hveð

300

hver

hveðnir, m, et slags fisk, pul IV x 1. Jfr Falk, Ark. XLI, 126.

hveðra, /, 1) jættekvindenavn, pul IV c 2; brynju h., økse, Rdr 11. — 2) som ønavn, H-u hringr, havet, ESk 13, 14 (måske fejl for Hveðnar eller Herðíu?).

hveðrungr, m, 1) jæúenavn, pul IV b 1; synes særlig brugt om Loke (som egennavn?), h-s mogr, Fenrir, Vsp 55, h-s mær, Hel, Yt 32. — 2) navn på Odin, pul IV jj 5.

hveðurr, m (denne form kræves af metrum), vædder, (v. 1. hveðruðr), pul IV aa.

hveimleiðr, adj, (egl. to ord), forhadt af enhver, h. e-m Hæng V 2, pKolb Lv 8.

hveiti, n, hvede, pul IV ddd 2, hleifar hvitir af h-i Rp 31; freka h., ulvens føde, Ug, pKolb 3, 14, hræteina h. (se hræteinn) pjóðA 3, 32.

hvekkr, m, list, rænkefuldt puds, svig, h-jum vanr, om djævelen, LU 45.

hvellr, adj, klingende, skinger, med stærk stemme, h. Hafliði Orettis 12, synes her nedsættende, men: om Kristus, Pet 15, h-u hljóði Katr 11, hvell sigrhljóð Sturl 4, 25; så enn h-i, om hammeren (der klinger mod ambolten), Heidr 4.

hvelpr, m, hvalp, hund, h. es ór helju kom Bdr 2, hugðak h-a losna Guðr II 42, h-a leysti Akv 41, hvassir h-ar Merl II 52.

hveralundr, m, usikkert om stednavn eller fællesnavn; vistnok blot et enkelt træ; delte sidste passer bedst, 'træet ved de kedelformede fordybninger' (af hverr, kedel, kedelformet grube i jorden; navnet har ikke eller behøver ikke at have noget med varme kilder at göre), und h-i, 'ved kedeltræet', hvor Loke var bunden, Vsp 35.

HverbjQrg, n. pi, stednavn (i Trond-hjem), porm 2, 18.

/.Jiverfa, (-ða, -ðr), dreje, lade noget dreje sig, vende sig, h. hugi konu (dativ), vende en kvindes sind (til en selv), Hávm 161, h-ði at sér (horns) hlut enn mjovara, vendte (hornets) spidse ende mod sig (for at drikke deraf), Yt 16; baö h. . . . (o: skibene) at landi, bød at vende (skibene) mod land, Vell 24; iøv-rigt kan der på grund af tekstens usikkerhed være tale om 2. hverfa; runar h-ðar við enn helga mJQð, egl. runer, rørte sammen med (i) den hellige mjöd, der er vistnok tale om små træsplinter med runer på, der er lagt i hornet, Sigrdr 18.

2. hverfa, (hvarf, horfinn), 1) dreje, dreje sig, vende sig, h-anda hvél, hjul der går rundt, á h-anda h-i vgru hJQrtu skopuð Hávm 84, månens betegnelse "i helju" (E. Noreen har Stud. nord. filol. IV, 5, 1912, fortolket hverfa her i betydn. 'forsvinde', o: om den aftagende måne, næppe rigtigt), Alv 14, med acc. h. himin bevæge sig i kres over himlen, Vafpr 23. — 2) vende sig bort (således at det sig vendende forsvinder eller bevæger

sig bort), hvarf braut ór sal sæta Korm Lv 15, hvarf sér andspilli frá Sigsk 46, hvarf enn hildar djarfi, forsvandt, pjsk Lv 6, h. til himinrikis ploft 3, 3, h. aflifi St 10, h. af himni, forsvinde fra himlen, Vsp 57, sól h-r jarðar hjóli, forsvinder fra (for) jorden, Qd 62. — 3) bevæge sig, begive sig, hvarfk á við Guðr II 11, h. aptr Hávm 99, Vell 13, Gunnl Lv 4, h. at hollu, om bukkene og Tor, Hym 7, áðr þeir hyrfi frá (o: fari). för de begav sig bort derfra, Am 37, hvarf frá Upsolum Yt 29, h. frá grams erfingjum pjódA 4, 26, h. frá hlaðbeðs Gunni Qrv IV 5, jfr 7, h. i pys, begive sig ind i en skare, Grett 2, 7, h. til hjarðar Hym 17, h. til skemmu Ghv 7, þær (áar) h. of hodd goða, løber, strømmer omkring, Gri 27. — 4) om tænkt bevægelse (sindels bevægelse, forandring i sindet og lign.), hugr h-i til handa e-m, ens sind vende sig til en med venlighed, Gróg 9, h. eptir vil ja sinum, følge sin vilje, Has 7, h. frá goði Sól 15, h. til blóta, vende sig til (de genoprettede blót), Vell 16; h. framm, trænge frem, fare frem (om en fremgangsmåde), Sigv 11, 3; — h. við e-m, vende sig imod, Hjálmþ III 6; h. til, tilfalde, erfð, sem til réð h. HjH 6; vende sig imod en for at kysse, som oftest til afsked, hvarf til N'iflunga Am 47. — 5) upersonlig, áör í sundr hyrfi, for end de skiltes helt, för end de var kommen så langt bort, at de ikke hunde se hinanden, Am 36; — h. útar i en dunkel sammenhæng (her mulig trans., jfr Låffler i Festskr. til Fejlberg s. 683), Fj 22. — 6) part. horfinn, forsvunden, tabt, h-in gleði Bbreiðv l, dóðum h., berøvet, Grettis 27; — omgivet, indesluttet, h. foldar beinum, under en stenhob, Yt 26; — befaret o: behandlet, vasa pat hondum h-it Heiör 9, jfr pognhorfinn.

hverfi, n, klynge af huse, gårde, bygd, vizkunnar h., bryst, Skj. digtn. II, 486 (5).

hverflyndr, adj, vægelsindet, v. 1. for hvarfúss Helr 2, hví vartu svá h. Vitn 11.

hverfr, adj, foranderlig, ustadig, h. hugr Sigsk 40, Sól 31, h-f es haustgrima, med hensyn til vejret, Hávm 74.

Hvergelmir, m, 'brønd (kilde) i Nivl-heim, (egl. 'den brusende kedel'), ned deri drypper dråber fra Eiktyrnes horn og derfra strømmer alle floder, Gri 26.

hvergi, adv, ingensteds (hver- ved om-lyd(P) af hvar), grås h. Vsp 3, geta h. Hym 4, fank h. Guðr I 10, vita h. pjsk 1, 1, séa h. Am 79, fara h. Evids 2, h. kømr Krm 22, LU 21. 92, h. stóðusk Mark 1, 32; med gen., ingen steder på, i, jarðar h. né upphimins pry 2, h. lands Helr 9, h. landa Hålfs IX 25, moldar h. Merl I 59, Herv III 15. I et par af de anførte eksempler kunde h. også opfattes i betydningen 'slet ikke, på ingen måde', som i de følgende, hvor dog den oprindelige betydning kan skimtes, h. færir HolmgB 12, h. mátt vinna HHj 13, ugg-