hávm 82, mækis h. Korm Lv 64, bíða h-s Haustl 17, hljóta stinn h. Korm Lv 54, hgggva e-m h. S fór s 3, egg brast i h-vi Hl 38 a. Jfr bana-, hals-, læmingja-, skýli-, stór-, strand-.

faoggfáðr, m, blandt 'dele på sværdet', pul IV l 12 (skr haug; vistnok sammensat af hogg og fáðr 'hug-poleret'?); v. 1. -staör, se herom Falk, Waff 16^17.

hgggormr, m, 1) hugorm, Merl I 46, Bós 4, om djævelen, ljótt heiti h-s Od 2, h-s grgðr Gd/3 9. — 2) som kenning, 'huggets orm', sværd, herði-fmndr h-a, kriger, Nj (XII) 5.

hQggrammr, adj, stærk i (ved) hug, som giver kraftige hug (jfr hgggum rammr), Jorns 34.

fiQggstaðr se hoggfáör.

hoggusárr, adj, såret ved hug, med hugsår, GSvert 4.

hoggva, (hjó, hjoggum, hgggvinn), hugge, slå, h. e-m hggg Sjórs 3, h. stort, give store hug, Isldr 26, h. skarö í skildi TorfE 5, jfr Eviðs 7, h. glugga á borði pskakk 1, h. i skjold Harkv 21, h. hgfuð af e-m Ski 23, h.'iót af e-m Eg Lv 32, hgggnar hendr sem fætr Rdr 4, h. við í vindi Hávm 82, h. tóg undan Am 73, h. belg, hugge huller i, pjsk Lv 1, h. h?alma Am 52, hgggvinn skjoldr Qrv VII 5, hjósk Hildar ský ESk 7, 7, h. bu, nedhugge, Sigv 11, 11, h. bráðir (hrafni) HolmgB 11, h. sverði Grip 15, Grott 6, es hjók randir Korm Lv 28, h. i gggn Sigv 12, 17, h. með hjorvi Krm 1 o. s. v., h. sundr baug Rp 38; h. e-n, såre eller slå ihjæl, HHj 17, Gudr II 7, Am 39. 51. 61, Jorns 42, Hfr 2, 5. 9, pHjalt 1, h. mína goðvefjar Hlín pmáhl 9, h. sundr Sigurð Brot 7, h. bgrðum í grås, segne dræbt til jorden, Isldr 12, h. skeggi niðr, d. s., Tindr 1, 6, h. út, ved hug, slag, at danne hulheder (bølgedale), Eg Lv 23, h. galga, med hug at tildanne, Am 39. Medium, kæmpe med, såre, fælde

hinanden, Vafpr 40. 41, Graf 10, Hl 21 a, herr hjósk Hl 35 a, jfr h-ask orðum á (hvor den rigtige læsemåde måske er ljúgask) Reg 3, h-ask til skeggjum, spøgefuldt om at 'stikke hovederne sammen', Grett 2, 9; þótt verðak hgggvinn Hfr Lv 19, hoggvinn gunnpings heggr Hfr 3, 6, hgggvin hræ Skall 1, hgggvinn hauss, pflekk, hgggvin lýöa ferð tGils 2, 15; — hoggvit golf, afhuggede guldringe, Steinn

3,  17; — hreggi hgggvin, pisket af snestormen, pdr 6.

hogna se hagna.

Hggni, m, navn på forskellige sagnpersoner, 1) H. Ojúkason Hyndl 27, Grip 37 o. s. v. i heltedigtene. — 2) Sigruns fader, Hhund I 17. 52. 56, II 13. 17. 18. 26. 44. 48. — 3) ukendte, Hhund II 4 og (en anden) Oddrgr 8, samt H-a hrør Yt 26. — 4) søkonge, Hilds fader, pul II

4,  IV a 3, Rdr 10, H-a liö Styrkárr; H-a mær, Hild, Hal 9 (jfr viör), Rdr 2 (jfr hjól), Ht 49 (jfr tjald), H-a man, d. s., Sturl 4, 25 (jfr hlýrn). — / kenninger, for kamp: H-a skúrir Vell 35, H-a hregg Vigf 1, H-a él pKolb Lv 7, ~ for skjold: H-a hurð Lids 7, Mberf 3, H-a vé pmåhl 13, ~- for hjælm: H-a húfa pstf 2, 3, — for brynje: H-a váðir Hfr 1, 7, H-a væðr Am 3, 14, H-a kufl Krm 10, — for havet: H-a sjot, Høgnes bænk, Merl I 31. — 5) H., Gunnars sön, Nj (XII) 1.

Hogstari, m, dværg, pul IV ii 5, jfr Hugstari.

hoguSr, m, sværd, pul l 1. Jfr Falk, Waff 53.

hglðborinn, adj, af de hojere bønders, holdernes, slægt, Hyndl 11. 16.

hglSr, m, (-s; -ar), fuldgyldig fri (odels-) bonde, (jfr hglðar: búendr . . . gildir af ættum ok réttum fullum, SnE I 456, og så er h., er hann hefir óðal at erfðum tekit Gul 458; — uagtet den hyppige skrivemåde haulðr má hglðr være den rette og ægte form, rimbestemt ESk 6, 4 fjglði : hglða; hvis ordet er nærbeslægtet eller endogså identisk med halr, er vokalen g så meget sikrere; jfr Noreenⁱ s. 387 a., 4, hvorefter hglða, hglðum udelukkende skulde være gen. og°dat. af halr, medens halir skulde være nydannelse), h. hinn hviti Gunnl Lv 8, h-ða barmi, Hildr, hugfyldir hglðar Gldr 7, hlaðnir vgru h-a Harkv 8, ggfugir h-ar Eirm 2, á holdi h-s Korm Lv 23 (hvor dog betydn. 'mand' kan antages); vistnok også i kenninger for 'høvding' som, h-a reifir Hfr Lv 8, h-a vinr pfagr 10. — løvrigt findes h. utallige gange i betydn. 'mand' i alm., hvilket vel også er ordets egenlige betydning, jfr pul IV j 2, som f. eks. TorfE 5, Vell 11, Hfr 2, 2, Arbj 7, h-a moro Vell 21, Håvm 42, Brot 15, Gudr II 28, HHj 12, Sigsk 12, Oddrgr 19, h-ar at Herjafgðrs Vsp 43, h-a synir Håvm 94, Fåfn 19, Fj 40; fyr h-i (₌ mér) Sigv 5, 2, fyr h-um HolmgB 7. — Som egennavn (sluttende sig til den forste betydning) Rp 24. — havlpa Hhund I 54 er