heil

243

heng

hellir, m, hule, klippehule, í h-i Bbreiðv 4, Am 57, ór h-i Sigv 13, 12, at h-i Hskv 2, 7, h-ar Merl II 12, byggva h-i Bbreidv 5; búa i h-i Hyndl 1, h. Dolls Rv 3; h-is Qautar, jætter, Rv 7, h-is borr(?), d. s., Haustl 14, h-is sprund, jættekvinde, pdr 14, h-a mildingr, jætte, h-a mildings mål, guld, Sigv 12, 2 (jfr eyðir), h-is hring-balkr, det klippehulen omgivende fjæld, pdr 13. Jfr Dolls-, Gnipa-.

Helliskor, /, en 0 (ved Norge?), pul IV bbb 7.

hellisskiiti, m, en lille klippehule (under en fremspringende klippeblok), pjsk Lv 4, Grettis 18.

Helluland, n, et af flade sten opfyldt land (ved østkysten af Amerika, Labrador), Qrv IX 61.

Helmingaborg, /, by i England (v. 1. Hem-), Ótt 3, 5.

helmingr, m, egl. 'halvdel'(P), men findes kun i betydning 'skare, krigerskare', herr ok h. pul IV j 4, h. Breta Merl II 69, við meira, minna h-g Am 5, 15. 2, 13, með h-g litinn Arn 6, 12, mikill h. Gautr II a 6, með harðan h-g Mark 1, 28, ráða mestum h-i ESk 1, 1, h. Egils raufsk Gisl 1, 6, h-i bautt hanga Valg 4, h-s oddr, anfører for skaren, Mark 1, 5.

helnauð, /, dødelig nød, sorg, h. es pat Eg Lv 10; dødelig sygdom, forðumk vætr h. Korm Lv 62.

helpallr, m, Hels bænk, falla á h-a, dø, Sprlþ.

helreginn, m, blandt jættenavne (egl. 'dødvolder'), pul IV f 2.

helsi, n, halslænke (af hals), h-is valr, hest med halslænke, som kun kan bevæge sig i kres om tðjrepælen(P), hafa vgfur h-s vals, gå som en sådan hest, Eg Lv 44; — Karmtar h., havet, ESk 13, 12.

Helsingjar, m. pi, Indbyggerne i Hel-singland, Krm 4.

helsingr, m, 1) gåse-art (anser leucop-sis, af hals, på grund af den hvide hals-stribe), pul IV xx 1; jfr blóðhelsingi. — 2) navn på sværd, pul IV l 8. Jfr Falk, Waff 51.

helsisæmr, adj, prægtig udseende ved sit halsbånd (helsi — men), Korm Lv 4.

helstafir, m. pi, egl. 'dødbringende runer', ljósta e-n h-um, bevirke ens død, HHj 29.

helstríð, n, dødskamp, þá er h. mceddi, da dødskampen udmattede, o: Kristus, LU 55.

helta, (~ta, -tr), göre halt, hestar h-isk Bås 6.

helvegr, m, vejen til Hel, dødens rige, troöa h-g, omkomme, dø, Vsp 52, ganga h-a, d. s., Qrv IX 52, á h-um Vsp 47, visa hQÍði á h-u, vende nedad — ned i jorden — med hovedet, Heiðr 7.

helverkr, m, dødssygdom, fáa hættan h-k SnE II 222, Merl II 36.

helviti, n, helvede (i kristelig forstand), hræðask h. Hfr Lv 28, i svortu h. Sigv

13, 16, opit h. LU 20, h-is járnhlið Lil 61, stiga til h-is, om Kristus, Likn 22.

helzti, adv, egl. helzt til, altfor stærkt (også med omlyd hølzti), h. stinn hogg Korm Lv 54, h. harðr Eg Lv 8, SigvS't 2, h. forn Mhkv 8, h. góðr Nj 14, h. snjallir Hhund II 24, h. brátt Grett 1, 6, h. mjok Mhkv 28.

Helþjófr, m, fingeret navn, Erp II 3.

Hemingaborg se Helminga-.

Hemingr, m, H. Håkon jarls sön, H-s bróðir Hókr 8; stavelsen hem-'s korthed er her metrumbestemt. Jfr Hæm-.

hemja, (hamða, hamiör), hæmme, stanse, Haki hamði gotna geirum, stansede dem ved spyd, dræbte dem, SnE II 226.

1.  Hemlir, m, søkongenavn (mulig af hamla, f.), pul IV a 2; H-is hestar (v. 1. til heflis), skibe, Krm 5.

2.  hemlir, m, blandt skibsnavne, pul IV z 3 (sikkert af hamla, f.).

henda, (-da, yngre -ta, -dr, yngre -tr), 1) gribe, fange (af hcjnd), h. hrein í þá-fjalli Håvm 90, h. hermenn, få fat i for at dræbe, Arn 5, 10, gótt vas at h., d. s., pHjalt 2; samle, h. mula, samle krummer, Mhkv 11, h. griplur, samle småting, Mhkv 1; ~ h. hverjar stundir, gribe enhver time, Has 14; h. líf í eldi brendir, få liv igen, GdfS 41; h. gaman at e-u, samle, have glæde, moro af noget, Mhkv 1; — ræsir h-i rip, kongen nåde fil, men rigtigere læsemåde er vel rendi, Rst 28. — 2) vederfares, hænde, hvor det, der hændes, enten står i nom. eller acc, h. mik óteitan (nom. eller acc?) Jorns 3, pat happa er henti heiðrs vinnanda EGils 3, 21; slíkt ætlak nú h. mik Mhkv 10, er (acc.) på giptu hendi Gd 6; hendir slikt Gdf) 65. — 3) kaste, er ek henta smábornum Frp II 3; hendusk heiptyröi, enten: 'kastede vrede ord indbyrdes' eller: 'modtog hinandens vrede ord', Am 88.

hendifylginn se fylginn.

hendilangr, adj, tjænstvillig, h. e-m Sigv 5, 7.

hendir, m, 'kaster, udslynger', h. loga Qldu, som uddeler guld, gavmild mand, Ht 17, h. fjarðar loga, d. s., Has 26; — ordet kunde også betyde 'erhværver, samler'.

Hengikepta, /, jættekvindenavn (egl. 'med nedhængende kæbe'), pul IV c 2; v. 1. er hengikjapta. Jfr Hengjan-.

Hengikeptr, m navn på Odin (egl. 'med nedhængende kæbe', v. 1. -kJQptr), pul IV jj 4. Jfr SnE I 376 (H. som gav Frode kværnen).

hengiligr, adj, leddeløs, (om en uduelig, mager, person), Máni 5.

hengiskafl, m, snedrive, som ligger på en afsats og hvert öjeblik kan styrte ned, h. hauka stols, armens (nedhængende) sne, armring af sølv, StjO I 4.

hengivákr, m, blandt fuglenavne (skr. hængi, æ = e, næppe omlyd af á), pul IV xx 6.

16*