hefn

240

heit

(v. 1. heiöskr), h-ir jgfrar Ótt 2, 16. Jfr heinverskr.

heinsgðul, v. I. hrynsgðul(l), hliðsgðul Hfl 8, et meget tvivlsomt ord; formen -(s)gðul er givet ved rimet (: rgðul); hein-sgðull kan sidestilles med heinflet (og heinland),'hénens underlag', sværd, men så må hlam (lige foran) være brugt upersonligt, hlam h. við hjalmrgðul, det ene sværd bragede mod det andet, hvad der dog ikke lyder naturligt.

heinvandill, m, hvis ordet er rigtigt, må det være sammensat af hein og Vandill ₌ Vendill, her brugt i betydningen 'land' (jfr heinland), h. 'sværd', Refr 3, 3; J. porkelsson har formodet -vaðill 'vadested', hvad der vilde passe godt.

heinverskr, ad], fra Hedemarken, — heinskr, hafna hverri enii h-u Harkv 14.

heinþyntr, ad}, egl. 'gjort tynd ved hén', hvæsset, h. brynju hryneldr Gráf 8.

heipt, /, 1) vrede, forbitrelse, had (ordet er stærkere end reiði, og betegner mere en vedvarende sjælstilstand end øjeblikkets vrede), h. svall i Hggna Rdr 10, h. rann saman, bittert fjendskab opstod, Sól 13, h. óx Hniflungi Am 88, muna h-ir Sigv 5, 4, muna lengi liðnar h-ir, fjendskab opstået og øvet i fortiden, Hsv 71, gjalda h-ir, vise sin (næppe: gengælde andres) forbitrelse, HolmgB 13, Guðr II 28, Háv 7, tv 32, gjalda harm h-um, gengælde den forvoldte sorg med forbitrelse, Sigrdr 12; deila h-ir, bekæmpe hinanden som bitre fjender, Hhund I 45, II 23, hvetja h-ar, til (at vise) bitterhed, Brot 3, kveðja e-n h-a, udæske til fjendskab, behandle en så at ens vrede vækkes, Hávm 151, hvetjask af h-um Sigsk 10, virða h-ir Eg Lv 22, rækja h-ir porm 1, 7, reknar h-ir, hævnet forurettelse (der har voldt bitterhed), Sigv 3, 20, bregða blíöu skapi til h-a ÉSk 6, 58, verðr kveöit at h-um, forbitrelse vil vise sig (stor), pmáhl 9, gor varð h. Bjarni 1, h-ar hvessir Nj 18, heptandi h-ar pmáhl 14, h-ar hnek-kir PI 26, h-ar strangr, om Magnus d. gode, Sigv 11, 10, h-ar gjarnir Rst 21, sakar ok h-ir Sigrdr 36; h-ar rgn Sigv 11, 4, h-a blóð Hfr 2, 3 (blod, der er udøst i kamp?). — 2) også om den — under kampen — opblussende sindslidcnskab (kampiver, jfr reiðr og reiði), af h-um Eg Lv 40, við h-ir tsldr 25, h. en harða Jorns 30, h-ar hvattr Jorns 22, h-ar mildr ESk 6, 32, h-ar nýtr, dygtig i kamp, Hókr 6 (hvis der ikke her skal konstrueres heita á e-n h-ar, til forbitret kamp) jfr forskellige af de med heipt sammensatte ord, h-ar fúsir þjófar, skadelystne tyve, PI 13. — 3) særlige steder: hrisungs h., den uægte fødtes forbitrelse (der voldte Braut-Ónunds død), usikkert hvad der menes, Yt 26; — skipta h-um, afgore stridigheder ved straffe, pjóðA 3, 24, ~ h-ar herkali, råb om fjendtlig hærs ankomst, Ótt 3, 4; — hrum skal mána kveöja, man skal påkalde månen ved (under tilstedeværelse

af) forbitrelse (en andens? had), Hávm 137, — vinna hefnt Heði h., tage hævn over Höd i (el. på grand af) forbitrelse mod ham (h. altså dativ), andre retter h. til heiptar Bdr 10. — h. at meiri verðr hQlða sonum, at þann hjalm hafi, kan opfattes på flere måder: 'det at have den hjælm (skrækkehjælmen), bevirker forbitrelse hos dens indehaver', eller: 'det at have den hjælm vækker bitterhed, fjendskab, hos andre' (mod dens indehaver); det er snarest den förste opfattelse, der er den rette; tanken må da (i hele verset) være: "du afstedkom megen larm og viste kraftigt mod, ti de, som har skrækkehjælmen på, bliver altid så forbitrede i sind, men det er ikke sagt at det altid hjælper dem synderligt", Fåfn 19. — I det følgende anføres forskellige sammensætninger med h. (i gen.), hvoraf nogle måske burde opfattes som to ord.

heiptarblóð, n, blod udgydt af fjendehånd, Sturl 4, 24.

heiptarboS, n, fjendtligt budskab, Gautr II a 4.

heiptarfullr, ad], fuld af forbitrelse, pormöl 2, 1.

heiptargjarn, adj, begærlig efter hævn, strid, Nkt 13 (om Erik blodøkse).

heiptarorð, n, forbitrelsens ord, vredes-ord, Hsv 53, pormól 1, 1.

heiptbráðr, adj, hurtig, hidsig til lidenskabelig færd, o: kamp, Hfr 1, 7, Steinn 3, 12, Hl 3 a.

heipífíkinn, adj, ivrig efter kamp (jfr det foregående), Hfr 3, 28.

heiptgjarn, adj, s. s. foregående, h. konungr pfagr 6; h-gjorn kona, lidenskabelig kvinde, heftig, måske hævnlysten, Sigsk 31, h-s hugar, (abs. gen.) med et sind tilbøjeligt til forbitrelse (forbitret hævn), Brot 11 (jfr hefna).

heiptglaðr, ad], munter i kamp, ESk

1,  I-

heiptkviðr, m, forbitrede ord, udtalelser, háði leiddr né h-um Arbj 21.

heiptmildr, adj, villig til kamp, h. Sig-valdi Jorns 12.

heiptminnigr, adj, 'kamp-ihukommende', krigersk, BjH 8, Grettis 20.

heiptmóðr, adj, ophidset af forbitrelse, om Gunnar i ormegården, Akv 31.

heiptmggr, m, fjende, i pi. Hávm 148.

heiptrækr, adj, som forfølger sin forbitrelse, hævngœrrig, h-t hgfuð Yt 33.

heiptsnarr, ad], rask i kamp, Hallv 3.

heiptugligr, adj, forbitret, hæftig, h. sóttar brími St 20.

heiptyrði, n, forbitrelsens ord, forbitrede ord, Fåfn 9, Am 88.

heiptgrr, adj, rask i kamp, Jorns 42.

heit, n, 1) løfte, bregða fgstu h-i Alv 3, rjúfa h. Sigv 11, 10, strengja h. porm

2,  7, Jorns 14. 43, h. haldask Olhv 2, 4, efna h. Jorns 43, vindask i h-um, blive vrang i, bryde, sine løfter, Rv 11. — 2) trussel, reka kgld h., forfølge sine kolde,