hnefa

269

hnep

hnefalangr, adj, lang som' en næve, af störrelse som en næve, om en indvoldsorm, EOils 1, 39.

1.  hnefi, m, næve, knyttet hånd, pul IV öö, láta h-a skjalla við eyra e-m Húsdr 6, h-ar skullu út at borði, stødtes mod, førtes kraftig med klask, EVald 3, land h-a ₌ mund (acc), hvilket er synonym med -mund i Hallmund (Hall- udtrykkes ved litinn stein), Grettis 29.

2.  Hnefi, m, søkonge, pul IV a 5; — sagnperson Qrv IVji 4.

3.  hnefi, m, blandt sværdsnavne, pul IV l 4. Jfr blóð-.

4.   hnefi, m, af uvis betydning, bladskud, blomsterskud(P), i kné gengr h., ef kvistir þverra Am 73; her må der være tale om noget på træet (kvistir, træets grene), ganga i kné, blive ringe, kraftesløs, eller gå til grunde (se kné). Jfr Falk, Kleiderk. 52.

5.  hnefi tv 30 urigtig skrivemåde for nefi, s. d.

hnefstr se hneppr.

hnegg, n, hjærte, pul IV zz, bera ugg h-i Hárf 1; foldar h., sten, HSt 2, 6.

hneggvergld, f, 'hjærtets verden', bryst, Anon (XII) C 36.

hneigiborð, n, 'bræt som kan sænkes eller bevæges', h. Viöris meyja, Valkyriernes bevægelige bræt, skjold, Hl 37 a.

hneigihlíð, /, 'hældende skråning', h. hårs, hovedet (eller dets side), Haustl 20; jfr halland 3.

hneigir, m, 'som lader noget neje sig, bevæge sig, som rækker', h. hafviggja, søfarer, mand, Bjhit 2, 17, h. orms mærar, som sætter guldet i bevægelse, mand, Krók 1, h. unnar bliks, d. s., Qdfi 64; i disse to tilfælde kunde det også betyde 'ødelægger', (egl. 'den som lader en segne') som i h. hlenna, undertrykker af tyve, Sigv 1, 5.

hneigi-Sól GSúrs 22 kan ikke være rigtigt, da ordet må udgöre den del af en kenning, hvor mggrundar er det andet led; fejl for hyrj ar Sól?

hneigistolpi, m, 'stolpe, sójle, som bevæger, rækker', hjalpar h., frelsen rækkende, givende, stolpe, det hellige kors, Likn 41.

hneigiþollr, m, 'rækkende, givende, træ' (jfr hneigir), h. oglis tuna, (gavmild) mand, Katr 45.

hneigja, (-ða, -ðr), lade segne (hniga), böje, fýris garmr hneigði fúru, vinden lod skibet synke (med stavnen), göre duvende bevægelser, Am 2, 10, Visundr (skibet) h-ði þrom pjóðA 1, 4, h. heyrn bænum, rette sin hørelse mod bönner, lytte til bonner, Likn 3, h. hals, böje sin hals (som tegn på ydmyghed), LU 52, hofuðdrótningin hneigð ok lut, med böjet hoved og ludende, LU 54; men: himna dýrð hneigð at jorðu, sænket, bragt ned på jorden, LU 34; h. goðum, böje sig for,for, tilbede (hedenske) guder, Mey 46;

part., h-jendr hrafna vins glóða, sværdenes bevægere, krigere, mænd, Isldr 1.

hneisa, (-ta, -tr), vanære, tilföje skam, heilgg móðir hneist af lýðum, om kirken, Od 49.

hneitiknifr, m, skærende, dræbende, kniv, hlífa hjaldrgoðs h., sværd, Eg Lv 39.

hneitir, m, 1) sværd (egl. 'sårer, dræber', jfr no. neita, 'krænke, støde, fornærme', Aasen, og hnita, hneit, hneit par 'dér blev der givet et stød'), pul IV l 2, Hl 37 b, nefnik svá h-i Hl 34 b, við h-i, mod sværdet(s hug), GSúrs 30, h. beit Hl 9 a, hilmir létat h-i sparðan, sparede ikke at bruge sværdet, Am 3, 14, hittisk hjalmr ok h. Merl II 67, hrjóða h-is egg í sveita pjóðA 1, 22, rjóöandi h-is eggja Arn 3, 1, beiðir h-is, kriger, EGils 1, 21, h-is pálmar, d. s., Katr 42. Som egennavn (for Olaf den helliges sværd) ESk 6, 43 (den i sagaen givne forklaring af ordet er næppe rigtig, Fms IV 58). — 2) undertrykker (eller den som overgår andre), h. jofra Hókr 1, Sturl 3, 5, h. doglinga Arn 6, 14, h. folkf jors, krigerens overvinder, kriger, porm 1, 13, h. alfheims "bliku" kalfa, jætternes banemand, Tor, pdr 20; h. hodda, gavmild mand, Hl 30 b. Jfr folk-.

hnekking, /, hæmmeise, stansning (af fremgang), skade, tab, hofðuö ér h. Am 60.

hnekkir, m, 1) som hæmmer, stanser, undertrykker (til hnekkja), h. hertryggðar, som tilintetgør hærens (fjendernes) sikkerhed, tapper kriger, Hfr 3, 2, h. heiptar, vredens undertrykker, fredelig mand, PI 26, h. angrs, sorgens undertrykker, PI 59, h. flærðar, gud, Gmlkån 1, 1. — 2) som sætter i rask bevægelse, h. hlunns hleypi-blakka (skibenes) Ótt 3, 10; anderledes Meissner s. 296.

hnekkja, (-ða, -t), støde, drive tilbage (tilside), modstå, h. Svíum, Útt 3, 11, h-jum fjandi flokki Blakkr 2, 1, hónum h-ir liö Merl II 46; jage en bort, nægte at modtage en som gæst, Sigv 3, 4. 5. 14; tilbagevise, nægte at høre, h. lofi sinu Sigv 13, 9; tilintetgøre, hindre, h. sætt Am 5, 19, h. sælu e-s Hálfs II 2, h. kosti e-s Merl II 23, absolut: Snorri hnekði Anon (XIII) B 26; nægte, h. því, es allir mæla Sigv 13, 29, né hnekkik því porm 1, 3. Intrans, h. frá, vige, trække sig bort, tilside, Grett 2, 7.

hneppr, adj, snæver, trang, som det står ringe til med, h. es friðr með grepp-um GGalt 5, her getsk hnepst til Snorra, man har de dårligste meninger, forventninger, om Snorrefs færd), GOdds 5, hnepstr mun þó enn efsti (gangr) Hard 2. Jfr Ó-.

hnepta, (-ta, -tr), knuge, trykke, h. hofð-um i felda, stikke hovederne ind i pelsen (som tegn på indesluttethed og tunge tanker), Sigv 11, 12. Jfr knefta (Aasen).