hold

273

Holm

ket, overtrukken, med kod, Ht 65, h. ok blóð Lil 11. 83, h. ok bein LU 30. 93, h. ok gnd Likn 39; h. ok hjarta Håvm 96; — legeme, skært h. Lil 12, fara h-i e-s Gróg 12, af h-i þínu Lil 29, grœðing h-s Gd 65, meyjar h. Eindr, blezat h. Gd 45, jfr 16, h. er kløkt Lil 54, h-sins bond Lil 83, — i kirkelig betydning, lifa at h-i, efter kødets begær, Merl I 57, blekkiz h. LU 78. — blóðugt (blóðs) h. Heiðr 28 er usikkert at tyde; mulig skal der læses blóðs hol, åre, æðr (acc. æði), der substituerer æðr 'edderfugl' (acc. æði).

holdbori, m, navn på ravnen (egl. 'kødborer', som borer sig ind i kødet, legemet, o: på de faldne), pul IV tt 1; v. 1. holdboði, vistnok forvanskning.

holdgan, /, kødpåtagelse, inkarnation, Lil 32.

holdgróinn, ad], vokset sammen med kødet, legemet, som sidder fast og levende på legemet, h-in hond (arm) Hamð 13.

holdmímir, m, navn på sværd, pul IV l 5. Jfr Falk, Waff 52.

holdvarinn, holdvari, m, blandt slangenavne, pul IV qq 3. 2.

holfa se hvalfa.

hollosta, /, gunst, yndest, gefa hæsta h-u, om gud, Has 25.

hollr, adj, huld, venlig, gunstig (mod en), især om gud(erne) og höjere væsner, holl regin Lok 4, h-ar véttir Oddrgr ' 9, dísir h-ar í hugum Sól 25, seggjum h., om gud, ESk 6, 34, ýtum h., d. s., Leid 11, gerva sér (guð) h-an ESk 6, 66; om mennesker, h-ir hjalpendr Eg Lv 27, h. gramr Ht 18; Gráf 9, Refr 2, 2, Eyv Lv 4; jofrar, hirö h-astir Ht 99, hylli verðr holl Bersi 2; om indbyrdes velvilje: h. vinr Hænis Haustl 7, jfr 3, sem vit holl værim Am 103; velvillige personer, gode venner, trofast, mist hefr pér h-ra Am 68, ef oss h-ar væri Hårb 18; — trofast, om de undergivne, h. huskarl Sigv 13, 3, hoddspennir var h. hersa stilli Ht 29, jfr Refr 3, 3, h-ir menn Sigv 12, 18; — god, velgørende (mod, med dativ som ellers), h. ulfum Ssldr 4, h. styrj ar gqllungum Isldr 23, h. hrafni Od 15; — holl laun, Ion tydende på velvilje, ESk 6, 69, h-ar hnossir, kostbarheder, givne af velvilje, Sturl 3, 21. Jfr dróttin-, gagn-, ráð-, varg-.

Hollsetar, m. pi, Holsater, Holstens indbyggere, hræðir H-a (hds. -setu, næppe rigtigt) Hskv 3, 2.

hollvinr, m, huld, trofast ven, Hfr 3, 5, Bersi 1, 3, Am 2, 16, Qrv IV 7, IX 23, h. herjar Mark 1, 25, h. lofða Brot (FJ.s tidg.) 4, Oddi 3; h. guðs, Gudmund d. gode, Gd 23.

Holmbúar, m. pi, Holmboer, må vist sigte til øerne ved Rogaland i Norge (næppe indbyggerne på de danske øer), H-a hneykir, om Harald hdrdråde, pjóðA 3, 20.

holmfjoturr, m, 'holm-lænke', havet, gránn h., det grå hav, ESk 12, 11, den

dermed identiske Midgårdsorm, dennes hjalmr — ægishjalmr Vell 26; h-s leið, guld, h-s leiðar borr, mand, Hallv 4.

Holmgarðr, m, Holmegård (i Rusland), GongHr 3.

holmgjorð, /, 'holm-gjord', havet, h-ar liagli, ø (øen sammenlignes med et enkelt somhoved i en sombeslået [saddel-] gjord), Epver 2. Jfr holmneglðr.

Holmggngu-Bersi, m, isl. skjald og helt i 10. årh., isldr 24.

Holmggngu-Starri, m, isl. kæmpe (10: årh.), isldr 27.

holmi, m, holm, ₌ holmr, brugt om Island, Gdþ 60, Gd 5; h. hjalmfenris, sværdets holm, skjold, pBrún 3.

holmleggr, m, 'holm-knokkel', sien, h-jar hilmir, stenens konge, dværg, ifølge tolkningen dværgen Litr, der igen er synonym med litr, farve, skonhed: h-jar hilmir viðr e-n pogian, (kvindens) lød, skonhed, bringer en til at forstumme, HSt 2, 1.

holmneglðr, adj, 'naglet med holme', 'hvis nagler er holme', h-ð hauðrgjorð, jordens gjord, besat med holme, det øopfyldte hav, Bjarni 3. Jfr holmgjorð.

holmr, m, 1) holm, en mindre ø (jfr holmi), i h-i VqI 40. 41, Rdr 11 (om øen Hov blandt Orknøerne?), láta h-m sér at skildi, lade en holm tjæne sig til skjold, værge sig på en holm (om holmen i Hafsfjorden), Harkv 10, h. enn gráni, Holmen grå, ESk 9, 1, of h-a (— i eyjum, Orknøerne) TorfE 3; dog findes h. som modsætning til ey, hætta á h-m til sela Hæng V 5. — 2) særlig brugt om en kampplads (sikkert fordi tvekampe i den grå oldtid plejede at holdes på mindre øer), hvé så h. heitir Eåfn 14, á h-i, i (tve)kamp, pmåhl 6, isldr 26, HolmgB 1, fara h-s á vit Eg Lv 28, skora á h-m Nj 6, ganga á h-m Korm Lv 26. 49. 50, Sól 14. — 3) i kenninger, for arm: hauks h. VGl 2, — for skjold: randar h., ringens (den malede rings) holm, Haustl 18. — 4) som egennavn, ₌ Borgundarholmr, Hfr 2, 2, sjóvar h. — Hafnarh. EGils 3, 8, — om øen Svolder Hókr 3, H-s sund, sundet ved holmen, Hfr 3, 17. Jfr Borg-undar-, Dyr-, Sigars-.

holmreyðr, /, 'holm-laks (ell. -hval)', slange, h-ar hjalmr == ægishjalmr (jfr hjalmtamiðr), skrœkkehjælmen, Gldr 6, faldinn h-ar hjalmi, med skfækkehjælm på hovedet, Sturl 6, 2 (v. 1. -reyrar, ryrar urigtigt).

Holmrygir, m. pi, Rygerne på øerne (i og ved Rogaland), Harkv 14, Hak 3; på det förste sted: hafnaði H-jum (der er i verset tale om de af Harald hårfagre vragede kvinder) er det et sporgsmål, om man ikke skulde læse: holm-rýgjum, af -rýgr, en kvinde (især mægtig kvinde, frue), med holm- måtte der være hentydet til de samme holme (øer), og der kunde være tUsigtet et ordspil, til trods for vokalens forskellige kvantitet i de to ord.

18