ham

226

hang

Sortes død, og SnE II 428), H-is geirs

framr, jætte, Eg Lv 45. I henninger, for rynje: H-is skyrta Hfr 1, 8, Qrv VII 1, H-is klæði Hfr 2, 1, Hgód, ESk 6, 52, H-is serkr pQisl 4, Krm 17, H-is fang Ht 2, H-is væðr GOdds 2, — for hjælm: H-is faldr (se faldruðr) Jóms 14, — for skjold: H-is brik Gyd 4. Jfr laf-

2. hamðir, m, blandt høgenavne, pul IV ss 1.

hamdøkkr, adj, med mørk, sort, ham, om ravnen, Ht 5.

hamfagr, adj, ham-skön, skön af ydre, udseende, né h-t skáldfé kalder Egill sit eget hoved, Arbj 7.

hamingja, /, skæbnegudinde, norne, som kommer til hvert nyfødt menneske, h-jur einar kaldes Mggþrasis(?)meyjar Vafpr 49.

1.  hamla, (-aða, -aör), lemlæste, ESk 6, 60, Mdr 13.

2.  hamla, /, drebånd (bånd, løkke, hvori åren er fæstet, og hvori den bevæges), pul IV z 8, h-ur slitnuðu Am 37; h-ur at brjóta Harkv 17, men her skal sikkert de to verber slita og brjóta ombyttes; usikkert er Anon (X) II B 7; — ordet bliver så brugt omtrent synonymt med 'åre' og rorkarlens plads ved denne, omtrent = halfrými, skiida h-ur, anbringe skjolde på skibets ræling, pjóðA 3, 13, þjóð dreif til hverrar h-u Sturl 3, 4, samnask bað til hverrar h-u Arn 2, 9, hirð bar her-væðr til h-u, her omtrent 'ud på skibet', Arn 3, 2.

3.  hamla, /, hammel (på en vognstang), bruges i alm. i bet. 'stok, stang', vigs h., spyd (eller sværd), vigs h-u vangr, skjold, Mark 1, 21. Jfr folk-, streng-.

hamian, /, hindring (eller lemlæstelse?), Anon (XII) C 28.

hamljótr, adj, styg af udseende, h-t regin, om de af ælde medtagne guder, Haustl 10.

hamloðinn, adj, lådden, Merl II 8.

hamr, m, (-ir, dat. ham og hami), ham, hvad enten der er tale om en til et bestemt dyr horende ham, eller en sådan, en anden kunde tænkes at iføre sig, JQtunn í arnar ham Vafpr 37, gemlis h., örneham, Haustl 2, trolis h. Vsp 40 (her omtr. ₌ skikkelse), lét hami óra, svanehamme, Helr 6, h. Atla, om Atle i en oms skikkelse, Am 19, svins h. Merl I 45, i ham faxa, i en hests skikkelse, Harnid; — vixla homum, veksle ham, udseende, Grip 43; hlátra h., brystet, Hfl 20. — Som (sagn)personnavn Hrólfs 5. Jfr fjaðr-, heim-.

hamragrjót, n, klippesten, Gd 60.

hams, m, — hamr, ham, skede, h. es góðr á fljóðum, kvinderne har et smukt, muntert, udseende, Hfr Lv 21; ormar skríða ór h-i á vár, slangerne skyder ham, Mhkv 6. Jfr fetik

hamskarpr, m, blandt hestenavne, pul IV rr 4; egl. 'med skarp, markeret hgm, lænd', altså mager. Jfr det følgende.

Hamskerpir, m, er vel ensbetydende med det foregående, hest, SnE I 118.

hamvátr, adj, våd på huden (udvendig), gørva báta h-a, lade både synke (i en forvansket sammenhæng), Anon (X) II B7.

handan, adv, fra den anden, modsatte, side, Tindr Lv 2, pórðr andar h. Anon (XII) B 8, senda hnøtr h. Ótt 4, 1; _r længere på den modsatte side, pysja vestan Vatsskarð ok svá h., og endnu længere vest fra, Skáldh 1, Húnaland h., Huneland der langt ude, hinsides havet, Korm Lv 8; hyppig med fyr som præp. med acc, subst. kan da stå enten mellem de to ord eller bagefter: fyr handan jaröar gJQrð, hinsides havet (i Norge), Eg Lv 41, fyr ver h. (h. ver) Guðr II 7, Glúmr Lv, Ólhelg 4, fyr sæ h. Hfr 3, 21, fyr sundit h. Hárb 1.

handarbak, m, (måske rettere i to ord), håndens bag, Sigrdr 7.

handarmein, n, håndskade, lamhed i hånden (mulig rettere i to ord), Gd 13.

handarvanr, adj, (mulig rettere i to ord), hvis hånd er ude af stand til at fungere, som har mistet sin hånd, hjgrð rekr h. Hávm 71.

handaverk, n, hænders gærning, Qautr II 20.

handbani, m, egenhændig drabsmand, som selv har slået ihjæl (modsat ráð-bani), Hyndl 29.

handbál, n, 'arm-flamme', guld, h-s hnykkilundar, (gavmilde) mænd, Rst 34.

handbærr, adj, som bæres på armen, hringar h-ir Harkv 19.

handfagr, adj, med smukke arme, arm-skön, h. kona Korm Lv 63, Jorns 3.

handfúrr, m, 'armild', guld, h-s hreytir, (gavmild) mand, Nj 3.

handlaug, /, håndtvæt, EGils 1, 14.

handlauss, adj, — handarvanr, uden arm (hånd), granda h-um GSárs 16.

handleggr, m, arm (i dens hele udstrækning), eller underarm, h-jar brandr, guldring, h-jar branda Týr, mand, urigtig læsemåde (sen omdigtning) for hrond-uðr olunbranda Ótt 4, 1.

handsax, n, 'hånd-sværd', dolk, leika h-um Rst 25.

handsterkr, adj, som har store håndkræfter SnE II, 196.

handviss, adj, sikker som (ens) hånd, (som en hånd, der er tilstede, uskadt), især i ntr. h-t es, noget er absolut sikkert, Qdp 39; således skal der også læses Korm Lv 14 for det umulige handviðris; adverbielt, Sjórs 3, Rst 11.

hang, sikkert fejl for fang Ód 22.

hanga, (hangi, hekk, hanginn), hænge (intr.), tvau lær hengi, hang oppe (til opbevaring i røg?), Hávm 67, h. með hgum, om det samme, Håvm 134, vargr h-ir fyr vestan dyrr, et ulvebillede er fæstet op, Gri 10, h. á Qngli, om fisk, Rdr 18; særlig om hængte, ganga at h., skulle til at hænges, Am 22, h. á meiði Hávm