heið

236

heil

— ganga á hgnd e-m Ód 10; — h-is K~orm Lv 30 er fejl for heiði.

heiðmaðr, m, mand som modtager sold, lön, om en konges mænd, Ht 48; om en jarl (som en konges tjæner), Sigv 3, 17.

heiðmildr, adj, gavmild på Ion, som Wnner godt, h. herstefnir Bersi 1, 3, h. jgfurr Ht 48; Am 6, 3 (v. 1. heiðmærr).

heiðmærr, adj, navnkundig ved gaver, gavmildhed, v. I. til heiðmildr Am 6, 3.

heiðni, /, hedenskab, Od 14, SnE II 248, h. kendr PI 16.

heiðornir se heiðþornir.

/. heiðr, m, {gen. -rs og heiðar), hæder, ære, lítils heiðar (gen. abs.) med ringe hæder, lidet anset, Hhard 2 (jfr heið-armaðr), h. sé e-m Anon (X) III B 5, hæstr h. Lil 72, h. ok vald, anseelse og magt, Lil 17, þinn h. Lil 92, sunginn h., sungen hæder, lovprisning (i digt), Lil 26, h-rs orð, hædrende ord, Qd 20, h. várr, om jomfru Maria, Gd 3 (ved rettelse).

—   Hertil hører måske heiðum i heiðum hgr (forvansket heiðum hæri), höj ved sin hæder, anseelse, Yt 37 (jfr Bugge, Bidrag 138).

2.  heiðr, m, skjoldnavn (egl. 'den lyse, klare', og egl. identisk med adj. 5. heiðr), pul IV r 3.

3.  Heiðr, 1) /, sejdkvinde, ₌ Gollveig, Vsp 22. — 2) m, en jætte(P), Hyndl 32; H-s hrgnn, skjaldedrik, digt, H Åsbj.

4.  heiðr, /, hede, lavt fjæld, pul IV o

2,  af h-i komnir Akv 32, h. rastar breitð PJóðA 1, 7; á h-i Gldr 1, und h-i (ved rettelse) Korm Lv 30, of h-i Bbreidv 6, Eviðs 1, pjóðA 4, 6; of h-ar Korm Lv 9.

—   I kenninger: h-ar bær, himmel, Leið 32, h-ar hjalmr, d. s., Likn 9 (se hjalm-spennandi), h-a salr ESk 6, 7, h-a tjald Likn 12, — h-ar hœna, fjældhöne, rype, Båt, h-ar lax, slange, Ragn I 1, h-ar poskr d. s., miskunn h-ar poska, sommer, Hard 14, h-ar jótr (kindtand), sten, III 2,

— h-ar hlíð-jofurr, jætte, dens galdr, guld, (jfr hlíðrœkjandi), ESk 13, 2, h-a Fenrir, jætte, Bergb 1, — humra h., søen, EGils

3,  17, móva h., d. s., Vigl 19, — leista h., sokkens hede, gulvet (hentydning til Gnita-heiör), pjóðA 4, 15. Jfr Dun-, Qnita-.

5.  heiðr, adj, klar, lys, tindrende, om himlen, h. himinn Vsp 57 (v. 1), Sigv 11, 6, Hárb 19, Steinn 3, 17, om solen, dagen og stjærner, h-ð brúðr himins Gri 39, h. dagr Sigsk 55, h-ar stjornur Vsp 57, Lil 93; — om armen, h-ar vala leiðar, lyse arme, Hl 48; om andre ting, h. orðrómr, lysende ry, Ht 14, h-ð gjof, lysende, udmærket, gave, Ht 28; h. at Hildar veðri, lysende, munter, GDropl 4, h-ð hirð Sigv 2, 2. Jfr sol-

heiðra, (-aöa, -aðr), hædre, h. mann með ofri Lil 36, þinn ástvinr h-ask Gd 3, h-aðr Gd 27, h. í hróðri Gd 24.

heiðrekr, m, jættenavn (egl. 'fjæld-konge'), pdr 18. — Som egennavn, kong Heidrek, Herv III 11.

heiðrsmaðr, m, hædret, anset, mand, Mv 1 4, Gd 74.

Heiðrun, /, Valhals ged, Gri 25, Hyndl 46, pul IV bb 2.

heiðskírr, adj, klar (som den skyfri himmel), lysende, h-t lif beima, om jomfru Maria, Mdr 11.

heiðskr, adj, fra Hedemarken, v. 1. til heinskr Ótt 2, 16.

heiðstallr, m, himmel (af heið n.), hilmir h-s, gud, Likn 25 (jfr heiðtjald).

heidsæi, /, hæder, ærefrygt (af heið-sær), drýgja h., opføre sig så, at man erhværver sig andres ærefrygt, udføre hæderfulde handlinger, Yt 38; halda h. Hsv 5. Jfr Detter, Arkiv XII, 211.

heiðsær, adj, egl. 'set på med hæder, ærefrygt', hædret, h. konungr Jgkull 2 (jfr S. Bugge, Bidrag 129, men ordet behøver aldeles ikke at have nogen kristelig betydning eller farve).

heiðtjald, n, 'hede-, fjældtelt' (-tag), himlen, hilmir h-s, gud, Likn 25, den rigtige læsemåde er dog vist heiðstallr, 5. d.; h-s jgfurr (her ved rettelse), d. s., Likn 2.

heiSum-hór (-hæri), Yt 37 se 1. heiðr.

heiðvanr, adj, vant til den lyse, skyfri luft, om Yggdrasil, Vsp 27; jfr Bugge, Studier I 492.

heiðþegi, m, 'Ion-modtager', som modtager Ion for sin tjæneste, især om fyrsters mænd, Sigv 2, 6.

heiSpornir, m, (således o: heiðor- to lids, heiðþyrnir to, heiðyrnir ét, som kan være d. s.), navn på (den nederste) himmel, pul IV ff. Navnet er vist dannet af porrinn, 'den hvis blå farve (heið) er forsvunden', skybedækket. Falk, Heid. Hægstad 134.

heil, f(P), blandt hugar heiti, pul IV zz.

heilabyrðr, /, 'hjœrne-byrde', hoved, hgggva h-ar Anon (XIII) B 21; kennin-gen er imidlertid ikke god, og man kunde formode fejl for halsa byrðr.

heilagleikr, m, hellighed, Gd 65.

heilagliga, adv, på hellig vis, ved hjælp af et helligt middel (et slags 'gudsdom') eller 'fuldstændig(?)', sykn emk orðin h. Guðr III 9.

heilagr, adj, hellig, vedrørende gud(er-ne) og gudedyrkelsen, hvad enten hedensk eller kristen, helgar kindir, hellige slægter, guderne, Vsp 1, blóta h-og goð Ragn II 6, h-t tafn, om Balders lig, Húsdr 9; land es h-t, om gudernes land, Gri 4, h-t vé, om Valhal, Hyndl 1, h-ug valgrind fyr helgum durum, om Valhals dør, Gri 22, h. skutill, om guders bord, Haustl 4, h-ug votn, hellige elve, om elve, der strammer fra eller igennem gudernes land, Gri 29; noget lignende må gælde de h. vgtn, der hnigu af himinfjgllum Hhund I 1 (dette er måske kun et mekanisk lån fra et ældre digt, Gri?), h. steinn, hvorved eder svores, Guðr III 3, h. mjgðr, vistnok skjaldedrikken, Sigrdr 18, jfr h-t full Hrafnásar Refr 2, 2; endelig bruges h.