hýða
307
hætta
merr, hvor det tilsyneladende har en ob-scön betydning; Fritzners tiltalende formodning er næppe nødvendig, jfr Falk, Kleiderk. 14.
hýjafn urigtigt for húfjafn, s. d.
hýndr, egl. part. til et hýna (af hunn, mastetop), hýnd segl, sejl hejste til toppen, ÞjóðA 1, 4, hýnd rif Valg 6.
hýnótt, /, findes kun Ski 42, an sjá holf h.; betydningen er usikker, ægteskabsnat, jfr halfr. Jfr Kock Zs. f. d. alt. 40, 197 ff., Arkiv XIV, 270. Falk, Tidsskr. f. sprogv. I. P. Groth i Festskr. til F. Jonsson s. 240 f.).
hýrliga, adv, venligt, blidt, Mgr 18.
hýrlundaðr, adj, venlig, munter af sind, Hjálmp IV 1, hvor dog en kortere form hýrlundr (i fem.) synes at være den rigtige.
hýrmæltr, adj, venligt talende, om en kvinde, Leiknir.
hýróg, n, strid mellem husfolkene (tyendet), hgll (tekr) við h-i, hallen (huset) tager imod (gemmer den indre) husstrid, splid, d. s. v. den indre splid bör(?) ikke komme udenfor huset, Hávm 137. Dette er den sandsynligste forklaring af sætningen. Mulig er dog tanken deri den samme som i talemåden: "hastrætte varer ej længe". Jfr BMÓlsen, Ark. XXXI, 90 f. R. Kjennerud MoM 1923 s. 18.
hýrr, adj, glad, venlig, esa så h., es ór holti ferr Vgl 16, hýr mær, om jomfru Maria, Likn 18, h. hglða stýrir, om Gudmund bisp, EGils 1, 31. — Vistnok egennavn på en sal Fj 32 (næppe Hyrr). Navn på okse pul Ib. Jfr sjald-.
hýski, n, husstand, familje (forældre -f-börn), harmvesalt h. Valg 8; h. hjgrrunna, det menneskelige samfund, Hard 14.
hýsnoppa, /, egl. 'dun-trut', kvinde med dun på læben, Hjålmp III 7.
hæS, /, (-ar; -ir), 1) hojde, h-ar fullr, höj, Gd 70, á h. (acc.), i hðjden, opad, pul IV ff, h. himna Mdr 4; yfir himna h-ir LU 67, h. hafnar ljósa, 'havnens (o: havets) lys', guldets, h. (=. Jorö), kvinde, Katr 35. — 2) höjhed, h. stols vex, ærkebispesædets höjhed, værdighed, anseelse, vokser, ESk 6, 9.
hæða, (-dda, -ddr), håne, hæðnir hæddu, o: Rristum, LU 49, h. bcekr, håne, ringeagte, Merl II 100.
hæðinn, adj, spottelysten, drilsk, gestr at gest h. (fejl f. heðinn 'stridbar'?) Håvm 31, heldr h. Ans 5, Gautr II 23; h-nir hæddu LU 49.
hæfr, adj, (vokalen rimbestemt ved ræfr : hæfra), 1) passende, sömmelig, esa pat h-t Re g 12, eggjumk hæfs pmåhl 9; — værdig, h-ri konungr ESk 6, 51, hæf ferð Ht 13, h. orðstírr Gyð 4. - 2) jævnbyrdig, målende sig med, fáir mundu h-ir þykkja þeim Hálfs IX 15, h. vifum Hjålmp III 10. — 3) dygtig, h-ra hjarta né hugprúðara Hálfs IX 5, h. gunnar (v. 1. for æfr) Anon (X) III B 3, h. i Hlakk-ar drifu HolmgB 6, h-ri í vígi Hálfs IX
23, h. at hjorregni Qrv IX 63; — ntr. hæft bruges adverbielt i bet. 'på passende, rigtig måde', halda h. á veldi Ótt
2, 19, h. skiljum brag Bjhit 2, 1; i verðum h. at herða hljóð EValg er hæft vist fejl, mulig for Hropts.
Hækingr, m, søkongenavn, pul III 1 (vokalen er ikke sikker, men ordet kommer rimeligvis af Háki).
hækinn se hcekinn.
Hæklingr, m, måske en efterkommer, slægtning af en Háki, men ellers ukendt, H-S megir, søkrigere, Ragn XI 1 (vokalen er ikke fuldt sikker).
hælbítr, m, 'hælbider, hælgnaver', en, som bider, gnaver en i hælen (særlig om en hård hudsko, der gnaver hul på hælen), Hårb 35 (her om en der skader i stedet for at gavne).
hældræpr, adj, som bör slås med hælen, som bör sparkes, om foragtelige gðglere, h-ir halir Harkv 23.
1. hæll, m, hæl, langir h-ar, om trællens hæle, Rp 8 (se Danske st. 1912 s. 112), skella á h-um, falde klirrende ned på hælene, klaske en om hælene, Hym 34, hrynja á hæl, smække mod hælen, om dåren (der falder i i hælene på en), vel om en, som bliver hånligt jaget ud af dören idet denne smækkes i, Sigsk 69, drífa á h-a e-m, følge en tæt i hans spor, Hharð 11, ganga á hæl, vige, Hhard 1, fara á hæl, d. s., Am 6, 11, aka á hæl, d. s., Hást 6; h-s hleypikjóll, sko, pjóðA
3, 19 (jfr brjóta og hris); — sparn hgfn h-i langskipa, om skibenes køl, (jfr kjalar-hæll), Halli 1; blandt skibets dele, kølens bagerste del (Falk, Seew. 35), pul IV z 7.
2. hæll, m, enke (hvis mand er dræbt), pul III 2 a, IV i (jfr SnE 1 536); kvinde i ulm., danskr h. Stefnir 2; jfr ekkja = /. hæll hos Egill.
Hæmingr, m, sagnperson, son af kong Hunding, seg H-i Hhund II 1; metrum kræver snarest den förste stavelse lang; herpå tyder også hds' skrivemåde heim-; jfr også det følgende ord.
Hæmir, m, blandt søkongenavne (skr. o, æ; metrum kræver lang stavelse), pul IV a 3 (jfr? Hömi hos Saxo).
Hænbúi, m, se Hornbori.
hæra, /, grå hår, bíða h-u, blive gammel, Gunnl Lv 6, jættekvindenavn (egl. 'den gråhårede'), pul IV c 3.
Hæring, f, ø i Salten)jorden (Norge), pul IV bbb 3.
hæstráðandi, m, 'höjeste styrer', h. himna hæstra, gud, EGils 2, 16.
1. hætta, (-tta, -tt), holde op med noget (e-u), h-um hœtingi Hárb 53, absolut, fýsumk hins at h. Krtn 29, hætt nú Lok 36, pars h-i, hvor (den ene) holdt op, Hfr 3, 5; hætt 's at frétta Hfr 3, 20; h. e-t Leið 13.
2. hætta, /, fare, við h-u Anon (XIII) B 20.
3. hætta, (-tta, -tt), udsætte for fare, vove, h. $FAyÞmá$j'J'JPÆ&'
20*