hang

227

happ

138, h. við galga Hjálmþ IV 18, sá dróttin h-anda, på korset, LU 56.

hangagalgi, m, 'nedhængende galge', h. tangar, tangens nedhængende galge, hånden (armen), den galge, som holder tangen (næppe 'som tangen hænger i'), Rv 7.

hangagoð, n, 'de hængtes gud', Odin, heimboð h-s Hav 14.

hanga-Týr, m, 'de hængtes Ty (gud)', Odin, hQttr h-s, hjælm, VGl 10, rimma h-s, kamp, EGils 3, 7.

hangferill, m, 'nedhængende vej', h. hringa, arm, Refr 1,1.

hangi, m, som hænger, hængt mand, nema Yggjar feng und h-a Jorns 2, h-a (ved rettelse) valr, ravn, Tindr 1, 7, jfr Hást 5, mor h-a, d. s., Lids 6, svanr h-a pGisl 8, h-a gagl, d. s., Hfr 1, 2, Huginn fló til h-a SnE II 142, orn fló til h-a Bj krepp 4, h-a heimþinguðr, Odin jfr han-gagoð, pBrún 3, h-a Dvalinn, d. s.(?), pSíð 2; Odin selv kaldes h. (jfr Håvm 138), h-a hrynserkr, ringbrynje, Tindr 1, 1; — liðar h-a leygr, guldring, enten er h. her at henføre til liðar, liðar h., arm eller finger(P), eller til leygr hængende lue', Halli, h-a galgi se hangagalgi. Jfr Falk, Ark. XXXIX, 86.

hanginlukka, adj, f., som nagler hænger ved, om en husmoder, Rp 23.

hangr, adj, nedhængende, h-ar tjglgur, lange, nedhængende arme, Gautr II 25.

Hangrar, /. pi, Hangran (i Sverrig), Sigv 9, 1.

hangrvalr, m, h. hanga, ravn, Hást 5, men hvad hangr- betyder her, er ganske uklart, jfr Meissner s. 174.

hani, m, hane, pul IV uu, xx 2, fagr-rauör h. Vsp 42, sótrauðr h. Hels hane, Vsp 43; Fj 23, h-a fjaðrar Bjark 1. Jfr Óðins-.

/. Hanki, m, ø ved Norge, Hankø (i Kristianiafjorden), pul IV bbb 7.

2. hanki, m, hank, løkke (sejlløkke) i skibssiden (for at fastgøre sejlskødet), pul IV z 7; h-a hlébarðr, skib, Arn 2, 3; (h. handar, ring, SnE II 429).

hann, pron. pers, kun i mase. og fem, udfyldt med ntr. og plur. af sá sú (angående former med á, g — hann står selv for hánn af hánr — se Skjspr. 75— 76; til de dér anførte eksempler på hána kan föjes Od/3 40, hun i fem. Mv III 11), han, hun, viser altid tilbage til en i forvejen ved navn nævnet eller antydet person, væsen eller hvadsomhelst levende eller dødt (ting, begreber o. s. v.), f. eks. Vsp 26, Lok 40, Grip 29; Håvm 11, Sigrdr 35, Vafpr 12, Håvm 150, Sigv 13, 15, ESk 6, 7. 11 o. s. v. (se Gerings Worterbuch); enkelte steder kommer navnet bagefter: svá htjnum gafsk, Sgrla Sól 20, út bar

hann..... Oollbúi Jóms 37, jfr Rst 2;

enkelte gange står det overflødigt efter navnet: Goðrún ... gekk hon (men her

skal hon vist stryges) Ghv 9; jfr h____

hilmir Rst 11; enkelte gange findes det

lige foran ordet (som nu i daglig tale på Island), á vald hans Vígolfs Sól 20 (hvis der ikke her foreligger en forvanskning: á Vígolfs vald?), þess galt hon gedda Herv IV, hann Áðám Lil 43, h. ijandi LU 47. — Nogle gange bruges det om den talende selv, hvor man væn-tede ek 'jeg' (jfr skjaldenes måde at betegne sig ved skáld og lign.), eigi h. jgtnar Am 33 (her er der dog måske en tvetydighed tilsigtet), kná hon sofa HHj 24, látir hana (= mik) eina Lok 53.

Hannarr, m, dværgenavn (egl. 'den kunstfærdige' jfr Bugge, Tidsskr. f. Phil. VI, 89 f.), Vsp 13, pul IV ii 5.

hannbrjótr, m, vistnok fejl for hrann-(da rimet er nn : nn), hyrjar h., = hrann-hyrjar brjótr, guldbryder, konge, Eg Að 1.

hannlog, n, næppe for handlog, arm-lue, guld, men da rimet er nn: nn for hrannlog, bølgeild, d. s., hælibrekka n-s, kvinde, GSúrs 25.

hannyrð, /, kunstfærdigt broderi (væveri), hafa á h-um, udføre et sådant, Gudr II 15. Jfr H. Falk, Arkiv III 89 f.

hanzki, m, hanske, Hårb 26, Lok 60.

happ, n, 1) held, fordel (som man vinder eller som tilfalder en), talði h. hgnum Am 89; h. es Gr'ett 2, 2. — 2) heldig gærning, vinna sjaldan h., udøve, volde, mange ulykker, Isldr 26. — 3) især om held i kamp, eller dennes heldige udfald, sejr, vinna h. (hgpp) porm 1, 1, valda h-um Rst 10, með sigr ok h-um Gd 6, h. sotti konung Hl 24 b, hressa hgpp Ht 93, gera hgpp Ht 40, unna h-s Gunnl Lv 11; h-um studdr Oddr 1, h-um reifðr Has 49, PI 15, h-s geymir PI 43. Jfr Ó-.

happalauss, adj, uden held, som ingen sejre har at opvise, Hjålmp 1 1. Jfr happlauss.

happauðigr, adj, rig på sejre, pnrm 1, 8.

happkunnigr, adj, som kender (eller er berömt for) fordele, d. v. s. som vinder fordele (hos en anden ved forbon), om jomfru Marias virksomhed hos gud, Has 59.

happlauss, adj, — happalauss, h. kappi Eg Lv 31, h-t, adv, uden fordel, uden sejr, Anon (XIII) B 12.

happmildr, adj, som giver menneskene held, rig på nådesgærninger, om Kristus, PI 31.

happmætr, adj, (adskilt ved tmesis), herlig ved sin velsignelsesrige virksomhed, h-tt skin solar ESk 6, 19.

happreynir, m, som har held med sig, lykkelig mand, Gdfi 11.

happsdgð, /, heldig gærning, jærtegn, ESk 6, 69.

happskeytr, adj, heldigt skydende, heldig som skytte, Kolb 1, 1.

happsnauðr, adj, held berøvet, uheldig, Áóreið.

happsverk, n, heldig gærning, GrHj 3.

15*