hætta

308

hœli

3, 2, Ragn 1 1, h. hofði til (e-s) Hávm 106, h. sér pfagr 10, pjóðA 3, 2, h. skeiðum Bglv 5, h. elgjum œðiveðrs á grœði (acc.) Am 2, 16, h. gjgrð, vove at overlade afgörelsen (i en sag), EQils 2, 5; absolut, h. opt í ótta Útt 2, 13, láta hætt Sigv 3, 2, h. VGl 10, hersa dróttinn h-i Steinn 1, 2, h. kynjum Ótt 3, 1, h. i folk pjóðA 1, 19; h. á hættu, udsætte sig for fare, det farlige resultat, SnE II 218; h. til, med fare at søge at opnå (et resultat), h. til gongu Eg Lv 35, h. til sprunda Hfr Lv 19; — hgfum h-a hers kind, vi har udsat krigerne for fare, Sigm 2. — hætti GGalt 3 urigtig for bæti.

hættiligr, adj, vovelig, pat er h-t SnE II 226.

hætting, /, egl. det 'at vove, risikere', vovestykke, fare, pat vas h. Tindr 1, 4, h. at megindrætti, fare ved det store dræt (midgárdsormen), Húsdr 3.

1.  hættinn, adj, som (gærne) udsætter sig for fare, vovemodig, Sigv 13, 30, porm 2, 15. Også Sigv 9, 2 kan h., om Svearne, opfattes således, men 2. h. kan også antages her at være det rigtige.

2.  hættinn, adj, høvisk, med gode sæder (af hgttr), om en kvinde PI 24. 50; jfr foregående.

hættir, m, 1) den som vover, vovehals, vigs h., som vover kamp, dristig kriger, Ht 41. — 2) som bringer i fare, h. her-garða, kriger, Sturl 2, 2. Jfr gunn-.

hættligr, adj, farlig, h-g harmflaug Vsp 32, h-t járn porm 2, 25, h-g felli-Quör pjsk Lv 2, bana h., dødsfarlig, Has 54.

hættr, adj, farlig, h. logi Fj 1, h. harmr Jorns 14, h. hagr Has 23, Merl I 53, hætt mål, farevoldende sag, ESk 6, 59, hætt ráð Has 6, h. heimiskviðr Sigrdr 25, hætt hvarf Bkrepp 8, hætt dýr(?) Anon (XII) C 31, hætt es þeira hvárt, farlige, upålidelige er de bægge, Hávm 88; hjalmi h., farlig for hjælme, pmáhl 7, brynjum hætt (øx) Nj 27, h. hoddum, farlig for guldet, gavmild, Od 20, hringum h.(?), d. s., Arbj 22, h. fjorvi Hfr 2, 4; Oddi 1; h. Serkjum pjóðA 3, 2; ntr. hætt, farligt, h. reynisk Has 34, h. e-s Has 41, Sigv 11, 12, nu es h. pjóðA 4, 9; holöar segja mér h. við stilli, siger at der truer mig fare fra kongens side, TorfE 5. Jfr all-.

hoefa, (-ða, -t), 1) passe, stå i passende forhold til, ekki h-ði mildi (dat.) hildings, kongens gavmildhed overgik alt, Rst 12; upersonl., h-ir, pér h-ir aldri at rjiifa, det sommer sig aldrig for dig, Sigv 11, 10, h-ir at standa (v. 1.) Harkv 21, sogðu laun h. mér Grett 1, 5, pats h-öi peim Mpórð 1. — 2) ramme, h. rond með brandi Eg Lv 30, h. með hlunnf Hav 5; — ramme, komme til, nå, réðk til Hofs at h. Sigv 3, 4.

hoefi, n, synes at foreligge Frp I 6, men sammenhængen er dog ikke ret klar: heldr vilda ek hennar hæfi at minni gæfu; mulig er h. identisk med no. høve: 'til-

fælde, forhold, stilling', 'hellere vilde jeg, at hendes forhold blev til min lykke'?

hæfiligr, adj, passende, né h-g þóttu dróttinsvik Sigv 2, 13.

hcefilæti, n, passende, sømmelig, adfærd, Mv III 15, Alpost 5.

hæfing, /, egl. 'noget, der hæver, løfter, sig' (hefja, hóf)? knop (på træer), gnaga h-ar af Gri 33. Jfr Bugge, Studier I 473 f.

hæfir, m, 'som rammer, som stanger'., tyr, okse, (af hæfa), pul I b, IV ð 2 (hvor den rigtige form kun findes i ét hds; v. 1. bevir, kæfir), h-is hauss fleinn, oksehorn (drikkehorn), fsldr 16, h-is hjorr, oksens sværd, horn, Yt 18. Jfr Bugge, Beitr XXI, 422 f. ("bespringer").

hcegr, adj, let, bekvem, behagelig, eiga h-t Hav 2, varðat h-t Vigf 1, hróðr es h. pormól 3, af h-u Háv 2, sem hœgst þótti Vol 18, Am 8, h. fundr pKolb 3, 10, hægri ferö Gd 72, h. dagr Gunnl Lv 8, dægr muni hægri Oddi 3, h. auðr, bekvem rigdom, rigdom man nyder i al ro og mag, Nj 7, h. hgfgi LU 12; — stille, stilfærdig, rolig, vask hæg sjaldan Am 97, ekki var hann h. Mhkv 7, h. við hjarðir, skånsom mod, Hildr, h. at hj aldri Am 49; h-ar rásir dœgra, jævnt glidende, LU 67, — komparativ, hægri, höjre, h. hond Helgi dýrr, Vsp 5, Lok 38. 61, á h. hond Sigv 12, 22, til h. handar Leið 38, LU 68, i h. hgnd Rdr 15, und h. hendi Likn 20.

hæingr, m, hanlaks (tostavelsesformen er metrisk sikret), pul IV x 1, heill kom þú h. Hæng I 1; h-s holl, søen Nkt 4, grundar h., slange, (synonym til Grettir), Grettis 29; h-s mgrk, laksens mark, Arbj 6 (i en noget forvansket sammenhæng). Vokalen æ fremgår af skrivemåden hé-i T (pul). Jfr rand-, urð-.

Hoekill, n, islænder, porm 1, 7.

hækingr, m, sværdsnavn, pul IV l 7, h-s viðir, krigere, Hást 6 (her er vokalen rimbestemt). Jfr Falk, Waff 53.

hækinn, adj, grådig, hæftig, stridbar, om slanger, Merl II 16; hvad vokalen angår, skrives ordet af Haukr med ce, på den anden side synes det at stå i bedste samklang med no. hækjen 'grådig, begærlig, havesyg' (Aasen), dannet af hákr; hvis ordet er identisk hermed, beror Hauks skrivemåde på hans sammenblanding af betegnelser for æ og æ, hvad iøvrigt ikke er almindeligt hos ham (se udg. af Hauksbók XXXIX- XL).

hæla, (-da, -dr), rose, Baldr skjaldar h-ir því,roser det, d. v. s. roser sig af det, porm 2, 4; ek h-i saumskorðu Grettis 46 (ved rettelse), h. presti Gd 15, h. e-u Hsv 127; medium h-ask, rose sig, prale, tungur h-dusk Blakkr 2, 2, hælumk minst í máli Nefari, hælumk þó ekki Am 84, h-ask of e-t Ófeigr 5. Jfr Neckel, Ark. XLIII, 366.f.

hæli, n, tilflugtssted, sikkerhed, neyta hlýs h-is und bægi vifs, nyde den lune