hin

252

hirð

Bbreiðv 5, h. norðr, her i norden, Úd 14, eldr lék hús h., ilden spillede om husene her omkring, Anon (XIII) B 16.

hinig, adv, hid (egl. hin-veg 'denne vej'), Hák 14, Eskál Lv 1, Merl I 32, Qrv IX 31, Fåfn 26, Grott 19, Ghv 18; h. deyja ór helju, hid (til niflhel) kommer ved døden, Vafþr 43; es h. mæltak, som jeg talte i denne retning, således, Oddrgr 10. Jfr hinnig.

hinka (hina) Haustl 19 beror på fejlagtig læsning af h?na — hjarna.

1.   Hinn, /, Hindøen (ved Helgeland, Norge), pul IV bbb 7.

2.   hinn, pron. dem., (for ældre hinn, men her er vokalen så tidlig forkortet, at der intet eksempel gives på længden); grundbetydn. er 'denne', men ordet fik tidlig en modsætningsbetydning 1) 'han' den, (som, med betoning), henvisende enten til noget forudgående eller følgende, efterfulgt af relat. es (at) eller sporgende ord (hverr, hvar), orð kvaö hitt Am 40, orð vas hitt Hfr 3, 4, hitt vas fyrr Yt 5, Vagn kvaö hitt Jorns 14, hitt kvað o. s. v., Hamð 6. 9 o. s. v., hitt hyggja téöi, hvat Brot 13, ek hitt óumk, at Ski 16, hitt vilk vita Vafþr 3. 6, hitt ek hugða Hávm 99, ek hins get Ski 24, h. es sæll, es Hávm 8; h-ir eru ok aðrir, hvor aðrir er appos. til h-ir, Harkv 23; ofte uden særlig betydning, når et subst. går lige forud, og smælter næsten sammen med relativet, maör, hins vætki veit Hávm 27. 75, jfr Rdr 20, Yt 5. 12. 14, Sindr 8, St 13, Korm 1, 4, Lv 20. 29. 52 o. s. v.: — h. trækkes i reglen sammen med es, men ikke altid (f. eks. Sindr 8, Rdr 20). — 2) hin, som modsætning, þat's válítit, hitt es undr Lok 33, munk hinnar geta, den anden, Lok 38, hina viltu heldr HHj 26, Hggni því nittit, es h. of réði, den anden, o: Gunnar, Am 7. — Om hinn som artikel se enn.

hinna, f, hinde, h. lifs, i overført betydning (jfr sammenhængen), Pét 4.

hinnig, adv, — hinig, Anon (XII) C 17.

hirð, /, hird, hof (egl. angelsaksisk låneord, indkommet i slutningen af 10. årh.), pul IV j 6, h. Hrólfs ens gamla, Hyndl 25, gæddi h. sina Bjark 4, "heið h. Sigv 2, 2, fim h. Arn 3, 2; Sigv 2, 14. 13, 18, Arn 5, 21, pjóðA 3, 15, Rst 15. 18. 32, ESk 6, 5 o. s. v.; h. himna, engle, EMI 1, 2.

hirða, (-ða, -ðr), 1) bevogte, gemme, tage vare på, hjalm ok brynju skal h. vel Hák 17, h. Heimdalar hjor, tage vare på, frelse, sit hoved, Grett 2, 7; h-i hann hafra, han satte bukkene i hus, stald, Hym 7; part. i kenninger, for mænd: h-endr Heðins gáttar, som tager vare på skjoldet, Nj 6, h. hjorvangs Hfr Lv 17, h-endr seims, guldets", EGils 1, 39, — for gud: h-andi alls lifs SnE II 234. — 2) bryde sig om, ænse, hirð eigi þú reiði Hhund II 18, ek h-i lítt, þótt o. s. v. Hfr

Lv 19; imper., altid med nægtelse (hirð-a(t), hirð eigi) og følgende infinitiv, svarende ganske til lat. noli med inf., hirða heiptir gjalda Guðr II 28, hirða bjóða Guðr II 31, hirða hræða Am 40, hirðat at vinna Korm Lv 60, hirðumat fælask Herv II 6.

hirðarvist, /, ophold ved (K.risti) hird, Nik 1, 2.

hirði-Baldr, m, 'bevarende Balder' (ved rettelse for heröigaldr), h. dalreyðar dýr-reitar, 'guldets besidder', mand, pBrún 4.

hirði-Bil, /, 'bevarende Bil' (asynje), h. vins, kvinde, EGils 1, 18.

hirðidís, /, 'bevarende, plejende dis', huns vangs h., dis som bevarer spillebrættet, kvinde, Halli.

hirðidraugr, m, 'gæmmende, plejende, træ', h-ar hjaldrskýs (skjoldets) Anen (XIII) B 17.

hirðigótt, /, 'gæmmende, plejende, træ', [EndilsJ foldar elda h., guldels rogterske, kvinde, PI 51.

hirðimeiðr, m, 'gæmmende træ', sár-gagls h., kriger, Egils (XII) 2, hræsunda linns h-ar, d. s., Leið 5.

hirSi-Nauma, /, 'gæmmende, ejende, Nauma', h-ur sævar båls (guldets), kvinder, Hfr Lv 21.

hirðinjótr, m, 'gæmmende, plejende, nyder' (eller Njótr? — Odin?), h-ar hauka ness (armens) drifu (sølvringens) pmåhl 14; urigtigt for herðinjótr Svarfd 3.

1.   hirðir, m, opbevarer, gæmmer, bevogter, besidder (til hirða), h. hringa Vitn 14, EGils 2, 5, h. hJQrva Sturl 2, 2, h. víðis veltireiðar (skibets), søfarer, Hfr 3, 7, h-ar j arladóms, indehavere af, Ólhelg 11, h. dýrligra greina, om en biskop, EGils 1, 14. Jfr veðr-.

2.  hirðir, m, hyrde (af hjorð), har runnu LU 34, h. gýgjar (siddende på en höj) Vsp 42, h., es á haugi sitr ok varðar alla vega Ski 11; h. sér hjaröir verða að bróðum, om den gejstlige som hyrde, Od 31, jfr Gdf} 13, Gd 47, klerka h. Gd 26 (kunde også henføres til 1. hirðir, men næppe rigtigt på grund af den kirkelige brug af ordet hjprð; det samme gælder h. / de følgende), h. himna EGils 2, 15, h. himna garðs SnE II 196, h. mána bryggju Mgr 46, h. himna dýröar Katr 36, fróns h. Heilv 18, h. heilags dóms EGils 1, 8. Jfr far-, fé-.

hirði-Sága, /, 'gæmmende, plejende, Sdga', h. hornflœðar, øllets g. S., kvinde, Grettis 35.

hirði-Sif, f, 'gæmmende, plejende, Siv', h. vins virkis, kvinde, VGl 7, h. flóðs furs, d. s., HSt 2, 3.

hirði-Týr, m, bevarende Ty', herfangs h., guden som vilde beholde sit bytte, Loke, Haustl 6.

hirSi-pollr, m, 'bevarende, gæmmende, træ', h. hafviggs, skibets ejer og plejer, Bbreiðv 4.

hirðiþojl, /, 'gæmmende, plejende træ', h. flóðs hyrjar (guldets), kvinde, Katr 37.