hlítar

264

hljótr

hlítar-kostr, m, tilstrækkelige midler, Gdfi 18.

hlítarkœnn, adj, tilstrækkelig, meget, klog, Gd§ 8.

hlítstyggr, adj, som skyr hvad der (kun) er tilstrækkeligt, det ringe, middelmådige, djærv, h. hilmir Arn 6, 14, om Odin, Steinp.

hljóð, n, 1) lyd, klang, tone, sang, klokna h. ploft 3, 6, geirfljóða h., valkyr-jernes sang, Darr 10, væn h. Rv 20 er vist fejl for vápnhljóð, s. d., i Hsv findes h. et par gange som urigtig v. 1. til ljóð (jfr KGisL, Aarbb. 1875 s. 98) eller mol, Hropts h., Odins sang (larm), kamp, EValg. — 2) horn (det som klinger, giver lyd, for klangen selv, jfr hlif 'værn, det værnende' og mange andre analogier), Heimdallar h., Heimdals horn, Gjallar-horn, Vsp 27. — 3) tavshed (egl. 'lytten', en enkelts tale (lyd) er — de andres lytten, tavshed), biðja h-s Vsp 1, Hfl 2, beiða h-s Sigv 13, 9, viljak h. (at líði) Hál 1, kveðja e-n h-s Rst 1, Jorns 1, veita h. Háv 2, gefa h. Leið 5, gørva h. Vell 6, i h-i, i tavshed, under fire ojne, hemmeligt, HelgAsb, Mberf 5, Anon (XIII) B 50, Nj 4, af h-i, d. s., PI 41, fara af h-i Hsv 90; — pegja punnu h-i, 'tie med tynd lyd', udtrykket er blevet forklaret på forskellig måde ('tavshed, som let kan brydes, hvor de enkelte ord godt høres'); det simpleste er at opfatte h. her som høreredskabet (jfr hlust), øre, 'høre med. tyndt øre', have let ved at høre (jfr et isl. udiryk om én, der aldrig kan høre: pykt er á þjer eyra), Hávm 7. jfr 6-, sig-, varg-, vápn-, vig-.

hljóðgreip, /, 'lyd-greb', hånd som modtager, griber lyden, øret, taka h-um pjóðA 4j 14 (jfr hele sammenhængen).

HljóSolfr, m, dværgenavn, pul IV ii 6.

hljóðr, adj, tavs, indesluttet, Hl 22 b, vinna e-n h-an, göre en tavs (o: ved at dræbe ham), porm 1, 3, h. er hygginn maðr Hsv 103; tavs, sorgfuld, Dagst; — hljótt ntr. stille, lydløst, dragask h. á flótta Valg 8; eiga h., have, nyde, et roligt, godt forhold (til en anden, indbyrdes), Am 56; láta sem hljóðast of sik, forholde sig så stille som muligt, GSúrs 7. Jfr drjúg-, ó-.

hljóðrauf, /, 'lydsprække', sprække, hul, som lyden kan trænge igennem, hpvar h-ar SnE II 236.

hljóðsamr, adj, fuld af lyd (hljóð), verðr h-t, der opstår gny, bragen, Bergb 2.

hljómbeiðir, m, 'klang-kræver', h. hjorva, som kræver sværdenes klang (kamp), kriger, Krak 3.

hljómboði, m, 'klang-bebuder', darra h., som bebuder, tilbyder, spydklang (kamp), kriger, Isldr 19.

hljómr, m, klang, h. af e-u Háv 3, mér bar h-m, jeg hørte klang, lyd, GSúrs 36, vindar gera h-m meðal himintungla, om vindens klingende susen, Merl I 60; h.

ambátta, trælkvindernes sang, Grott 2. — I kenninger for kamp: h. skjóma Vell 10, Hást 4, h. hjorva Tindr 1, 10, Likn 26, h. isarna Qrv°VIl 6, hrings h. (jfr hring-miðlandi) Sigv 2, 8, h. logðis Has 6.

hljómraddaðr, adj, med klingende, lydelig stemme, om Kristus, Katr 36.

hljómstœrandi, m, 'klang-forstærker', hrotta h., som forstærker sværdets klang, kriger, Nj 17.

hljómváttandi, m, 'klang-vidne', h. hræ-linns, som bevidner (som deltager) sværdets klang, kriger, Rst 3.

hljómviðr, m, 'klang-træ', darra h., spydklangens, kampens, træ, kriger, isldr 20.

hljóta, (hlaut, hlotinn), 1) opnå, få (egl. som andel, lod, hlutr), objektet både hvad der er godt og ondt, h. hug pdr 10, h. sigr Gldr 7, pdr 19, Merl II 69, h. sælu VGl

9,  h. tíma Háv 3, likn sus hlauzk Likn

10,  h. laun óðar Jór 5, h. skirn Leid 12, Óðinn hlaut val Vell 32, vér h-um pat Mark 1, 13, seggjum hlýzk siðabót Has 3, h. goöfoöur, få en til gudfader, Hfr 3, 26, h. hald hilmis isldr 25, h. blauta sæing GSúrs 23; h. bana Hást 6, h. feigö HolmgB 10, h. mein Hfr 3, 5, h. sorg ESk 6, 29 (v. L), h. praut Korm Lv 51, h. hogg Korm Lv 54, Hárb 47, h. gótt geirvéðr Gráf 5, h. skell pry 32, h. skaup ok kinnhesta Likn 15, h. rómusamt, få urolige tider, pmáhl 16; h. ekkju nafn Am 100, ýmsir hafa pau dæmi hlotit,. måttet sande det, Mhkv 3. — Med infin., ek hlaut at sitja, jeg opnåede (den ære) at sidde, Ht 29, bragningr hlaut fagna sigri, opnåede at (næsten omskrivende), Ei>k 1, 5, jfr konungr hlaut sverð lituð blóði Steinn 3, 8, hverr hlýtr at lúta, hvem det lod rammer, at, TorfE 4 (v. L), munk h. at ausa, det vil blive mit lod, jeg vil komme til, at øse, Vell 3, konungr hlaut skjóta stafni, kom til at, Arn 6, 2, ek hlaut skjóta stýri Hharð 16, overgangen herfra til betydn. 2) 'at måtte, blive nødt til' er, som man ser, let; til de nævnte eksempler kan endnu henføres: hrafnásar vinr hlaut (v. 1. hlut) blása Haustl 4 (anderledes B. M. Olsen Aarbb. 1909 s. 325); hlaut [holl prýðask?] innan svá minnum, hallen hlev indvendig således (prydet?) med minder, det mangelfulde omkvæd i Húsdr 6. 9; — mér hlauzk til pess, det fik jeg som min andel, PjóöA 1, 23; part. h-endr hjarls, landbesiddere, fyrster, Gunnl Lv 4, h-endr sverðs pjóðA 3, 24, h-endr hafskíða Eg Lv 42. — 2) blive tvungen til, nødes, (jfr ovf.; denne betydn. er vist temlig ung), segja hlýtr þrautir, man må fortælle om, Gd 37; h. at vikja Lil 97, h. at láta laust Lil 61.

hljóti v. 1. til hleyti, s. d.

hljótr, m, som opnår (noget), erhvær-ver, h. grundar, om Hakon jarl, Vell 33; jarðar h. (ved rettelse) Hfr Lv 11.