hneptr

270

hnig

hneptr, adj (egl. part. til hneppa, af adj. hneppr), knap, gjort trang, hnept setu efni, ringe tid, lejlighed til at blive siddende (på grund af overhængende fare), Eyv Lv 1.

hneykir, m, undertrykker, betvinger, h. hertoga, fyrste, konge, pjóðA 3, 25, h. harra Mark 2, h. Holmbúa pjóðA 3, 20, h. hlenna Sturl 4, 5; h. hodda, gavmild mand, EilSn 3.

hneykja, (-ða, -ðr), betvinge, h. hvassan hgggorms grgð Gd/i 9.

hneyxl, n, forsmædelse, hån, hann (Kristr) bar (målte tåle) h. af mgnnum Likn 15, kirkja þoldi h. af hgldum Qd 30, búin h. Mv II 9; også i de to förste tilfælde bruges ordet i pi.

Hniflungar, m. pi, betegnelse for Hød-brodds slægt, Hhund I 48, — for Nifl-ungerne (Gjukungerne) Am 47, — for Gudruns sönner med Atle Ghv 12. Endelig findes Hniflungr som navn på en sön af Högne, Am 88. Ordet er næppe egl. — Niflungar, med et senere tilföjet h. i forlyd (et sådant tilföjet h er i det hele næppe så gammelt), men, hvad særlig det förste sted tyder på, et ægte nordisk ord, dannet af Hnefi, en sagnperson (jfr ovf. 2. Hnefi), identisk med ags. Hnæf, men på grund af ligheden er ordet blevet identificeret med Nifl-ung-. / den lille ordsamling SnE II 494 findes ordet som navn på et slags söm (nagle).

hnig-Baldr, urigtig v. 1. for hyr-Baldr Rst 25.

hnigfákr, m, 'nejende, duvende hest', h. Haka, skib, Ht 71.

hniggrund, /, 'duvende, bølgende land', h. hafbekks (skibets), søen, Ht 75.

hnigreyrr, m, 'rørstængel som sænkes', h. hjgrflóðs, 'rørstængel som sænker sig i eller ind til blodet', sværd, dels hnykki-meiðar, krigere, Rst 24, h. handa Hrundar, valkyrjens hænders rørstængel, d. s., pmáhl 4 (jfr Meissner s. 49, Reich. 45). hnigsól, /, 'nejende, ludende, sol', h. Hogna, skjold, StjO II 6.

hnigstafr, m, kun i h-ir hjgrva hljóms (kampens), krigere, Likn 26; her synes hnig- ikke at have særlig (transitiv) betydning; transitivt 'afgörende', passer ikke; snarest 'de som selv går bevægelser' i kampen.

hnigpili, n, 'bevægeligt bræt', randa h., skjolde, Ht 59.

hnika, (-aða, -at), støde til noget så at det kommer ud af sin rigtige stilling, bára h-aði gr, skød til åren, så at den ikke kunde bevæges rigtig (op og ned), Am 2, 3.

Hnikarr, m, navn på Odin (egl. 'som støder', o: med sit spyd, spydkæmperen), pul IV jj 2, Gri 47, hrafnar (flugu) af H-s gxlum SnE II 142, H-ar hétu mik Re g 18. 19; H-ars bjalfi, brynje, Isldr 13, H-ars gjóör, ravnen, Lids 2, H-ars regn,

kamp (jfr régnboði), Ólhv 2, 11, H-ars veðr, d. s., Svert 2.

Hnikuðr, m, ₌ foregående, pul IV jj 1, Gri 48.

hnipinn, adj (egl. part. af et *hnipa, *hneip), egl. 'med nedböjet, ludende hoved' (på grund af sorg), sorgende, beklemt, hræzlufullr ok h. Sól 43, h-in þjóð O kik 1, 2, h-nar konur pjóðA 1, 15; navn på 'horn' i helju, egl. 'med bojet stængel, utriveligt', Alv 32.

hnípna, (-aða, -aðr), blive sorgmodig, modfalden, (af hnipinn), Sigurðr .. h-naði Brot (FJs udg.) 4, hnipnaði Ounnarr Gudr II 7, Sigsk 13, h-naði Qrani Guðr Il 5.

Hnipul, /, elvenavn, pul IV v 4.

hnit, n, sammenstød, við fieina h., i kampen, Hfl 6, hjgrva h., kamp, pSær 2, 1.

Hnitbjgrg, n. pi, findes ikke I digte, men antydes ved kenninger som H-bjarga lggr, om digterdrikken, der gemtes indenfor disse klipper (' sammenstødsklipperne), SnE I 244. Et sådant stednavn er kendt fra Island. Jfr Bugge, Arkiv X 39.

hnitbróðir, m, 'kødelig broder' (af hhit "nexura" G. Andrjesson, verb. hnita "necto, connecto", samme, jfr Eirikur Jonssons Ordbog: "hnit, /, sammenføj-ning(?)", her gives en nærmere forklaring: to til hinanden hørende træsplinter som kiler i et rivehoved), ulfs h., Fenris-ulvens kødelige broder, Midgårdsormen, Hym 23.

hnitsól, /, 'sammenstøds-sol', hringa (sværdenes) h., kampens sol, sværd, pjsk Lv 2.

hnitvala, /, i kenningen hvarma h., öje, af hnit (jfr hnitbróðir) og vala 'en lille knokkel' (astragaias), med denne sammenlignes ðjet og hnit betegner dets indfatning under panden; men hnitvglur kunde, også om bægge öjnene, forklares på en lignende måde som hnitbróðir, øjnene som nöje sammenhørende; iøvrigt står i hds. -vgllum, men hnitvgllr er endnu vanskeligere at forklare og retteisten er så ringe som muligt; hele stedet lyder: pann harm (den nød, blindheden) es berk á hvarma hnitvglum Eg Lv 45.

hnitveggr, m, 'sammenstøds-væg', skjold, (hnit enten 'kamp', eller ordet betyder, 'væg for, mod, sammenstød', o: med våben, og til værn mod disse), með harðan h-gg Hfr 3, 7.

hniga, (hné, yngre hneig, hniginn), 1) falde omkuld, styrte (til siden, til jorden), segne (om en død eller dødssåret), tré tekr at h. Am 73; h. i eld, styrte i flammerne, Akv 42, h. at velli, falde (dødet), Hhund II 10, h. til moldar Hamd 15, hné ferð á fit Hfl 6, h. i grås Anon (XII) C 23, h. í hadd jarðar Bjark 3, h. við banaþúfu Hyndl 29, h. á Heljar sjot Ej 25, absolut: Am 50 (láta h.), Sigsk 23, Hamd 31, Gldr 5, Hfr 3, 25, Lv 13, Rst 18, Rrm 15, HolmgB 10, Am 5, 20, h. fyrir, absolut Hárb 15, men hyppig med