hret

281

Hring

hretviðri, n, storm-vejr, storm, [ó], blásin h., som stormen farer hen over, pdr 8; h. geirflet ja, skjoldenes storm, Ingj 1, 4.

hreyfa, (-ða, -ðr), bevæge, h-ðisk enn hgsfjaðri Harkv 4, h-ðusk hrafnar of hræ-kesti Hl 19 b, h-ðisk hrafn of valtafni Sturl 5, 10; det er at mærke, at ordet kun findes brugt om ravnen, der bevæger sig gottende ved og på ligene. Jfr Falk, Ark. XLIV, 315.

hreyr se hrør.

hreysi, n, egl. hule mellem et fjeldskreds klippeblokke, så 'hule' i alm., om jætternes boliger, fara ór h-um Hym 35; om ulves tilflugtssted, skríða í h. Hhund I 36. Jfr M. Olsen MoM 1923 s. 176 f.

hreysti, /, tapperhed, Leið 18, Ólhv 3, 2.

hreystimaðr, m, tapper mand, kæmpe, Jorns 6. 8, pormúl 1, 6.

hreystisprund, n, tapper, dygtig kvinde, ESk 13, 7.

hreyta, (-tta, -tt), lade styrte (falde), kaste, sprede (ved kastning), h. hringum, uddele ringe, Rp 38, Niflunga skatti er hreytt Ht 41, h-endr Góins stéttar, (gavmilde) mænd, EGils 3, 18; h-ttu (heila), kastede hjærnemassen rundt, Heil 3, h-tti gorvollum (halsmenjum), kastede dem af (fraf sig, Am 46. Jfr hringhreytandi, loghreytandi.

hreytir, m, kaster, spreder, uddeler, h. hringa, gavmild mand, Jorns 43, Ht 73, Gretas 8, Od 17, h. hodda SnE II 226, h. seima PI 10, h. hyrflœðar (₌ flœðar hyrs) EGils 3, 6, h. rastar glóöa Katr 6, h. hrannfurs (hånd-) Nj 3, h. ormbekks (= gull-) hringa (o: gullhringa) EGils 1, 23, h. handar grjóts porm 1, 13; — h. hræteins hríðar, som sætter kampen i bevægelse, EGils 1, 14, — h. hlautteins, som ryster offertenen, stænker offerblodet, om en tempeltjænende dreng, pvidf. Jfr sundr-.

hriki, m, stor og kluntet person, findes som (rigtig) v. 1. til Herkir, pul IV b 2.

hrikta, (-ta, -t), knirke og dirre, hgtt h-u grindr, dören knirkede, genlød, höjt, Am 38; hds. skriver hrikþo, men der er derfor næppe grund til at opstille et hrikja (hrikða).

hrinda, (hratt, hrundinn), 1) støde, støde til (til side eller forover), støde bort, h. e-m i eld Akv 19, hrundu Vinga Am 41, h. (hvelpum) fyr hallar dyrr, jage dem ud (ved et spark), Akv 41, h. e-m fyr borð Rst 29, h. e-m af halsi sér, støde en tilbage fra sig, Sigsk 43, h-ask á, støde til hinanden, Gdji 51, h. brynju á voll, kaste brynjen, Hák 4, h. forsi af sér, om skibet, der kaster bølgen tilbage, Ótt 2, 14; h. glóðum pjóðA 4, 2, elris garmr hratt gneistum i rjáfr Sturl 3, 11; limdolgr hratt eim, ilden udspyede røg, Arn 5, 16; almr hratt af

sér malmi Krm 9; rost hratt skipi Iv 17, glygg hrindr gunnfana Ht 52, h. rifjum á stag ESk 12, 14; særlig om 'at støde skibe fra land', h. skipi frá jorðu ESk 12, 9, h. herskips brQndum út á ægi Sturl 3, 12, h. skeið ór ó pjóöA 4, 18, men: hratt vengis dreyra blakki á vit Dan-markar, du førte skibet ud for at sejlg til Danmark, Ótt 2, 3, láta snekkj-ur h. hniggrund Ht 75; sék kálki hrundit ór knéum, jeg ser mig berøvet bægret, Hym 32, h. bjóri, støde til og bryde gavlvæggen op, Hålfs VII 3, h. á hurðir, støde til dören (så at den lukkes op), Fj 43; h. upp gerðihomrum, hæve øjenbrynene, Eg Lv 13; grund grápi hrundin, slået, pisket af, Haustl 15. — 2) støde bort, tilintetgøre, h. fjorvi Korm Lv 36, h. sorg Liiid 30, h. grandi gumna Merl 1 68, h. illu ráði Merl I 64. — 3) nedlægge (embede, stilling), h. stétt Od 54. — 4) h. upp ópi, opløfte skrig, Ragn III 1.

hringa Skall 3, urigtig v. 1. for inga.

Hringar, m. pi, beboerne af Ringerike, gramr H-a Sigv 12, 7, logi þingaði H-um dóm pjóðA 3, 21, H-a viðþingaðr Sturl 5, 7, men her kan også hringr antages =■ sværd, s. d.

Hringariki, n, Ringerike (Norge), Nkt 5.

hring-Baldr, m, 'ring-Balder', mand, Anon (XII) B 6.

hringberandi, m, 'ringbærer', eller mulig 'sværdbærer', mand, hlýði h-endr Harkv 1.

hringbjóðr, m, 'ring-byder', gavmild mand, EGils 1, 9.

hringbrjótr, m, 'ring-bryder', gavmild mand (v. 1. hodd-Freyr), Hfl 17.

hringbroti, m, s. s. foregående, Oddrgr 22, Hhund I 45.

hringbætandi, m, 'ring-giver' (egl. 'en der giver ring som bod'), mand, Krak 3.

hringbcjlkr, m, 'ring-gærde', rundt gærde, hellis h., de en hule omgivende fjælde (jfr Kumrar), pdr 13.

hringdofi, m, v. 1. til hodddofi, betydningen må være d. s., Hfl 17.

hringdrifi, m, 'ring-spreder', gavmild mand, Akv 31.

hringdrifr, m, s. s. foregående, Sigv 10, 11, Arn 5, 15, Sturl 2, 3.

hringdropi, m, 'ring-dråbe, -dryp', ring (i henhold til myten om Draupnir), Ht 42.

hring-Eir, /, 'ring-Eir', kvinde, Korm Lv 24.

hringeygr, adj, med ring om öjet (især brugt om heste; hds. har huikeygr, hringl-eygr; hring- kræves af metrum), brugt spottende, EilSn 3.

hringfár, adj, 'med få ringe', så slidt, at kun få ringe er hele, om en medtagen brynje, Tindr 1, 1; betydningen 'ring-skinnende' kunde måske gå an.

Hringhorni, m, egl. Balders skib (jfr SnE 1 176. 260), pul IV z 2; egl. 'med