hvet

302

hvít

pjsk Lv 4, hvattr hjaldrs hyrr Ht 50. — 2) ægge, ophidse, opmuntre, hvgttu (in-fin.) Audun 2, þótt hugr hvettimk Kveld, pats mik hvatti hugr Lok 64, med acc. pers. og gen. rei (eller blot det ene), h. valsæfendr vigs Yt 13, h. svika Sigv 3, 19, h. heiptar Brot 3, Jorns 22; soknar hvattr tv 6, —- med infinitiv, hverr þik hvatti at fara Fáfn 5, h. at hefna Hamd 2, h-ask at fara Fáfn 5, h-ið mik... sorg at segja Brot 14, Gautr hvatti preyta SnSt 4, 4; underforstået infin., h. e-n heiman pdr 1, med acc. og at med dativ, h. e-n at vigi Ghv 1, h. e-n at hjorpingi Ghv 6, h-jask at vigi Sigsk 10, h. (fejl for heita?) Hggna at rúnum, til samtale, Sigsk 44; — absolut, niðjargi hvgttu Akv 9, hjarta hvetr Ht 15. — Hamd 28: hvottumk at disir, diserne æggede mig dertil, men i den foregående linje findes intet ord med h, så at det er rimeligt, at ordet her er galt.

hvettr, adj (eller part. til et hvetta, jfr no. kvetta 'støde ned med et enkelt stød', Ross), dreven frem (ved sit mod), porm 1, 1. jfr mål-.

hvé, interr., 1) hvorledes, h. skalk . . . Haustl 1, h. så hestr heitir Vafpr 11, jfr 13. 15 o. s. v., h. of þreyjak þríar Ski 43, h. sú jgrð heitir Alv 9 o. s. v., h. mun ævi snúna Grip 6, hvés ef ek hleyp at krúsi Bjúgvís, — indirekte spörgende, h. skalk, leyfa Rdr 1, h. mér pætti Korm Lv 13, h. pylja fet Hfl 3 jfr 19, h. herskjold bóruð Am 2, 11, h. íóru á svik Sigv 11, 7, h. ferk verka ESk 6, 8, jfr 71, h. ormar slita mik Krm 26, h. gulduð Sturl 3, 3, h. rista skal o. s. v. Hávm 144, h. Vafþrúðnis salakynni séi Vafpr 3, h. þú vegr Lok 42, sé nu seggir, h. hverr velli Guðr III 9. — 2) med adj. og adv., hvor, h. vel hafði þyrmt Hák 18, h. lengi Sigv 11, 9, h. sæll ek vas Sól 33, h. nauðgir sst. Jfr Lindqvist Stud. AK 359 f.

hvégi, adv., altid med es, hvorledes end, h. es pat gørvisk Am 35, h. es fundr ferr Anon (XII) B 20, h. es landgarðr lét Anon (XII) B 4, h. es valdr vagnbrautar fagnar mér Obarr 1.

hvél, n, hjul, h. es snýsk und reiö Sigrdr 15, hverfanda h. Hávm 84, månens navn "i helju", Alv 14, jfr E. Noreen SNF IV, 5; h. mána manens skive (eller himlen), Likn 7, sunnu fjornis h., solens hjælms hjul, den runde solskive, Has 36 (jfr fjor-nir Meissner 73), auðnu h., lykkens hful, Sturl 4, 10. Jfr fagra-, rand-.

hvélðr, adj, hvælvet, udbuet, konkav, skeiðar húfr skgrum h., hvis skarar, sammenføjede planker, er hvælvede, bueformede, Am 2, 4.

hvélsvelgr, m, 'hjul-sluger', h. himins, himlens hjulsluger, solens sluger, den ulv, der sluger solen, trold, Anon (X) II B 6.

hvélvagn, m, hjulvogn, vogn på hjul (modsat slæde?), Akv 28.

hvélvala, /, hjulformet, d. v. s. rund-agtig, småknokkel (vala — astragalus), h. byrmarkar, om elvebundens rundslebne sten, né h-vglur byrmarkar svgfu, var i bevægelse (eller lød höjt ved at blive ramte med stavene), pdr 6.

hviSa, /, stærkt anfald (f. eks. af hoste, pludseligt vindstød), œsti upp ór brjósti illa h-u, om en stærk ræben, Anon (XII) B 11.

hviðuðr, m, vindens navn "i helju" (egl 'fuld af, med, vindstød'), Alv 20.

hvikan, /, vaklen, frygt, sló á hodda hlœði h., han blev vaklende af frygt, EilSn 2.

hvikeygr, adj, med frygtsomme öjne, se hringeygr.

hvikmól, n. pi., upålidelig tale, lögn (jfr hviksaga { prosa), h-a hælir, en upålidelig, løgnagtig person, pKolb Lv 8.

hvikveSum Rst 34 er ganske simpelt at læse som to ord: 'hvorfor siger vi, hvorfor skal vi sige'.

hvilft, /, fordybning (i landskabet), blandt jordens navne, pul IV æ 2.

hvinn, n, 1) rapser, tyv, hverr så h. et stærra Grettis 25, h-a ætt ok hlenna Sigv 12, 5, pykki minna h. Anon (XIII) B 50. — 2) ond, slet person (i alm.), h. gerir slikt at vinna(7/r hann hefr hunds verk unnit lige foran) porm 2, 12; hertil hører vel også synir h-a Arbj 22.

hvinnendr, m. pi, participialdannet ord (jfr dómandi), jublende (jfr no. kvinna dreje raskt rundt, hvirvle som i en springdans' Ross; egl. 'danse af glæde'? ordet er sikret ved metrum og rim), herði-draugar hlógu h. Háv 9.

Hvinngestr, m, fingeret, nedsættende navn (jfr sammenhængen), egl. 'tyvegæst', Harald hårderådes betegnelse af Magnus d. godes halvbroder Tores fader, Hhard 8, Mgóð 1.

1. hvíla, /, hvile, leje, sæng, hóll í h-u GSúrs 23, til h-u Hfr Lv 16, Sigsk 30 (her med heyra, høre i retning af, o: fra lejet), h-ur vgru hafðar Sól 72, h-u bráðr, hidsig efter lejet (hos sin hustru), Hfr Lv 16, gørva h-u HHj 41, Hhund II 47, Am 8, búa h-u Ht 49, i meyjar h-u Svarfd 4. Jfr brúö-.

2 hvíla, (-ða, -t), 1) hvile (især ligge i sæng), h-um tveim megin brikar Korm Lv 40, h. á beðjar horni Bjhit 2, 12, h. hjá meyju Grip 41, h-öak hjá þeim systr-um sjau Hárb 18. — 2) hvile, ligge begravet, h-ir heilagr konungr ESk 6, 9, Steinn 3, 10, jfr ESk 6, 26, hans faöir h-ir Nkt 39, i medium, h-ask i helju pjsk Lv 6. — 3) medium, h-ask, hvile, forholde sig rolig, hendr skulu h-ask Grott 17, stgl lét hilmir h-ask ESk 1, 1; lgtum h-ask hvitinga (hornene) ÓTr 2; ~ udhvile, settusk at h-ask Vol 1, hann á salgarð settisk at h-ask Vpl 30.

hvílbeðr, m, hvile-polster, htjlkvir h-jar, sængen, Akv 30.