hroll

286

hrððr

hrolla, (-da, -t), være svag, styrtefærdig, hroldi hotvetna, pats til hags skyldi Am 97, Heljar meyjar buðu mér h. heim, bød at verden skulde for mig være som ved at falde sammen{?; rimeligvis er heim fejl for hug), Sól 38, h-ir hugr minn illa, jeg er ilde til mode, pjsk Lv 5; mærkeligt er h. i forbindelsen: hvar sáttu hrafn á hríslu h. dreyra fulian, Ragn X 1, da man dog skulde tro, at ravnen, mættet af blod, følte velvære, medmindre h. her skal betegne den gyngende bevægelse på grenen; nu bruges ordet om 'at gyse, fryse' (hrollur, m, rysten af kulde, kuldegysning).

Hrollaugr, m, sön af Røgnvald jarl (rettere: Hróðl-?), TorfE 1; sagnperson, H-s synir tihund II 27.

Hropta-Týr, m, Odin (jfr det følgende), Håvm 160, Gri 54, Hák 14, Húsdr 8, pul IV jj 3. Jfr MOlsen Studier, AK 169 f.

Hroptr, m, navn på Odin, Gri 8, Sigrdr 13, pul IV jj 2, fór H. með Gungni Korm 1, 7, H. náði val Tindr 1, 9, H-s hyrr, sværd (se hyrskerðir), pmáhl 9, H-s toptir, skjolde, pKolb 3, 5, H-s hljóð (ved rettelse) EValg; H-s megir, aserne, Lok 45, hjalmelda gildar H-s, Odins mænd (bersærker ifølge Snorre), Húsdr 11; H-s sigtoptir, Odins kamp-hjem, Valhal (eller gudernes boliger overhovedet), Vsp 62; som appellativ, foruden i det anførte Hropta-Týr (hvor h-ar betyder aserne), findes det ih. rogna, gudernes her sker (?), om Odin, Håvm 142; ordets grundbetydning er uvis (jfr Bugge i Zs. f. vergl. spr. forsch. III, næppe af samme stamme som hróp) og Vogt i Zs. f. deut. alt. LXII. MOlsen Studier AK 169 f.

hross, n, hest (hingst eller hoppe, dog ofte særlig om det sidste, jfr hryssa), Håvm 71, pKolb Lv 12, Sigv 3, 12; h-a þjófr Hárb 8, Gotna h., gró, gangtom Ghv 2, Hamð 3.

hrossagaukr, m, bekkasin (scolopax gallinago), pul IV xx 2 (egl. 'hestegøg').

Hrosshársgrani, m, navn på Odin (egl. 'hvis læbe er ligesom besat med hestehår'), pul IV jj 4, Gautr II 4.

hrosshvalr, m, hvalart (hvalros?), pul IV y 2; jfr Bugge, Arkiv I 20.

hrossknúta, /, heste-lårben, EG ils 3, 17.

Hrossþjófr, m, jætte (egl. 'hestetyv'), Hyndl 32, pul IV f 3.

hrosti, m, "det mæskede malt, hvoraf urten (virtr) uddrages", h-a fen, øl, Am 5, 2, h-a fens hQfundr, Ægir, St 19, h-a tjgrn, d. s., Eg Lv 36, h-a brim, d. s., h-a brim Alfgður, digterdrikken, digtet, Am 5, 4; h-a lúðr, maltkar, h-a lúðrs gæi-prúðr, kvinde, Ormr 1, 5.

hrof, (hvat, hlaut), Sindr 1 er vist fejl for hrókr.

brotgarmr, m, 'brummende, knitrende hund', h. viðar, ilden, Qrv IX 14, Helr 10 (v. L).

1. Hrotti, m, sværdsnavn, pul IV l 1 (egl. Fåfnirs sværd SnE 1 356 eller Her-

vard Arngrimssons sværd Fas I 416), Krm 7, h. golli vafiðr pfisk 1, h-a meiðr, kriger, Reg 20, h-a él, kamp (jfr élbjóðr), Isldr 22, h-a hreggvindr, d. s., Grettis 4. Jfr Falk, Waff 52. — Som mandsnavn Gautr II 8.

2. hrotti, m, fræk, hensynsløs person (bruges nu om en hoj, svær, hensynsløs mand), h-ar hernumnir Qrv VII 17 (v.L).

hró, /, navn på jorden, pul IV æ 2.

Hróaldr, m, Arinbjorns fader, norsk herse, Arbj 18.

Hróarr, m, jættenavn, pul IV f 3, — personnavn, Hard 8.

hróðigr, adj, 1) rig på ry, berömt,. hilmir h. pjóð 3, 3, h. konungr Arbj 9, pjóðA 3, 7, h. brynpings beiðir Mark 1, 9, om Odin, h. Herjafgðr Gri 19. — 2) stolt, glad-overmodig (jfr nyisl. hróðugur), ves h. Bdr 14, því emk hér h. Lok 45. Jfr al-, fá-, ó-, sann-, vin-, prif-.

Hróðmarr, m, sagnkonge, HHj 11.

hróðmogr, m, berómt (eller: stolt?) sön, h. Haralds, om Rögnvald rettilbeine, Vitg, om Olaf d. hellige, Nkt 32. Jfr hróðrsonr.

hróðr, m, (-rs og -rar; uden pi.), 1) ry, berømmelse, h-rs ørviror Arbj 13, Ht 100, h. hersa kundar Arbj 14, grenna h. e-s Svtjúg, pat es h. ESk 6, 34, geta góðan ti. pvíðf, men her som urigtig v. 1. for háð, drápa h-ri stœrð, lovfyldt drape, Rst 35, hæri h. Ht 98, farar, gorvar til h-rs Ht 80. — 2) rosende digt, lovkvad, til h-rar Leið 1, h. es hœgr pormól 3, rammr h. J6r 5, heyra h. Hfr 4, hlit h-rs Sigv 13, 2, eiga h-rs kvgð Hfl 2, geta h., tilvejebringe, Jorns 1, finna h., d. s., Hfl 2, bera h. Ht 68, hefja h. ESk 6, 9, halda h-ri, fremføre digt, Eskål 2, 2, gera h. of e-n Korm 1, 5, tina h. VGl 1, uphaf h-rs Ótt 1, 1, h-rs hagkennandi, skjald, Bersi 1, 1; undertiden kan det være tvivlsomt, hvilken betydning der foreligger som i h-rs es vert pjóðA 2, 2, Hallfrøor h-rar gjarn, som gærne vilde digte (eller ry-begærlig), Rst 34. — 3) tvivlsomt er h-rs andskoti Hym 11; det hele er betegnelse for Tor; det ligger nær i hróörs at se et jættenavn, da h-rs andskoti næppe er et klassisk udtryk for 'berømt modstander'; hróarr findes som jættenavn, pul IV f 3; jfr B. M. Olsen i Festskr. til Wimmer 150—51, der sammenligner Hróðr : Hróörsvitnir med Fenrir : Fenrisulfr.

hróðrauðigr, adj, rig på berømmelse, ryrig, h. hilmir Sigv 12, 18.

hróðrbarmr, adj, stolt træ (barmr = baðmr), om misteltenen, Bdr 9.

hróðrbarn, n, stolt barn, h. Hornar, Freyjas stolte barn, Hnoss = kostbarhed, om en økse, ESk 11, 3.

hróðrdeilir, m, uddeler af digt, digter, GSúrs 13.

hróðrfinginn, adj, berømmelig, stolt,. h-in vist Kolb 2, 3.

hróðrfúss, adj, begærlig efter berotn-