hníg

271

Imøgg

tilföjelse af fyr hjgrum, eggjum el. lign., Ski 25, Hávm 158, Ód 23, Hák 8, Krm 11, Darr 7, h. fyr hamri Haustl 18; part. hniginn, Ghv 8 (jfr Bjark l. c), Refr 2, 2; liggja hniginn GSiirs 7; h. und eggjar, falde ind under æggene (og rammes af dem), Sveinsfl, h. und arnar hramma Anon (X) III B 2; hnigrat allr, segner ikke tilfulde, omkommer ikke helt, Eg Lv 27. — 2) lade sig falde til siden (for at støtte sig), læne sig (til noget), h. e-m at armi Hhund II 25, h. við bolstri Guör I 15, Sigsk 48; h. at rúnuni, böje sig til en fortrolig hviskende samtale (lænende sig til den anden), Guðr III 4.

—  3) bevæge sig glidende, hnigu heilog votn af himinfjollum (mærk også her den nedadgående bevægelse) Hhund I 1, jfr himnadýrðin hneig (v. 1.) at jorðu, steg ned til jorden, LU 34, skip hnigðu Valg 5, skip hnigu of log pstf 1, 2, h. und tjald Hggna meyjar," bevæge sig ind under, tage (skjoldet) og holde (det) foran sig, Ht 49, þjóð hné aptr á poptur Hókr 6 (men her v. 1. til stokk); hniga til hjalpar e-m, komme en til 'hjælp, Óddrgr 10; — hirð dpglings gðlinga hnígr þingat, englene nejer derhen, d. v. s. viser deres ærbødighed og tilbedelse i den retning, o: overfor gud på hans trone, ESk 6, 5;

—  hurð hnigin, lukket dör, Rp 26, men det modsatte: åbnet, Herv III 8 (jfr Privatboligen 236).

hnisa, /, nise, en delfinart (delphinus phocæus), pul IV y 1. Jfr stop-.

hnita, findes kun i imperf. hneit, pi. hnitu, støde, ramme med et stød, dreyra reyr hnitu saman Hókr 3, pBrún 3, egg hneit við fjor, stødte (dræbende) sammen med livet, pham 1, 5, hjgrr hneit við hjarta Qrv IV 2, slíðra þorn hneit við hjarta Krm 17, engis sax hneit við fóta stalli Korm Lv 14.

hnjóða, (hnauð, hnoðinn), hamre (især ved slag af hamren at frembringe hoved på et klinksöm, nitnagle), slå, heimdragi hnauðat (lófa^ rauða, ikke engang gjorde sine hænder indvendig røde ved hammerslag (i smedjen), Anon (X) III C 4; intrans., ási hnauö við hjartasíðu, slog imod, ramte hårdt, Hfr Lv 26.

hnjósa, (hnaus, hnosit), nyse, hvárki þorðir físa né h. Hårb 26.

hnjóskr, m, knøsk, fyrsvamp, Gdp 54.

hnoss, /, kostbarhed (egl. 'en med hammeren forarbejdet — kostbar — genstand'; hnoss : hnjóða), velja e-m h-ir Guðr II 20, gefa h-ir Ghv 18, Ht 29, launa h-ir Kuli, hollar h-ir, venlige gaver og kostbarheder, Sturl 3, 21, skrin gofguö h-um Mark 1, 29, bera h-ir framm Ghv 6, myrða til h-a, for at komme i besiddelse af (hendes) kostbarheder, Am 57, h. miskunnar ok eirar Has 4; h. ættar, kostbarhed for menneskene, Gdp 29. I kenninger, h-a viðr (h-ir — guld), mand, Likn 13, h-a brjótr, d. s., Likn 42, prúðr h-a, kvinde, Stríðk. — Navn på Freyjas

datter, pul IV h 3, H. (ved rettelse) horn-peyjar, kvinde, Korm Lv 41.

hnossfjolð, n. pi, mængde kostbarheder, launa hrein h., lönne (de givne) lysende kostbarheder (guldringe), Sigv 9, 1.

hnossvinr, m, 'kostbarheds-ven', ven som giver (en anden) kostbarheder, ESk 12, 1; jfr auðvinr.

hnot, /, (pi. hnøtr), nød, Sigv 13, 10, Útl 4, 1, lesa hnøtr af sjónhesli, græde sine modige tårer, GSúrs 5. I kenninger for hjærte (intet faktisk eksempel), SnE I 540.

Hnotirnar, /. pi. (af hnot?), norsk(P) øgruppe, pul IV bbb 7.

hnúka, (-ða, -t), sidde på huk (som tegn på frygt og at man vil skjule sig), hnúkðir í pumlungi, om Tor i hansken, Lok 60.

hnúpgnípa, /, 'fjældtinde der luder (synes at lude) forover', h-ur hvarms, øjenbrynene, Eg Lv 13 (hnúp- beslægtet med gnupr og lign.).

hnyðja, /, træhammer (jfr hnoð- / hnoð-hamarr), Korm Lv 20.

hnyggva, (hnogg, hnugginn), støde tilbage, overvinde, hnyggr andskotum tyggi Valg 7, h. e-n at e-ju, berøve en noget, Gudr III 5; part. hnugginn, berøvet, med dativ, Gri 51, sigri h. Gisl 1, 18, h. hverj-um leik, enhver glæde berøvet, Stríðk, med genitiv: h. (forskrevet) lífs náða Pét 33, absolut: h-it lif, berøvet liv, Gdp 63 (i senisl. betyder hnugginn 'bedrøvet'). Jfr lof-, svip-. Intrans, støde mod, snuble, fótr hnogg Pét 42.

hnykk°ilundr, m, 'rykkende, bortkastende, træ', h. handbáls, uddeler af guld, Rst 34.

hnykkimeiðr, m, s. s. foregående, h. hjorflóðs (blodets) hnigreyrs (sværdets), som sælter sværdet i rask fart, kriger, Rst 24.

hnykkir, m, som rykker, sætter i rykkende, hurtig, fart, h. hræklungrs (spydets), kriger, tsldr 21.

hnykkja, (-ða, -ðr), rykke, støde til side, h. e-m, støde til en (så at han er nær ved at falde), Rv 14; h. hnakkmiða, rykke ankret op, ÓTr 1, h. svarðar landi, hugge hovedet af, Ht 57. Jfr auðhnykkjandi, baughn-, róghn-.

hnyssingr, m, et slags fisk (hval?), h-s teigr, havet, Kutr 18.

nnyttr, m, betegnelse for 'mand', h. enn harðleiti Hjálmp IV 19; egl. 'undersætsig mand'?, jfr no. nott, m, 'knort, knude, liden tue' (Aasen), knott, 'en liden dreng' (Ross).

hnýðingr, m, delfinart, spækhugger (af hnúðr 'pukkel'), pul IV y 1.

hnæfiligr, adj, skærende, hånende, bitter, h-g orð Hárb 43.

hngpul, /, elvenavn, pul IV v 4.

hnøggvi, /, karrighed, slita h., vise sig gavmild, Mark 1, 4, synja h. sinnar, fornægte karrighed som sin egenskab, vise sig gavmild, Steinn 3, 14.