herr

247

hers

under et møde mellem to hære, Sigv 10, 3, fgstnuð í her, bortfæstet (efter en kamp, under fredsslutningen), Hhund II 16; falla i her Sigv 12, 18; gorr við her, udrustet til kamp, Sigv 13, 5 [derimod er við her giaurum, St 14, forvansket]; bola e-m her, måtte finde sig i krigersk overfald, Gautr II a 4. Plur.: h-jum reyndisk, det viste sig erfaringsmæssigt for krigerne, Ht 36; h-jar, krigere, Evids 2, bars h-jar (rettelse for herbir) fellu pham 1, 4, h-jum er væni Ht 58, scenskir h-jar Hl 36 b. — 2) befolkningen i et Land, folk(et), overgangen til denne be-tydn. skete vel ved udtryk som h. manns, en hær af mænd, så stort et antal som en hærs, ploft 3, 8, Am 93, betydningen kan blive meget almindelig (næsten som 'man'), men grænsen er meget flydende, og der tages ikke hensyn dertil i rækkefølgen af de følgende eksempler, islenzkr h. Od 13, allr h. tók við stilli Steinn 3, 6, allr h. sésk bengil Ounnl Ad, allr h. Skota varð flceja af láöi Gldr 8, h. varð at hlýða hringstríði Arn 5, 23, reiðr es h. Sigv 11, 11, h. beið reiði Jór 1, alt es her likar Halli 5, drúpir h. Mark 1, 31, sekr emk við her, her betyder h. 'nogle mænd', GSúrs 32, þegi h. meðan, om tilhørerne, pmåhl 4, pat skyli h. of hugsa, man skulde o. s. v., Vell 37, h-jum kunnr Anon (XII) C 22, Vell 15, h. tók hringja Mark 1, 29; hollvinr h-jar Mark 1, 25, hilmir h-jar ESk 1, 2, h-ja stillir Gudr III 4, yfirmaðr alls h-jar pstf 1, 3, h-ja deilir Merl II 33; h. hglða valinn Heilv 5; h. horvi prúðr, 'hær prydet med lin(klæder)', kvinderne, Rst 35; heiðinn h., om en borgs befolkning, Mark 1, 21, h. horga, d. s., Mark 1, 19, meinlauss h., fromme mennesker, Heilv 9, bats (hvat) of her gerisk, hvad der foregår blandt, foretages af, menneskene, Merl I 55. II 101; — h. hauga, hðjenes hær, de i højene begravede, bruges i forbandelser, taki hlægiskip hauga h. Sigv 3, 2 og alene: h. hafi hagvirki, gid troldene (fanden) havde, Gunnl Lv 9; — h. alls viðar skulde betyde: 'hvert træs fjende', men således bruges h. ellers ikke, og læsemåden hrotgarmr viðar er uden tvivl den rette, Helr 10. — herjum GDropl 4 er vist fejl for hJQrvi. — / nogle sammensætninger får her- forstærkende betydning; jfr þjóð-. Jfr alls-, kvala-, land-, stola-.

herra, m, herre, fyrste, h-ar tveir, om Skule og Hakon, Ólhv 2, 12, h. minn EGils II 17, h. pinn LU 23 jfr 74, rikr h., om gud, LU 19, bjartr h., om en biskop, Gå 39. 41, h. hlýrna, gud, Mgr 30; som titel, for en biskop, h. pórir EGils I 25.

Herráðr (v. 1. Harð-), m, en nordmand, 10. årh. (fingeret navn?), Anon (X) I B 10 a.

herreifr, adj, glad, munter blandt (mod) krigere, mænd, Húsdr 1.

herrekkir, m, krigernes ægger, opmuntrer, Ólsv 1, 2, ÓTranon 3.

herruðr, m, 'hærens træ', skulde være kenning for 'kriger', er måske fejl for hjgrruðr, Rst 14.

Herrøor (skr. -rauðr, -ruðr), m, sagnkonge, K~rm 5.

hersaga, /, melding om en (fjendtlig) hærs ankomst eller truende nærhed, Eyv Lv 1. Jfr stor-.

hersborinn, adj, af herseslægt, Hyndl 11. 16.

hersir, m, 1) herse (synes afledet af herr), betegnende i Norge (den ældste historiske tid) en verdslig myndighed — indenfor et herred —, mulig forbundet med en præstelig; titlen og værdigheden gik tidlig af brug, men titlen benyttedes hele tiden i en (mere) almindelig betydning eller som ensbetydende med yngre, officielle navne på kongens repræsentanter (lendr maðr, sýslumaðr, jfr h-ar eða lendir menn í danskri tungu SnE I 456); h-is hefnð, hersens (o: Rveld-ulfs, 9. årh.) hævn, Skall 1; Arinbjorn herse synes ment Arbj 3: létk h-i heim of sóttan (næppe Erik blodøkse), om Arinbjörn siges et andet sted, at han har árnat oddvita riki (oddviti — hersir), framr h., om Skopte (10. årh.), Edáð 1, h-ar (i Norge), pKolb 3, 6; modsættes buandmenn, Sigv 12, 20; ubestemmeligt er h-is kv§n Gudr I 9, h-ar oss á hgnd gingu Am 99 (høvdinger i alm.?), h-a drótt ok hQfðingjar pjóð 3, 4. — 2) høvding i alm., f jgr h-a Vell 11; om Tor og hans ledsager, h-ar pdr 13; om (norske) høvdinger (lendir menn), Gisl 1, 6, pfagr 4, Ht 7, Sturl 5, 19, h-a kyn, lv 24, om en Islænder (Sigvatr), Anon (XIII) B 36, om en fyrste i alm. Mey 30, hátt heiti h-is (= lends manns nafn) Ht 27, h-ar ₌ lendir menn Ólhv 2, 3, steypa h-um (— sýslumonnum konungs) Sturl 6, 3. — Hyppig findes h. i kenninger for konge: h-a dróttinn Hfr 2, 4 (v. 1. Hgrða), Sigv 12, 13, h-a valdr Yt 14, h-a stillir Ólhv 2, 7, Ht 29, h-a gloðuðr pjóðA 3, 34, h-a reifir Mark 1, 24, h-a reynir Mark 1, 30; h-a mœðir Mark 1, 28, h-a mýgir Nkt 13. — 3) som egennavn, Rp 39.

herskapr, m, krigsvæsen, krigskunst, kunna h-p Nj 10, fara með h-p, bekrige, Ólhv 2, 8.

herskatnar, m, pi, = hermenn, krigere, Sturl 5, 13.

herskár, adj, 1) egl. 'som farer frem med hær, fører hær til eller ind i et land', krigersk, krigførende, h. hilmir Arbj 11. — 2) 'betrådt af hær', udsat for overfald, h-tt Hringariki Nkt 5, h-tt hilmis riki Anon (XII) C 3.

herskerðir, m, 'som gör skår (skarð) i hæren', vældig kriger, Hfr 3, 6.

herskip, n, krigsskib, Hfr 2, 1, Hårekr 1, Arn 2, 4. 17; 6, 16, Valg 11, Mark 1, 30, tv 39, Sturl 3, 5 (og oftere), Qrv III 5.