hauk

232

hauss

haukláð, n, s. s. foregående, h-s hyrr, guld, PI 44.

haukliga, adv, modigt, h-a(st) hef ja heit-strengingar, v. 1. til haukligar, Jorns 11.

haukligr, ad], modig (jfr 2. haukr), h-ar heitstrengingar (jfr foregående) Jorns 11, þat vas fikjum h-t Jorns 41; h-t kvendi, den djærve kvinde (måske tages der her sigte på öjnenes skarphed), Vigl 7.

hauklundaðr, adj, høgesindet, modig, Mark 1, 1.

hauklundr, adj, s. s. foregående, Steinn

1,1.

hauklyndr, adj, s. s. foregående, Jorns 8. 42.

haukmaðr, m, modig mand, (2. haukr), h-a lund Hálfs IX 4 (egl. maðr som er haukr, jfr haukr réttr est þú).

haukmærr, /, 'høge-land', arm, h-ar Hlin, kvinde, Korm Lv 5.

hauknistir, m, 'høge-føder', Hildar h., ravnens føder, kriger, PI 19.

hauknys GSúrs 25 er forvansket, mulig af h(r)annlogs.

/. haukr, m, 1) høg, pul IV ss 1, xx 1, h-ar íljúga Guðr II 41, fleygja h-i Guðr Il 18, tveir h-ar (brændte med lig) Sigsk 67, Hgbrók h-a, (den ypperste) blandt høge, Gri 44, hvass h. Am 2, 16, h-i troðinn, om armen, Eg Lv 12, h-s bjalfi, høgeham, Haustl 12; i samme funktion som 'ravn' bruges h. i det hele ikke, dog findes der et par eksempler, hvor dette synes at være tilfældet: h. sleit hold Krm 19. — 2) betegner alene unge, raske, kække mænd (jfr haukmaðr), h. réttr est þú Horða dróttinn Am 2, 1 (jfr glíkan berr þik hvossum h-i Am 2, 16), hefnendr Haralds eru h-ar gorvir pjóöA 4, 26, h. gorr at hug, fuldkommen høg med hensyn til mod, Hålfs IX 1, h-ar báðir, bægge sande høge, Hålfs IX 14 (hvis ikke h-ar her skal opfattes som mandsnavn: 'to Høge', mænd af det navn), rýkr of h-a Hålfs VII 1 (her foreligger næppe fuglenavnet). — 3) i kenninger, for ravn: Óðins h. Hhund II 43, Hlakkar h. Am 2, 14, Ht 5, Ounnar h. Hróm 1, bQÖvar h. Hl 37 a, odda Leiknar h. Hallv 6, geirraddar h. Isldr 19, hræs h. pGisl 7, h. hjgrdoggvar pmåhl 15, hrælækjar h. GSúrs 31, hræva lækja h. porm 1, 14, — for mand: h-a skyldir, som lader høge flyve (som pligt), hvis ikke h-ar her betyder 'modige mænd', Hfr 3, 1, — for arm (jfr SnE II 429): h-a frón ESk 1, 4, h-s hauðr Rv 34 (sammenhæng uklar), h-s holmr VGl 2, h-s kolfur pjóðA 3, 27, h-a fjoll pGisl 7, Eyv°Lv 8, h-s hgfjoll Eg Lv 41, h-a klif Eg Lv 14, h-a "hoklif Hfr 3, 21, h-a nes pmåhl 14; h-a s°etrs (Skogul) porm 2, 24, h-a setra (Hildr) TV; 13, h-a ferja Sturl 4, 37. Uklart er eiös h-ar ppyn; — stafns h-ar, stavnens høge, Drv (XI) 8, hvis det ikke betyder 'helte i stavnen'. Jfr morð-, sparr-.

2. haukr, adj, kæk, stolt, et sådant adj. synes bestemt at foreligge i: hauk

glbækis Hlin Tjgrvi, hauk gæi-prúðr lúðrs Ormr 1, 5. Jfr no. hauka (seg).

haukslóð, /, 'høge-vej', arm, Hl 24 a.

hauksnarliga, adv, høge-rask, rask som en høgs færd, Qrv VII 8.

hauksnarr, adj, høge-rask, rask som en høg, pstf 1, 7, Hl 6 a, h-t brjóst Ragn V 10.

Hauksnes, n, sagnhistorisk sted, Qrv VII 11. Et H. fandtes på Meginland (Mainland, Orknøerne), v. 1. er iøvrigt Hvarfs-, Holms-.

hauksnjallr, adj, modig som høg, pstf 1, 1, Nik 1, 1, Ólhv 2, 7.

haukstaldi (eller -staldr?), m, ordet findes kun i gen. pi, og allevegne skrevet hajkstallda (au), undt. i pjóðolfs vers i R: -stalla (W stallda), vistnok blot en skrivefejl; af pul IV hh 1 er det klart, at ordet er blevet opfattet som betegnelse for 'fyrste, konge': h-a heiti o. s. v.; således må det også opfattes i konr h-a, om Magnus d. gode, pjóðA 2, 4, i vinr h-a Oddrgr 6; medens det i gramr h-a, Sigsk 31, snarere skulde betyde noget som 'hirdmænd', 'stolte krigere'; denne betydning kunde også passe Oddrgr. Den svarer bedre til og er nærmere ved den oprindelige betydning; der kan nemlig ikke være tvivl om, at ordet er identisk med oldtysk eller angelsaksisk hagustalt, hagustold, hagusteald, og burde egl. lyde hogstaldr (-stallr), men ordet er åbenbart blevet folkeetymologisk omdannet og sat i forbindelse med haukr 'høg'; i Vals-fjordindskriften findes ordet i formen hagustaldiR og i Kjölevig-indskr. i formen hagustaðaR (i den første fejlagtig -iR f. aR, i den sidste er 1 udeladt eller glemt). Jfr Falk, Akad. afh. (1889) s. 16.

haukstorð, /, 'høge-land', arm, h-ar Mrr, guld(ring), pfagr 1.

haukstrind, /, 'høge-land', arm, h-ar Hlokk Rv 6.

tiaukstrgnd, /, 'høge-strand(-land)', arm, h-ar mol, guld (mærk sammenstillingen strandar mol, strandgrusfsten}), Hfl 17; h-ar hyrr, Í. s., þverrir h-ar hyrjar, gavmild mand, GSvert 9.

hauktorg, n, 'høge-torv', arm, GSvert 7 (hds. hug-).

haukvgllr, m, 'høge-mark', arm, h-ar skorð, kvinde, Rv 15.

haull se holl.

hausamølvir, m, sværd (egl. 'hjærne-skalleknuser', v. 1. mQlnir), pul IV l 5.

hausmjojl, /, 'hoved-sne', hår (grå hår?), ESk 13, 10.

hausreytir, m (hds har: ræyti, royta, ræya), hovedskal-plukker', 'som hakker i en hovedskal', Hymis h. kaldes ravnen Harkv 2, uden at grunden til en sådan kenning kendes; der er en del, der taler for, at hausrofi er det rigtige; betydningen er den samme og grundlaget lige dunkelt. M. Kristensens opfattelse i APhS V, 69 er næppe rigtig.

hauss, m, hjærneskal, hoved, Rst 26, i