hfæj

268

hnakkr

við Hallsteini Hallst; h-jandi rauðk blæju Drv (XI) 6, h-jandi skalk deyja Krm 29; med acc. le ad en, Hsv 9, opt peir hefn-ask es hlegnir eru Hsv 94.

hlœða, (-dda, -ddr), belæsse, lade (et skib), h. golli á Orana bógu, belæsse Gråne med guldet, Grip 13; h. mar, lægge ridetöj, sadel, på en hest, Hyndl

5.  Part. h-endr hlunns hleypiskíða, søfarere, mænd, Oddi 1.

hlœðir, m, 1) belæsser, som lader (et skib), h. hafskíðs, søfarer, mand, Sigv 3,

6,  h. hlunns hafreiöar pdis 2. — 2) ødelægger, (til hlaða med dativ), h. hodda, gavmild mand, Nj 5, EilSn 2; h. hildar skóða Nj 9. — 3) som samler, erhværver, h. happa Pet 39.

hlœðiviðr, m, 'ladende trœ', h. hlunnjós, som lader skibet, søfarer, mand, Korm Lv 31, ordet er iøvrigt rettelse for hliðs init.

hlægi, n, hvad der volder latter, genstand for latter, spot, opt fær hlægis magi heimskum manni, maven skaffer ofte den dumme (andres) spot, Håvm 20.

hlægiskip, n, skib, fartøj, som vækker latter, eller som fortjæner latter, spot, usselt fartðj, taki herr hauga h. Sigv 3, 2.

hloegja, (-ða, -Sr), bringe til at le (kau-sativ til hlæja), glæde, oss h-ir pat eigi Korm Lv 2, pjsk Lv 4, hitt h-ir mik Krm 25, jfr LU 60, hug h-ir, en bliver glad i hu, GDropl 2, Nj 11, h. jofur Harkv 23, dróttinsvikar, es djoful h-ðu pflekk.

hloegligr, adj, lattervækkende, latterlig h-t hafnarmark HHj 30, h-t mér pat pykkir Am 57.

hloekinn, adj, kælen, umandig (jfr no. løkjen, 'kælen efter sin moder, hængende i skørterne', ntr. løkje, bl. a. 'et drog', Ross), Játg.

hloðr, m, nedlægger, banemand, h. Dana, om Olaf d. hellige, Sigv 10, 6, h. gnipu Lista hreina, jætters banemand, Tor, pdr 13. — Som mandsnavn, Herv V 2.

Hlgðvarðr, m, sagnperson, H-s synir HHj 19.

Hloðvér, Hloðvir, m, sagnperson, H-vés salir Guðr II 25; her kræves formen -vér af metrum, alle de andre steder kræves den yngre, kortere form: -vir, H-vis dóttir, H-vi borin Vpl 10. 15, H-vis frændi Am 5, 10, H., Igull Qrv IV/} 2.

Hlgðyn, /, (-ynjar), mytisk navn på jorden (altid tidligere opfattet som hlóð-, men hds' skrivemåde tyder på Q-lyd; det sidste led er yn > vin og det förste led hlað- egl. 'noget opstablet' 'omgærdet græsvang'(P), jfr? Hlað- / kvindenavne som Hlaðgerðr), pul IV æ 1, mggr H-jar, Tor, Vsp 56, myrkbein h-jar. jordens knogler, myrkbeins h-jar Danr, jætte, dens orð, guld (jfr sendir) VSt 2, myrk-markar (₌ Myrkviðar) H. ₌ Danmark (eller måske rettere Jylland), Vell 27.

lilokk, /, egl. 'klang', særlig 'våbenklang' eller 'kampskrig', så kamp i alm., geirvalds h., Odins klang, StjO II 7; ordet blev så personificeret til valkyrjen Hlgkk, jfr pul IV h 4, aaa 1, det gælder herom det samme som f. eks. om hildr, (guðr), 1) kamp, (findes ikke i pul), h. háðisk Ht 18, h-ar hugrakkr, modig til kamp, Lids 1; i kenninger, for mænd: h-ar Njorðr HolmgB 5, h-ar runnr Isldr 24, h-af stofn pSær 4, 2, h-ar prif-reynir Eg Lv 5, — for sværd: h-ar eldr Ht 57, h-ar glóðir Gporg, h-ar iss Hhard 19, h-ar prafni Korm Lv 63, — for økse: h-ar mgrn Anon (XIII) B 22, — for skjold: h-ar borð Has 14, h-ar segl Vell 8, h. tjald Grett 2, 9, Krm 13, - for ravn: h-ar haukr Am 2, 14, Ht 5, svanr h-ar Giz sv 1. — 2) valkyrje, Gri 36, — i kenninger, for kamp: H-ar veðr HolmgB 4, H-ar drifa HolmgB 6, H-ar él Hfr Lv 14, H-ar mót Vell 16, Lakkar (her således) snerra Anon (XII) C 16, jfr med hensyn til udtalen Krm 13, — for kvinde: H. bauga Katr 22, H. dgkkvar skins (guldets) pKolb Lv 12, H. Kraka drifu (d. s.) Grani 1, H. horna Lids 6, H. hvitinga Skúli 1, 3; som halvkenning, Vigl 3. — hlakk Audun 2 uforståeligt. Jfr beiði-, saum-.

hlgm(m) se hlamm.

hlgmmuðr, m, v. 1. til hviðuðr, navn i helju på vinden, Alv 20, læsemåden er metrisk urigtig; ordet betyder 'den dön-nende, og findes iøvrigt pul IV oo 2.

hlommun, /, dump bragen, h. vas á hlifum, om sværdenes bragen ved sammenstødet med skjoldene, Harkv 9.

*hnafa, kun i imperf. hnóf, skar: hiiófk hofuð af Hniflungum, jeg skar hovedet af, Ghv 12. Jfr no. nava 'hugge toppen af løvtræer'.

hnakkadyttr, m, fald på nakken, baglæns, eiga vón h-s, om ryper der skal skydes, Bót.

linakki, m, nakke, baghoved, binda tagli merar of h-a, binde hovedpynt af hoppe-hale om sit hoved, Rv 6, blaka of h-a, vifte over ens nakke, SnH 2, 6; set ja h-a við (e-m), kaste vrag på, nægte at have noget med en at gore, Sigv 3, 6, snúa h-a við e-m, d. s., Has 7.

hnakkmarr, m, 'saddel-hest', sadlet hest (af hnakkr — sgðull), Yt 11; jfr KGisl, Aarbb. 1881, s. 220.

hnakkmiði, m, en del af ankret, d. v. s. vistnok en ring ved midten (deraf miði) af ankerkrydset, hvori böjerebet fæstedes (Falk, Seew. 79; jfr Bytov IX 29, akkeri, er i er strengr eða h.), blandt 'skibets dele', pul IV z 10 (hvor det står lige efter akkeri), panns h-a (ét hds, de øvrr.. i pi. h-um) hnykkir (s. d.) úTr 1.

hnakkr, m, stol, sæde, lokka h., hoved,. Gunnl Lv 11 (jfr velgr; Arne Magnusson oplyser, at hnakkr kaldtes en 'trje-stóll', i Arnæssyssel).