hvass

299

Hveð

hvassorðr, ad], hvas i ord, tilböjelig til at bruge skældsord, Grett 2, 8, Hsv 26.

hvat se 2. hvar.

hvata, (-aða, -at), fremskynde, gðre hurtig færdig, med dativ, h. gunni Hl 29 b, h. mærð Hfl 16; h-endr blóöíss glyggs, krigere, PI 23, h-endr oddregns, d. s., PI 41.

hvatfærr, ad], rask til handling, Anon (XII) C 8.

hvad, m, fremskynder, som udfører noget rask, hjorleiks h., kriger, Hfl 18. Som sværdnavn, skarp, pul IV l 5.

hvatki, pron. indef., 1) hvadsomhelst, med es, hvad end, h. es þik dreymir Am 20, h. es mælir of þat pmáhl 8, h. es dvelr sælan Sigv 13, 14. — 2) intet (ved rettelse), er þér h. hlýr Hæng VI 1.

hvatla, adv, rask, Anon (XI) Lv 16, til h. Hl 3 b.

hvatliga, adv, s. s. foreg., Oddrgr 26, Merl I 30, Likn 26.

hvatlyndr, adj, rasksindet, Rst 29.

Hvatmóðr, m, navn på Odin (egl. 'med rask sind'), pul IV jj 5.

hvatr, adj, 1) skarp (omtrent — hvass), h. brandr Ht 8. — 2) rask, modig, om mænd og fyrster, Håvm 59, Lok 15, Fáfn 6 o. s. v. (v. 6 sættes det mod blauðr), Akv 34, Eyv Lv 2, pKolb 3, 12. 2, Isldr 13, ESk 6, 17. 27, Jorns 8, Ht 7, engi es einna h-astr Håvm 64, Fáfn 17, h. hugr Fáfn 26; med gen., rask, kæk, til noget, sóknar h. Es kål 1, hjgrleiks h-ir Re g 23, h. gunnþings Hast 2, bQÖvar h. Balti 4, h. malma skurar Grettis 31; med præp. sl, h. á e-t Stefnir 2 (hds harðr). — 3) om vinden, h-tt veör tv 17. — 4) hvatt, adv, hurtig, rask, Rorm Lv 42, Sigv 2, 7, Vol 20, Snæbj 1, Ht 78, stýra h. Valg 5. Jfr full-, gunn-, lífs-, Ö-, <5gn-, sig(r)-.

hvatráðr, adj, rask til handling, handlekraftig, Útt 3, 11, pfagr7, Hl 30 b, Anon (XII) C 4.

hvatvetna, hotvetna, pron. indef., hvad som helst, alt, Ski 28, (hot-), Håvm 48 (hot-), Am 71 (hot-). 97 (hot-), Anon (XII) B 21; dat. hvivetna Håvm 22. 23, telja heiptyrði í h. Fåfn 9, h. betri Leid 13, fremri h. góðu Has 35, hjalpa h. Oddrgr 10; h. vilmál talið, for alt, mod alle, Brot 12.

hváll, m, rundagtig höj, blandt jordnavne, pul IV æ 2.

hvárgi, hvárigr, pron. indef. (om enkelte former se Skjspr. s. 85), ingen af to, at hvárgi skerði Halli 6, h. mátti annars án vesa Sól 11, hét hvárigri Grott 2, hluti hvárigra, ingen af parternes lod (ingen af os), Am 102, at hváriga nýtak (hQnd) Ragn V 12, vinir hvárskis Ólhv 2, 4, hvárskis (ntr.) þeir ggðu Sól 12, h-kis þeira Hsv 107, baugfergir mátti bjarga hvórungi Pl 22, hvgrungi frýk Sigv 12, 9; hvárki knátti okkar Helr 12, hvárki sér unði Am 88; hvárki — né (eða), hverken . . . eller, Hárb 26, Brot (FJ.s udg.) 3,

Guðr I 17, Sigsk 36, Arn 2, 17, Rsi 27, Lil 20. 71.

hvárigr se hvárgi.

hvárr, A) pron. interrog., hvilken af to, h. fleira viti, gestr eða enn gamli þulr Vafpr 9, hvárt es þá Gríp 32; ntr. hvárt, i direkte spørgende sætninger, med følgende eða, Ski 12, Hhund II 40, i indirekte spørgende sætninger, med følgende eða, Hfr 3, 20, Vsp 23, Sigsk 37; med følgende es, hvad enten — eller, Sigrdr 33; uden eða bagefter, h-t sé manna nokkut Ej 15 o. s. v. (passim), h-t verð launiö Am 32. — B) pron. indef in., hver af to, bægge, hefr h. fyr því Grip 43, h. hjorva snyrtir Rst 26, með flokki hvQrum (urigtig v. 1. for hverjum) Jorns 20, i h-a hond pGísl 11, á h-a hlíð Rp 3 o. s. v. (passim), jafntrúr hvárra liði Mhkv 10, á il h-a Sigv 3, 3, h-ir búask til snerru Anon (XII) C 18, hætt es peira h-t Håvm 88, orðs þykkir enn vant ykru h-u (fejl for hvgru tveggja?) Hamð 9, hallæri veldr h-u, både det ene og det andet, Eyv Lv 14; — at hvgru, i bægge tilfælde (egl. hvad enten det ene eller det andet

—  det modsatte — er virkelighed), alligevel, fæk þér hróðrs hlít at h. Sigv 13, 2, jfr GSúrs 20, Hfr 3, 20, porm 1, 12. 2, 21, SnH 2, 3, Hym 33, ESk 6, 32, Jorns 3, Nj 6, Grettis 25, Anon (XII) C 31; undertiden findes þó foran. — Tvivlsomt er Loi¹ 33: þótt sér varðir vers fái hóss eða hvárs, 'eller hver af delene', bægge dele, (både ægtemand og elsker)?

—  Sigrdr 35 findes (i papirhds): hvarstu er, den simpleste og mest fyldestgørende tydning er at læse: hvárts est, hvad enten du er o. s. v.

hvárr-tveggja, pron. indefin. (i hds findes i reglen den sædvanlige prosaform hvártveggi, -tveggju, men i digtene, især fra den ældre tid, tör den oprindelige form trygt forudsættes, altså egenlig i to ord), enhver af lo, bægge, hjoggusk h-ir-t-ja Gráf 10, seggir h-ir-tveggja Sigv 2, 5, á h-ri-t-ja hendi Sigv 11, 16, h-n-tveggja sák hoggva Arn 5, 21, braut h-u tveggja (fordelt på to linjer) sprundi pdr 14, hrapa h-r 'tveggi' born Merl I 36, als þú hvártveggja (ntr. sing.) veizt, da du ved bægge dele (o: heill goða ok guma), Reg 19, haföi hvártveggja (også ntr) Blakkr 1, 2, segja hvártveggja Hfr 3, 20.

hváta, (hvæt?, hvét?, hvátinn), stikke, støde, h. brúna miðstalli í feld, stikke hovedet i pelsen, Eg Lv 14, hvátinn spjóti, gennemboret, Hálfs III; hertil hører vist også huatað o: fejl for hvátit, þeiri (skglm) létk Móvi á maga h-t Óspakr.

Hveðn, /, øen Hveen (i Øresund), pul III 3, IV bbb 1, und hgri H. ESk 2, 1 (jfr Johansson, Ups. Univ. årsskr. 1890 s. 6).

Hveðna, /, 1) sagnperson, H. Hjörvards datter, Hyndl 32. — 2) jættekvindenavn, h-u harðmeldr, guld, Ragn X 3 (fejl for hveðra?).