hug

293

hund

hugrakkr, ad], modig, Ht 99, Nkt 76, hlakkar h., modig til kamp, Lids 1.

hugraun, /, sindsprøve, hård prøve, Jorns 33.

hugreifr, adj, glad, munter i sind, h. Áleifr Sigv 5, 7, Hfr 3, 29, h. þengill tíókr 6, h. hildar stjóri pjódA 3, 35, h. Gondlar þeys, glad i kampen, pKolb 2; urigtig v. I. for herreifr Håsår 1.

hugrekki, /, mod, Hfr 3, 1, Hrafn 3, Vagn, Anon (X) IH B 4.

hugreynandi, m, 'sinds-prøver', ven, h. Hænis, Høners ven, Loke, Haustl 12.

1.  hugró, /, lille plade hvori det söm, hvormed hjaltet fæstes(P), nittedes, idet sömmets spids hamres ud til et hoved, (jfr maðr hafði hnoðit við h. á sverði sínu), pul IV l 12. Jfr Falk, Waff 26-7.

2.  Hugró, /, norsk ø, pul IV bbb 3. hugrúnar, /. pi, 'sindruner', kløgtruner,

runer, der giver eller øger ens kløgt (et vilt hverjum vesa geðsvinnari), Sigrdr 13.

hugsa, (-aða, -aðr), tænke, overveje, þat skyli herr of h. Vell 37; Gdp 35.

hugsan, /, overvejelse, tanke, Mv I 6, SnE II 234, LU 71. 79.

hugsi, adj, tænkende, grublende, á lítt of h. Korm Lv 41; ved rettelse Oautr II 5 (jfr hagli).

hugsjukr, adj, bekymret, Hsv 142.

hugskœðr, adj, med skadelystent sind, ondsindet, grum, om løven, PI 23.

hugsnarr, adj, rask i sind, Qrv IX 64 b.

hugsnjallr, adj, modig i hu, porm 1, l-

hugspó, /, (tanke-)spådom, segja h-spár Merl II 14; h-spár (tvivlsom rettelse) bregðask Hard 17.

Hugstari, m, v. 1. Haugspori, Vsp 15, skrives hogstari pul IV ii 5, men v. 1. er hug-.

hugstarkr, adj, stærk i hu, kraftig, uforfærdet, Korm Lv 8. Jfr hugsterkr.

hugsteinn, m, 'hu-sten', hjærte, half-sviðinn h. Hyndl 41.

hugsterkr, adj, — hugstarkr, Am 5, 17.

hugstinnr, adj, uböjelig i sind, uforfærdet, pfagr 9, Anon (XII) C 17.

hugstórr, adj, stor i hu, uforfærdet, Vell 1, Sigv 3, 1. 12, 17, Isldr 9. Jfr hugumstórr.

hugstrangr, adj, stærk i sind, uforfærdet, Steinn 1, 2, ÓTranon 5.

hugstríðr, adj, ubðjelig i sind, h. hrað-sløngvir hringa Anon (XII) B 15; om en bjørn, Grettis 19.

hugstrond, /, 'hustrand', bryst, hallr h-ar, hjærte, Leid 42.

hugsvinnr, adj, klog i sind, klog, h-nn kona Sigv 3, 12. Som egennavn: H-s mgl Hsv 148 (oversættelse af Cato, o: = catus).

hugtorg se hauktorg.

hugtregi, m, sjælsorg, kummer, Hsv 37.

hugtrur, adj, modig Merl II 17 (jfr trúr at hug).

hugtún, n, 'hu-tun', bryst, fastr h-um, urokkelig i sind, GSúrs 9; h-s hof, hu-

tunets hov (det hov der står i hutunet og er identisk med dette), brystet, Ht 50 (h. er næppe 'hjærte').

hugumstórr, adj, = hugstórr, modig, Helgi enn h-i Hhund I 1, Hamðir enn h-i Ghv 4. 8, Hamd 6. 24. 27, Hjalmarr enn h-i Qrv VII 20.

hugumstrangr, adj, — hugstrangr, modig, Jorns 39, rettere i to ord.

hugþekkr, adj, kær for ens sind, afholdt, yndet, hegra kyn h-t firum Merl I 27, h. himna ferðar grami Merl II 60, h-kk réttvisi SnE II 230, h-kk mær Hálfs IX 26, Vigl 10; v. 1. Rv 11.

hugþrútinn, adj, mod-svulmende, h-it hjarta svellr ESk 12, 7.

hulð, /, skjul, h-ar hottr, skjulende hat, falda h-ar hetti, skjule sig, göre sig ukendelig, porm 2, 7 (jfr djarfhottr).

hulizhjalmr, m, skjulende hjælm, hjælm der gör en usynlig, hafði Kristr of kon-ungs efni h-m, d. v. s., Kristus holdt sin hånd over kongsæmnet (så at fjenderne ikke fandt ham), Sturl 4, 3; adskilt hjalmr huliz (-iðs) som navn på skyen "i helju' Alv 18. Findes ofte i prosa.

humarr, m, hummer, pul IV x 1, vesa í búð með humrum SnH 2, 6; humra braut, havet, Bjhit 2, 19, humra naust, d. s., Gmlkan 1, 2; humra fjoll, bølgerne, pGisl 2, humra heiðr, d. s., EG ils 3, 17, humra bingr EGils 3, 13; foldar h., slange, leið foldar humra, guld, Likn 51.

Humli, m, sagnkonge (over Hunner), Herv V 1.

Humlungr, m, efterkommer (dattersøn) af Humli (s. d.), Herv V 10.

Humra, /, floden Humber (England), Árm 2, pul IV v 4.

hunang, n, honning, h-s gldur, honning-krydret væske, mjød, Ht 24, h-s bára, d. s., Sturl 4, 33, h. ok mjólk Gd 71, tugginn við h. G uår II 41, Akv 36.

Hundalfr, m, jættenavn, pul IV f 3; v. i. -allr, -olfr.

hundbitr, m, 'hundebider', en der bider som en hund, Bjhit 1, 3.

hundeygr, adj, med hundeøjne, med skamfulde, luskende øjne, Grettis 27.

hundforn, adj, ældgammel (hund- forstærkende), om en }ættekvinde(s rvg), pdr 14.

hundgeðjaðr, adj, med hundesind, lavsindet, Hfr Lv 14.

Hundingi, m, sagnperson, Hjálmþ IV 2.

Hundingr, m, sagnkonge, Hhund I 10, II 1. 10. 39, H-s synir, Hhund I 11. 14, Grip 9; Reg 15. — Søkongenavn (vist identisk med hint), pul IV a 3, H-s elgr (se elgreynir), skib, Isldr 3. Uforståeligt pHjalt 2.

Hundingsbani, m, tilnavn til Helge, Hhund I 53.

hundmargr, adj, overmåde talrig (hund-forstærkende), h. herr Hfr 3, 5, h-ir vikingar Sigv 12, 6, halir h-ir Hhund I 22, h-mqrg hof ok hgrgar Vafpr 38; Sigv