háss

234

hefn

háss, ad\, hæs, hgs vglva Korm Lv 48, h-ir hváptar SnE II 198.

hásætr, n, sæde, plads, ved åretollen, h-rs hljótr, matros. Anon (XIV) 1.

hátta, (-aða, -aðr), indrette, ordne, sås h-ar flestu vel Rolb 2, 4.

háítnæfr, ad'}, som har smukke lader, beleven, PI 30.

háttprúðr, adj, s. s. foregående, Od 9, h-ast hjarta Od 19.

háttr, adj, synes at være det (grund-) ord, hvoraf hætta fare' (vb hætta) er dannet, men som kun forekommer én gang, farlig, Vinöum h. Sigv 1, 8.

háþyrnir, m, 'hud- (o: hovedhud-) tjórn', hår, h-is geirr, redekam, Eir h-is geira, kvinde, Rorm Lv 8 (af hg, f, hud, spec. hovedhuden). Jfr Bugge, Aarbb. 1889 s. 44 f.

heðan, adv, 1) herfra (vokalens korthed fremgår f. eks. af en linje som heðan sék reyk þanns rjúka og heðan í róstu veðri), Grí 28. 37, Ski 39, Lok 7, Fáfn 39 o. s. v., pjóð 4, 2, ESk 6, 63. — 2) fra dette sted, o: på dette sted, her, bíða h. vindbýsna pjóð 4, 2, bíöa (þín) h., Hárb 14, Am 39, Sigv 13, 12; austr h., øst fra dette sted af (regnet), d. v. s. i østen, Lok 34.

heðankváma, /, rejse herfra, undslippen herfra, Hæng II 7.

1.  heðinn, m, skind, skindpels, es i h-in hvern handar væni, under enhver pels kan man vænte en (kraftig) arm, Håvm 73 (jfr Saxos: vili interdum amiculo validas subesse manus / 285); heöna (jpórir), ensbetydende med tilnavnet flik til pórir, Játg; síðr h. Refr 5, 2.

2.   Heðinn, m, (egl identisk med foregående og oprindelig tilnavn), den berømte sagnkonge, Hilds mand, og sø-konge, Hjarrandes sön (jfr SnE I 432— 36), Rdr 10, Hl 23 a, H-s kvøn, Hild o: kamp, Rrm 4, vgn H-s kvgnar Giz sv 2, H-s man, d. s., H-s manping, Hilds ting, kamp, pjódA 1, 8, H-s meyjar Týr, kriger, Hfr 3, 17, H-s mála Ht 49, H-s snót Qrett 2, 4, H-s snótar þingmót Sturl 1, 1, H-s leika (ved rettelse) Hálfs IV 3. I kenninger, for kamp: H-s byrr Vell 22, H-s drifa VGl 11; H-s rekkar — Hjaðn-ingar, deres bekkdómr, kamp, Hfr 3, 11,

—  for skjold: H-s ggtt Nj 6, H-s veggr Vell 23, H-s bóga rauðmáni Vell 7, — for hjælm: H-s reikar faldr (rettelse for folk), H-s reikar faldfúrr (jfr leikr), sværd, Vell 37, H-s reikar skgl (skálleikr), pdr 11,

—  for brynje: H-s serkr Hfr 3, 13, H-s váðir Vell 30, H-s fit Hróm 2, — H. Hjörvards sön, broder til Helge, HHj 31. 33. 34. Jfr Skart-, ulf-.

Heðinsey, f, Hedinsø (Hiddensee ved Rugen), Hhund I 22, pul IV bbb 7.

heðra, adv, her, Steinn 3, 6, Herv II 5, Gd/3 49. Jfr hiðra.

hefð, /, værdighed, hæder, h-ar vinna, udmærket arbejde, Anon (XIII) B 50.

hefill, m, egl 'som hæver, løfter', de bånd, hvorved sejlet kan sammensnores

og løftes, idet de stikkes igennem huller i sejlet (jfr Falk, Seew 68), pul IV z 7, h-s marar, skibe, pGisl 2.

hefing se hæfing.

hefja, (hóf, hafinn, fem. hafið analogiform), 1) hæve, løfte, h. e-n at lopti, om en der hænges i galge, Yt 10, Volundr hófsk at lopti, svang sig op i luften, Vol 29, h-ask i fjall, flyve op i, Merl I 26, h. e-n til himins SnE I 288, víf hafit í vagna, løftet op i vognen (interessant udtryk, der hænger sammen med vognens indretning), Guðr II 35, h. (hurð) frá hliði, løfte dåren fra døråbningen, Fj 10, h. af hvera, løfte kedlerne af (ilden), Gri 42, hófsk hver af herðum, løftede kedlen af sine skuldre, Hym 36, hófsk hver upp á hofuð Hym 34, h. ættar ask upp í Goðheim, tage sönnen op til gudernes hjem, St 21; h. sveit yfir sféras øfri LU 72, h. blóð yfir himna hæðir Lil 67, h. sér at armi, løfte, tage, op i sin favn, Sigsk 4, h. upp róg-segl, løfte skjoldet (til kamp), Vell 7; h. gnipur ennis, løfte øjenbrynene (til tegn på glæde; ved rettelse), Eg Lv 14, h. augu af e-m, tage öjnene fra en, Korm Lv 4, hæve, løfte, bære, om bølgerne, der bærer på sin overflade, hana munu h. bgrur Sigsk 62 jfr Ghv 13, upersonl., vandar dýr hóf at landi Vell 20; — part. hef jendr Hlakkar tjalda, skjoldenes bærere, Grett 2, 9, — hafit (det løftede, men jfr kommentaren) fellr Ht 20. — Med gen., h. handa, (for at) foretage sig noget djærvt, godt, Nj 12. — 2) hæve, løfte (især med hensyn til hæder), hófsk hlyri pjóðA 2, 3, h. hoddstiklanda, göre anselig (af udseende), Ht 39, h. helgan stað Merl II 59, h-ask af gunni pjsk 1, 1, vegr hófsk með sigri Rst 20, jfr hófsk þú stórum (hds hostv), du hævede dig, viste dig stolt, overmodig, Am 97. — h. ór heiðnum dómi, løfte en fra hedenskabet, døbe, Sigv 13, 11; h. e-n frá fjónum, befri en for (ens) had, Arbj 11; — h. lit, bære en ud (til graven), begrave, Am 102. — 3) begynde, h. hróðr ESk 6, 9, rekstefju tekk h. Rst 1, h. heitstrenging-(ar) Jorns 11. 12, leyfð hefsk pKolb 3, 8, hófsk freistni svá PI 13, h. Rómfor Nkt 27, h. upp íðn Hsv 99, upp vas hlldr of hafið (-in) Hák 2, starf hófsk upp porm 1, 1; herðiþundr mun hef jask, vil fremstå, Nj (XII) 5; hertil må henføres: skgpt hófu brinna Haustl 13; — h-ask upp, fjærnes, upp hófsk angr Jór 4.

Heflir, m, søkonge (måske s. s. Hemlir pul IV a 2), H-is hestar, skibe, Rrm 5.

hefna, (-da, -t), hævne, absolut, síðr þú hefnir Sigrdr 22, ef hann yiini hefnt, hvis han kunde udføre hævn, Am 89, ■ skjótt munat hefnt Rveld; som oftest med gen. af den persons eller den sags navn, for hvilken hævnen tages; tilföjes så betegnelse for den person, på hvem hævnen udføres, står den i dativ, h. Qamla Glúmr Lv, h. Grims VGl 11, h. foður Gri 17, Grip 9, Vsp 55, Isldr 5, h. bróður Fáfn 33, Isldr 8, h. sefa Hhund