hrím

285

hrogn

hrímugr, adj, sodet (i ansigtet), h. hlúki Korm Lv 13.

hrímþurs, m, rimturs (såkaldt på grund af urjætten Ymers tilblivelse af de frosne rimdråber, idet disse smæltede, se SnE I 42), pul IV b 2; om Yme Vafpr 33; h-ar, om medlemmer af slægten, Håvm 109, som boende under en af Yggdrasils rødder, Gri 31; h-a holl Ski 30, heyri h-ar Ski 34, hati hann h-ar Bos 8.

hrina, (hrein, hrinit), grynte, ok harð-liga h. Ragn VII 2, men ordet kan næppe være rigtigt og beror vist på forvanskning (for hroknir?); hrein pmåhl 6 er mulig også fejl for hvein?

hris, n, krat, h-i vex ok hóu grasi vegr Håvm 119, Gri 17, pjokkva skal við með h-i, man skal tætte skoven med krat (beskedenhedsudtryk), Sigv 11, 2, bera h. heim, de i krattet afbrækkede grene (til brændsel), Rp 9, brinna h-i Vgl 9; brjóta h. í hæls hleypikjóla e-m, brække grene (af, i krattet) i, til ens sko, for at besværliggøre ens gang(?), pjóuA 3, 19; seiðr h-ss, slange, EGils 1, 38; — også 'skov' SnE II 202, h. pat et mæra (o: Myrkviðr) Akv 5, Herv V 9.

hrisgrisnir, m, ulv (v. 1. hrímgrímnir, hergrímnir m. m.; hris = krat, grisnir vel identisk med grisnir i tanngrisnir), hoss serkr h-is, ulvens grå pels, ulveskind (ffr ulfheðnar), Hál 8.

hrisi, m, — hrisungr, s. d., som. tilnavn til Sigurðr, Nkt 42.

hrisla, /, gren (i krattet), hrafn á h-u Ragn X 1. Jfr mar-,

hrisrunnr, m, riskrat, VGl 3.

hrisungr, m, egl. 'person, avlet i krat, i skoven' (hris; jfr hrísi), sön af en skovgangsmand (fredløs) og en fri kvinde (jfr Gulapl 104) eller 'en person, der er undfanget, endnu medens moderen var ufri' (jfr Grág I 224), heipt h-s Yt 26; hvilken person der her menes er usikkert. Jfr Arkiv XI, 13—14.

1. hrjóða, (hrauð, hroðinn), 1) rydde, tömme (især om at fælde et skibs hele mandskab), skeiðr nam herr at h. pjóðA 1, 12, jfr Tindr 1, 4, h. skip pjóðA 1, 15, pGisl 12, Jóms 38, h. lung Hfr 3, 14, beit hruðusk ESk 7, 6, Ormr hrauzk Od 19, hruðusk riðmarar Róða Tindr 1, 1; h. nes, plyndre på næs, Ótt 2, 5, almr hrauzk, buen ryddede sig, udsendte pile, Hl 39 b. — 2) fordrive, støde bort, med dativ, jofurr hrauð auð, uddelte guld, Ht 37, brandr hrauð af sér blóði Steinn 1, 4, og upersonligt, glóöum hrauö, kastedes op, Anon (X) III C 1, eldi hrauð, der føg gnister ud, Sturl 3, 12. •- 3) udrydde, tilintetgøre, egg hrauð íriðar vgn seggj-um Ht 33, sveit hrauð sorg Ekúl 1, 5, h. synðum ív 2, h. synd ór brjósti Ratr 27, h. blindi (ór túni) Líkn 4; — h. Hamðis skyrtum, ødelægge brynjer, v. L, Qrv VII 1, h. stjornum, støde til stjærnerne, skubbe dem til side (om bølgerne), GrHj 2. Jfr Falk, Ark. XLIV, 317. — 4) medium,

'ryddeliggöre sig', befri sig for, afføre sig (klædningsstykker), hrauzk ór hervóðum Hák 4, hrauzk ór skikkju Am 49. — Part. hrjóðandi; hrjóðendr skyld-Breta fjoru þjóðar, jætternes udryddere, Tor og hans ledsager, pdr 11; h. angrs þjóðar, udrydder af menneskenes sorg (synd), gud, Leid 37; jfr angr-, mein-, seim-.

2. hrjóða, (hrauð, hroðinn), rødfarve, h. egg í sveita pjóðA 1, 22; part. pass. hroðinn, h-it sigli, guldbelagt smykke, Sigsk 49 (₌ gollhroðinn).

/. hrjóðr, m, rydder, h. bQru fáks Gldr 3; udrydder, uddeler, h. móins storðar (guldets), gavmild mand, PI 18, logdags h., d. s., Hl 4 b; óttunga h. (skrevet Vjóðr), udrydderen af sine slægtninge (sønner), Yt 16, jfr K- Gisl., Aarbb. 1881 s. 226 f. — hrioð Svtjúg er fejl for hróðr. Jfr auð-, bark-, Himin-.

2. hrjóðr, m, blandt himlens navne, pul IV ff nn (bis); samme ord opføres som solens navn, pul IV gg. Jfr Falk, Heid. Hægstad 135. Jfr Hrjótr.

hrjóta, (hraut, hrotinn), 1) styrte, falde (rask), h. hvitir askar, spydene farer rask af sted, Ht 57, hrutu (v. 1. flugu) unda bý, om pilene, Hfl 15, hagl hrýtr i gogn-um Merl I 34, hjalmstofn hrýtr af bol Anon (XIII) B 39, h£r logi hrýtr hús í gognum, farer svævende gennem (det indre af) huset, Am 15; h. fyr borð pGisl 5, dreyri, sveiti hrýtr á log, sæ pGisl 9, lngj 1, 3, uðr hraut af brimdýrum, sloges tilbage, pGisl 2. — 2) falde til forskellige sider, spredes, víða h. veglig mæti, spredes ved at de sendes, Sturl 3, 21, h. sundr, springe itu, gå (pludselig) i stykker, hraut hallr sundr i tvau Grott 23, baugar hrutu sundr Am 46. — 3) snorke, give en snorkende, gurglende, lyd, især om sår (hulsår), und hraut Hl 21 b, hraut unda fjolð Vell 20; upersonl. hraut i stongum, stængerne knagede, Iv 38; denne betydning mulig i hraungolkn (for hrein-) hrutu (jfr paralleludtrykket: putu), brummede, Hym 24; om en person, give en brummende, håj lyd (som en björn), þá hraut við ræsir (Jørmunrekk), sem bjorn hryti Hamð 25.

Hrjótr, m, navn på Odin ('den styrtende'), pul IV jj 4, v. 1. hrjóðr, måske rigtigere.

hrjúfr, adj, 1) ujævn, ru, h. hals Gautr II 25. — 2) spedalsk, LU 46, h-ir sléttask Gd 14.

hroðgás, /, en art gås (fejl for hrot-gás? jfr hrota, no. roffugl), pul IV xx 7.

hroði, m, voldsomhed, barskhed, er mér lund til h-a, jeg er tilbøjelig til at blive grov, Mhkv 29; identisk hermed er h. -som navn på en (norsk) fjord, uvist hvilken, pul IV ccc, 'den stormfulde'; som navn på 'stormen' kan ordet opfattes St 8 (skr. roði), hvor h-a (vá-)bróðir er søen.

hrognkelsi, n, stenbider, Bjhit 1, 1, pul IV x 1.