hræsk

290

hrøk

hræskóð, n, 'lig-fordærv' (skóð ødelæggende våben, egl. 'sådanne redskaber der gör mænd til lig'; v. 1. herskóð, hjalm-skóð), h. roðin blóði Hfr 2, 2, h-s styrr, kamp, Likn 34.

hræskurðr, m, 'lig-skærer'(P), åbenbart betegnelse for 'ravn', ESk 2, 1; jfr hold-bori. Jfr Falk, Ark. XXXIX, 72.

hræskufr, m, 'lig-fugl', ravn, h-s nistir, kriger, ESk 8, 1.

hræsoll, n, 'lig-væske', blod, gjalla of h-i Egils (XII) 3.

hræstorð, /, 'lig-stang', spyd, h-ar bgr-var, krigere, Háv 1.

hræstykkis (v. 1. -ins, -styttins urigtigt) Nj (XII) 3 er uforståeligt og sammenhængen forvansket.

Hræsvelgr, m, vindjætten (egl. 'lig-sluger'), Vafpr 37, pul IV b 2; da denne var i örneham, kunde ordet også betyde órn, pul IV vv.

hræsær, m, 'lig-sø', blod, bergir h-var, ravn, Harkv 20.

hræteinn, m, 'lig-tén', spyd, h-a hveiti, hvede(korn) der er spyd (eller pile?), spydregn(?), pjóðA 3, 32; sammenhængen er uklar men synes at være den, at 'kongen ryster skudvåbnene, der har fæstet sig i hans brynje, bort'.

hræugr, adj, 'fuld af lig (trævler af lig, kød)', h-gum fæti Yt 19 (jfr hold loðir í klóum Harkv 3).

hrævagautr, m, blandt sværdnavne, pul IV l 5 (af hræ og Gautr — sværd af götsk oprindelse?). Jfr Falk, Waff. 52.

hrævakulði, m, 'lig-kulde' (jfr nákaldr, nákuldi), kulde som et ligs, den stærkeste kulde, Grog 12.

hræva(r)ðr, m, blandt sværdsnavne, pul IV l 6 (egl. 'den med lig-, kødtrævler omviklede'?). Jfr Falk, Waff. 52.

hrævarskrúð se hræ.

hrævinns, Hfr Lv 22, er urigtigt og forvansket, v. 1. er hlokeirs o: hlautgeirs, 5. d.

liræzla, /, rædsel, frygt (med hensyn (il z rimet hræzl- : mæts), Has 32, Hårb 26 (bis), Am 99, LU 61.

hræzlufullr, adj, fuld af frygt, Sål 43.

hrœra, (-rða, -rör), 1) bevæge, røre, rokke, Týr leitaði h. (hver) Hym 33, h. fót, gå, Brot 13, h. tungu St 1, Anon (XI) Lv 3, tunga hrœrð af list LU 93, h. málgogn Leið 2, h. mgndul, dreje kværnhåndtaget, Hhund II 4, h. eylúðrs Orótta, dreje havkværnen, Snæbj 1, h. hgrpu, slå harpe(ns strænge), Am 66; unnr h-ir hausa, bølgen tumler med hovederne, pjódA 1, 16; h. eyjar Merl I 15; upersonl. hgrga hjarlborg h-ir Bergb 4. — 2) sætte (digt) i gang, digte, h. Óðins ægi Hfl 19, h. Boðnar bgru SigvSt 2, h. hornstraum Hrimnis EVald 1, h. Hóars saltunnu hrannir Ht 31; i alle disse tilfælde er skjaldedrikken særlig omskreven som objekt til verbet; herfra overførtes det også til almindelige ord for et digt: hrœrðr diktr LU 4, hróðr dugir h. Ht 81.

—  3) sætte i bevægelse, udbrede, .láta hrcerða dýrð Hgrða dróttins ESk 6, 21.

—    I uforståelig sammensætning er h. Eg Ber.

Hroerekr, m, H. slgngvanbaugi, sagnkonge, Hyndl 28.

hrærikytja, /, (skr. -kyta; af kot), 'bevægende hytte', h. hreggs, hytte der sætter vind i bevægelse, (smede)bælgen, Skall 2. Jfr Arkiv XIX, 101 f., Aarbb. 1876 s. 321.

hrcerir, m, 1) bevæger, h. logðis branda, som bevæger sværdklingerne, kriger, Nj 12. — 2) anfører, styrer, sagna h. Haustl 9.

hræsi Herv VII 11: h. yðr at há hverju, uforståeligt og forvansket.

hroesinn, adj, stolt, (egl. 'som er tilbðje-lig til at rose sig af noget'), h. at hyggjandi sinni Hdvm 6, h. af hyggjandi Hsv 73; stóðk h. í miðjum flokki Sigv 11, 2. Jfr ó-, veg-.

hrgð se hrauð.

hrgðuðr, m, navn på ilden 'i helju' (egl 'åen hurtige'), Alv 26; pul IV pp 3 (v. 1. hróðugr, urigt.).

hrgnduðr (hrandaðr), m, 1) som kaster (til et *hranda = hrinda? jfr Jakobsens Shetl. ordb.: rander), h. glunbranda, gavmild mand, Ótt 4, 1. — 2) navn på et sværd, pul IV l 3. Jfr Falk, Waff. 52—3.

1.  hrgnn, /, bølge, pul III 4, IV u 4, St 6, of h-ir Jorns 16, h-ir falla út Bjhit 2, 14, h. fellr of sterMhkv 27, jfr Rst 14, varðat h-um hgfn þingloga, skibsmandskabet svigtede ikke mødet med bølgerne, Hhund l 29; húfr skerr h. Ht 78, h. klofnar fyr hufi Ht 19, sog skil ja h. Ht 22; h. þó hlýrum pGísl 2, h-ir skaka hliðar Haka blokkum Ht 38, h-ir strýkva borð Ht 76; við h-um, mod bølgerne, (så at hovedet faldt ud) i bølgerne, Húsdr 6; falla h-um, falde bunkevis (egl 'således at ligene ligger i rækker, som bølgerækker'), GpngHr 2. Som elvenavn findes H. Gri 28, pul IV v 4. 6. — I kenninger, for skib: h-a hgdýr Refr 3, 4, h-a elgr (ur f. eldr) Bersi 1, 2, h-a hrafn Vell 10, — for guld: h-a hyrr (jfr hyrbrjótr) Anon (XII) C 13, — for søfarer: h-a brjótr Jóms 13,

—    for skjaldedrikken, digt: h. Heiðs HÅsbj, h-ir Hgars saltunnu Ht 31, — for bjærgelv: h. jarðar skafls pdr 8, — for blod: h-ir fella (af fellir, sværd) Ht 60.

2.  hrgnn, m(?), hjælmnavn, pul IV s 1, måske rettere hraunn, 5. d.

hrgnvengi se hrynvengi.

hrgtuðr, m, ild, (egl. 'den fremstyrtende'), pul IV pp 1.

hraðask, (-ddisk? for hrørask, ved dis-similation; af hrør), blive affældig, forfalde, es h. tekr Fáfn 6 (v. 1. hrørask).

hrøkkva, (hrgkk, hrokkinn), egl. 'rynkes, trække sig sammen, gore en hurtig bevægelse til siden, frem eller tilbage', deraf i alm. 'at vige': sák meyjar dreng h. Krm 20, sáttu ngkkut mik h. Grettis 3, h. fyr e-m Jorns 30, Krm 23, h. undan