horn

275

hótl

frembringer larm med hornene'), pul IV aa.

hornungr, m, ifølge lovsproget (Grågåsen) 'son af en frigiven med sin (tidligere) herskerinde', en sådan sön var vel ikke arveberettiget, stod altså i anseelse under ægtefødte born af frie forældre; ordet kommer af horn 'hjårne, krog', og betyder egl. 'født i en krog', (jfr udtrykket gefa frelsi frá horni ok hnappi); Grågåsens opfattelse er måske ikke den oprindelige, ti ifølge norske love var h. blot uægte født sön af frie forældre, dette må sikkert forudsættes at være tilfældet med Erpr, der af brødrene kaldes h. Hamð 14; þá h. á haugi sat Herv V 14; h. hverrar þjóðar, betragtet som uægte son hos alle mænd, Hálfs IX 27; med gen. 'person som er berøvet, blottet for noget', h. hylli (gen.) horþellu, berøvet kvindens gunst, Korm Lv 29 (således også i prosa).

hornpeyr, m, 'horn-tø (væske)', øl, h-jar Hnoss, kvinde, Korm Lv 41; h-s (ved rett.) Eir, d. s., Gunnl Lv 8.

hors, n, — hross, hest, h. hQÍuð Merl

I  29.

horskliga, adv, klogt, viselig, segja h. Grip 10, haga h., indrette viselig, Merl

II 96.

horskligr, adj, klog, omtr. — horskr, h-lig rqb Hsv 1. 129.

horskr, adj, klog, vis, modsat heimskr : opt fáa á h-an (litir) þeirs á heimskan né fáa Hávm 93, heimska ór h-um sst 94, jfr 20; Håvm 63, Ski 9, Fáfn 35. 36, Eirm 4. 8, isldr 26, ESk 6, 64 o. s. v.; h. ok pQgull Håvm 6, h. halr Brot 4, Fåfn 42, h-ir seggir Has 45, h. holða barmi Hildr, horsk ok rik, om Adam og Eva, LU 17, hvit ok horsk Rp 39; ofte epitet til kvinder: horsk vas husfreyja Am 3, en horska mær Håvm 96, et h-a man sst 102, horsk fóstra Heimis Grip 31, et h-a víf Sól 14, h-ar konur Hårb 18, sagði horsk hilmi Am 10, huggizk it h-ar Am 35; h. hugr Håvm 91; — om dyr, h-ir hrafnar Ej 45, et h-a dýr, det kloge, listige dyr, om bjarnigull, Merl I 21. Jfr ged-.

horvegr, m, 'snot-vej', næse, h-s rammir, med stinkende næse, rettelse af hervigs samir i henhold til originalens fætore narium, Merl I 49.

horvetna, adv, — hvarvetna (s. d.), allevegne, Ód 16.

hosa, /, hose, h. mosrauð Steinarr 1, draga h-u af e-m EGils 3, 10; h. tók at losna af fæti Gdfl 28, ₌ brynhosa Gd 34.

hotvetna, pron. indef., — hvatvetna 5. d., hvad som helst, alt, findes adskillige steder i cod. reg. (Edd.), Håvm 48, Ski 28, Am 71. 97.

Hó, m, (måske for Hói, dannet af interj. h<5, opmuntrende), hundenavn (jfr Hoppr), Hrólfs 3.

hóf, n, det rette, passende, mål, måde, forhold, mådehold, þarf h. at flestu Leið

44, kunna h. Kolb 2, 4, soemði vel h. e-m Ód 26, færa e-n í hóf, bringe en til mådehold, besindelse, pjóðA 3, 20; at h-i, med måde, mådeholdent, Håvm 19, Gdf} 36, at sama (sgmu) h-i, på samme måde, Vol 27, Hålfs VIII 12; hafa sik á h-i, vise mådehold, ave sig selv, Lok 36; af h-i, passende, Mv III 25; hafa ríki sitt í h-i, anvende, udøve sin magt med mådehold, Håvm 64, stytta hgnd i h-i, ordsproglig talemåde, d. s., Sigv 11, 13; ganga langt ór h-i, udover den passende grænse, Nj 19; h. ok hagspeki Hsv 105; gen. adverbielt, h-s hart, temlig kraftig, EGils 1, 17; hilmir h-s, Kristus, Likn 16. Jfr ør-.

hófgollinn, adj, med forgyldte hove, Oddrgr 28, hvis ikke gollinn her er part. til gjalla, 'med gjaldende hove', hvad der vilde passe ulige bedre; jfr part. pass. (— part. aet.) som lifinn, sofinn, pakinn.

hófr, m, hov, h. kná slíta vgll Sigv 3, 11, (rúnar) á Alsvinns h-i Sigrdr 15. Urigtigt for háfr, s. d., pdr 6.

hófsaml iga, adv, på passende måde, prófa h-ast Gd 3.

Hófvarpnir, m, hestenavn (egl. 'som gör et kast med hoven'), SnE I 118, pul IV rr 4.

hógbrotningr, m, et let brugeligt afbrækket stykke, h. skógar, en afbrækket gren, anvendt til stok, bekvem stok, om Gríðarvolr, pdr 20.

hógdrœgr, adj, let trækkelig, som let kan drages frem, Viðurs þýfi h-t ór hugar fylgsni St 1.

hógdýr, n, 'bekvemt, smidigt dyr', h. htina, skib, Refr 4, 1.

hóggrœddr, adj, let helbredelig, h. dili (brandplet) porm 2, 14.

hógliga, adj, let, forekommende, svara h. porm 2, 3.

hógligr, adj, let, medgðrlig, ráð hglfu h-ra, bestemmelse, som vil både dobbelt så godt (egl. 'som skaffer lettere, bekvemmere omgang'), Am 70, muna verða h-t, vil ikke blive let, bekvemt, vil blive vanskeligt, Has 33, h-t hold, det smidige legeme, Heil 16.

hóglífr, adj, som lever stille, som elsker stille, roligt, liv, pmáhl 14.

hógr som adj forekommer næppe, se hægr.

hógreið, /, bekvem vogn, om Tors kærre, h-ar hafreginn, Tor, Haustl 15.

hógsettr, adj, bekvemt anbragt, smidig, h-tt tunga Likn 2.

hógværr, adj, som er, forholder sig, stille, rolig, fredsommelig, Gd 9.

hol, n, pral, mæla h. of e-t, prale af noget, pmáhl 1, gœöask h-i, ytre sig pralende om sig selv, Anon (XIII) B 25.

Hólar, m. pi, bispesædet Holar på Island, Kolb 2, 4, Anon (XIII) B 19, Gd 27, Gdf) passim. Egl. pi. af hóll.

hóll, m, hbj, bakke, især rundagtig; knude, ujævnhed, pul IV æ 2, sákat h-1 i hvilu, der var ingen knuder i sængen,

18*