hefn

235

heið

// 10. 11, h. spQrs Yt 8, h. þess Hyndl 29, h. morðs Hamð 11, h. vigs Qrott 22, h. sára porm 1, 8, h. e-m sára porm 2, I, h. dauða Hhund II 33, h. harma Rdr 3, Vgl 28, h. hlýra harms Reg 10, h. heiptgjarns hugar, tage hævn for det forbitrede sind, sindelag, Brot 11, hvis ikke gen. her betegner hævnens udspring ('en hævn skal tages med eller ud fra mit hævnlystne sind' jfr unna alls hugar), h. Jormunrekki systur Qhv 5, pess skalk h. heiptar hvessi Nj 18; hverr mun heipt Heði hefnt of vinna, hvem vil, ophidset i sind (heipt dativ), hævne (Balder) på Höd, Bdr 10, h. Fróða Orótt 22, h. á e-m GongHr 1; — med. h-ask, hævne sig, Hsv 67. 94. — Part. h-andi, hævner, h-endr Blooøxar, Blodøkses hævnere, son-ner (jfr hefnir), Eyv Lv 1, h-endr Haralds pjóðA 4, 26.

hefnð, /, hævn, h. Hóvars, hævnen efter H., porm 1, 1, h. fgður Reg 15, Vell 10, h-ir brœðra Qhv 5, men h. hersis, udøvet af hersen, Skall 1, 1, vinna h., udføre hævn, Hhund II 21, hyggja at h-um Hym 3, ráða til h-a Sigsk 22, h-ir verða Oddrgr

19,   Tindr Lv 2, efna h. Skall 1; h. léttari til sátta er næppe rigtigt, udtrykket er meget ulogisk eller umuligt; h. er vist forvansket af hond, Sigsk 12; eigi veit áðr h-um lýkr Mhkv 18, kvíða h-um LU 76. Jfr ofr-.

hefning, /, straf, nefna h. Grettis 25.

hefnir, m, hævner, sön, h. Hgkonar, Hfr 3, 18, h. Áleifs, Arn 2, 14, h. Skjalgs Sigv 7, 4.

hefnisamr, adj, hævnlysten, Hsv 53.

Hefring, /, bølge (Ægirs datter), pul III 4, IV u 4, ESk 12, 17.

heggr, m, hæg (hægebærtræ), pul IV kk 2, i kenninger for kriger, mand: h. gunnpings Hfr 3, 6, h. hjorraddar GSúrs 36, h-ir mækis eggja Gráf 10, alms h. Háv 4, hræva gifrs h. pjsk Lv 3, h. hræbirtinga Tindr 1, 6, h. hreins auðar PI 17, h. hauktorgs vita GSvert 7. Jfr boð-, morð-, sókn-.

hegja, /, livsforhold (af hagr, subsi.), trauðr at segja h-ju Arn 5, 19, segja h-ju Tiilmis Rst 23, greiða þessa h-ju Merl II

20,  jfr Arkiv XV 222.

hegla, (-ða, -ðr), bedække med hagl (af hagl), h. hófjoll hauks digulsnjóvi, bedække arme med sølvsmykker, Eg Lv 41; heglðr straumr, hagelpisket s trom, pjóðA 4, 21.

hegna, (-da, -dr), 1) holde i ave, holde nede, undertrykke, mjoðr h-ir bol Ht 24, hlátr skal h. herðinjótum Svarfd 3, h. jorð Sigv 11, 6. — 2) straffe, h. fjandr pTref 3, h. rgn Sigv 11, 4, h. velar Ólhv 1, 1, h. pegnum ósið Mark 1, 8. Jfr angr-hegnandi.

hegnir, m, som holder i ave, tugter, h. jarla, konge, Mark 1, 32, rógs h. Mark 1, 20, rána h. Sturl 3, 3, angrs h. PI 47. Jfr ran-.

hegri, m, hejre, pul IV xx 7, Merl I

24. 26. 27, óminnis h. sås of Qlðrum þrumir, glemselshejre (symbolsk betegnelse), Hávm 13.

1.  heið, n, himlens klarhed, blå, skyfri, himmel, doglingr h-a (usædvanlig pi.), EGils 1, 8, renna upp i h-i, stå op (om solen) idet himlen er klar, Arn 2, 17, skina i h-i Mhkv 27, h-s hgrann, himlen, Rv 33, h-s hyrr, solen, Has 14.

2.  heið, /, (eller n? eller heiðr, -ar, m?), gave, sold, Ion, gjalda h. haptsænis, skjaldedrikken (Odins gave, jfr hapt-sænir), K,orm 1, 5; jfr heiðfé, heiðgjgf, heiðmaðr.

Heiðabœr, -býr, m, Hedeby (i Sønderjylland), Hfr 2, 5, pjóðA 1, 6, pfagr 1. 6, Anon (XI) Lv 7. Jfr Haukabær engang i Frisb. (heiða kan formelt være gen. pi. af heiðir ₌ haukr).

heiðar Anon (X) II B 7 er dunkelt på grund af den forvanskede sammenhæng.

Heiðarkolla, /, fjældtinde på Snefjælds-nœs, Bárð 1.

heiðarmaðr, m, hæderfuld mand, en mand i en höj stilling, kong Erik, Mark

1,  4.

heiðbjartr, adj, lysende på den klare himmel, h-bjgrt sól ESk 6, 67.

heiðbúi, m, 'hedebo', slange, pul IV qq 3.

Heiðdraupnir, m, ukendt mytisk person, hauss H-is Sigrdr 13.

heiðfrgmuðr, m, 'som fremmer, hædrer, ved gave, sold', fyrste, konge, Ht 48.

heiðgjof, /, gave, bestående af sold, Ion, guld, verja vala leiöar (acc.) h. (dat.) Ht 18; h. jofra konungs, den helligånds Ion, gave, Heilv 12.

1.  heiðingi, m, 'hedebeboer', ulv, pul IV ee 1, váðir h-ja, ulvehdr (beklædning), hår h-ja Akv 8, il h-ja pBrún 2, hungr h-ja HSn 1, h-ja sut, ulvens sorg, sult, eyðir h-ja sutar, kriger, pjóðA 3, 6, brúðr h-ja, ulvinde, StjO II 11.

2.  heiðingi, m, hedning, Nik 2, LU 53; h-ja lið ESk 6, 55, h-inn Mey 20.

heiðinn, adj, hedensk, h-in goð Hák 21, Rst 9, h. stalli pvíðf, h-ins i en forvansket sammenhæng, Anon (X) II B 7, mgrk heiðins dóms, Norge, Tindr 1, 7, ór h-num dómi Hfr Lv 8, hefja ór h-num dómi, døbe, Sigv 13, 11, h-nir rekkar Sigv 3, 4, jfr 3, 5, heiðit folk Arn 2, 12, HsH

2,  8, h-nar dróttir ESk 6, 28, h-nir lýðir pormól 3, h. herr Mark 1, 21, h-in hjortu Mark 1, 22, h-it vif Hskv 2, 5; Isldr 6, h. jarl Isldr 18, h. hildingr Rst 7, peir vgru h-nir Ód 15, h-nar stjornur (hedenske symboler) Sol 60, h-nar bækr LU 4; — udøbt, h-it barn, EGils 3, 1. Jfr all-.

heiðir, m, høg, pul IV ss 1, i kenninger for arm, h-is vingameiðr, høgens træ, det træ som høgen sidder på, Eg Lv 12, h-is hlíðar land Korm Lv 43, h-is reiðir Ht 48, h-is gata (ved rettelse) Sigv 13, 14, h-is stallr, halda h-is stalli of e-m = halda hendi of e-m, beskytte en, Hafg 2, h-is skotJQrð, ganga e-m á h-is skotjgrð