hals

225

ham

halsa, (-aða, -aör), omhalse, tage en om halsen, Guðr I 13, III 4.

halsbaugr, m, halsring, (adskilt ved tmesis), Rdr 8.

halsdigr, adj, tykhalset (med bibetydning, af overmod), hilmir enn h-i, om KJQtvi (indeholdende også en hentydning til dette tilnavn 'den kødfulde'), Harkv 10.

halsfang se fang hals under hals.

halsgerð, /, en del af rustningen, nærmest ved halsen (— halsbjorg), freki h-ar, sværd, Merl I 35.

halshggg, n, hug i halsen, þolði h. hQlöa, om Kristus, Likn 15.

halsmen, n, halsring, hlaöin h-jum Am 46, goll ok h. Am 72. Da men alene betyder 'halsring', er det muligt, at digteren uf Am har kendt (og brugt) ordet i en udvidet betydning, 'smykke', som det dog ellers næppe har.

halssfefni, n, hals-stævne', stævnet selv ved 'halsen' (på et skib), pul IV z 7.

haltr, adj, halt, haltende, GStirs 16, Hávm 71. 90. Urigtig v. 1. for héltr EGils 3, 18.

1. liamail, adj, kun i ntr hamalt i forbindelsen: fylkja h-t, kunna fylkja h. Reg 23, h. fylkðu þeir pjóðA 2, 1, sás h. fylkði Gísl 1, 10, hildingr fylkði liði h. Mark 1, 17 (i samme vers hedder det, åbenbart udfyldende-forklarende: risnumaðr lauk rondu, svát hver [rond] tók aðra), þeims \í. fylkja Hálfs VI °10, ok h. fylkja (om Bjarmerne) Qrv IX 12, bað Hringr þá h. fylkja (på Bråvold) Qrv IX 63; hildings vinir sýndusk mér skiida homlur h. pjóð 3, 13. Den hæropstilling, der herved betegnes, er altid bleven opfattet som identisk med 'svinefylkingen', og således opfattede oldtiden selv det, jfr Fas I 380, Fms XI 304; der skal gode grunde til at modbevise rigtigheden deraf; det er ikke lykkedes A. Olrik i Danske Studier IV at give sådanne. Oldtidens opfattelse må fastholdes; fylkja h. betyder: 'at danne en kileformet slagorden'; det er ved denne ganske naturligt, at skjoldene holdes på siderne — til venstre og hdjre —> °g f^or ^al dækningen skal være så god som mulig, må det ene skjold berøre det andet (danne et slags 'skjoldborg', men de må ikke bindes til hinanden, hvad Kongespejlet advarer imod, sidste udg. s. 153); hver side — ligesom siderne på en ligesidet trekant fra toppen af betragtet — danner da én skrå skjoldrække. I det sidst anførte sted er der tale om krigere ombord; da skjoldene her sås langs rælingen hele vejen, og da indsnævringen i stavnen kunde og måtte komme til at ligne en kile, gjorde synet heraf det samme indtryk på skjalden som en svinefylking; der identificeres derfor bægge dele, og der er ingen tvivl om, at ordet h. har været levende i bevidstheden ved midten af det 11. årh. Der er ingen hjemmel til at antage, at denne opstilling kun brugtes

til 'marsj i fremmed fjendeland'. Heller ikke har ordet noget at göre med hamla, 'kullet ko', eller roden i dette og dermed beslægtede ord. Det er dannet af ordet horn, lænd, især på en hest, og udtrykket er hæntet fra den måde, hvorpå en flok heste stiller sig, slutter sig sammen, lænd ved lænd, den ene lidt længere tilbage end den anden, under uvejr (stærk storm og regn), hvorved de finder et slags værn; jfr netop Markus' anførte udtryk at standa h.; sml. det udtryk, som BjHald anfører: hestrinn setr homina í veðrit, 'equus clunes tempestati obvertit'; jfr også hama. Man kunde måske formode, at hamalt stod for ham-halt (af hamhallr), men det er ikke nødvendigt. Jfr G. Neckel Ark. XXXIV, 284 ff. og F. Jonsson Ark. XXXV, 471 MoM 1915.

2. Hamall, m, sagnperson, sön af Ha g al, Hhund II 1. 6; at H. her skulde være et andet (påtaget) navn for Helge selv, er der ikke grund til at antage.

hamarr, m, 1) klippe, især opretstående, stejl klippe, i fjælde eller ved søen, i h-ri Rst 26, á h-ri PI 7, háir h-rar Qrv IX 58, þjóta í homrum Anon (XIII) B 17, brim rak huns hest við h-ra Rv 9; gramr ok brattir hamrar = ingi ok bjorg, j: (kvindenavnet) Ingibjorg, Ólhelg 8; h-rar Haka blálands, klipperne ved havet, Korm Lv 37; h-ra vif, jættekvinde, h-ra vifs byrr, mod, isldr 2. ~2) hammer (opr. 'stenkølle'), slå h-ri Vgl 20, atglamrandi h-ra, jærnsmed, Anon (X) II B 8, h-ra hlynr, d. s., EGils 3, 4, h-ri ofnir hildar serkir, om ringbrynjer, Ólhv 2, 11, h-ri slegnar Hggna váðir Hfr 1, 7, h-ri pœfðar hring-skyrtur Hfr 3, 9, h-ri þcefðar Svolnis skyrtur Krm 12, h-ri þœfðar hringa grá-skyrtur StBárð 1, h-ri kringðr, rundet ved hammeren, Rv 7, glymr af hQmrum Likn 16; især om Tors hammer, pry 1, 2 o. s. v., Hym 23, Rdr 15, dreyrugr h. idr 19, Haustl 18. — 3) blandt skibsdele (uvist hvilken), pul IV z 7, mulig identisk med det i Gutalag k. 36 forekommende h. — 4) blandt fiskenavne (haabrand, Nord-gaard; jfr fær. hemar 'sildehaj'), pul IV x 3 (jfr da. hammerfisk). Jfr gerði-, morð-, þrúð-

hamarsbúi, m, klippebo, jætte(væsen), Qrettis 41.

hamartrgll, n, egl. 'klippetrold', men i verset med hensigt tvetydigt, det er dér en betegnelse for øksen, altså 'en trold med (jærn)nakke', Grettis 10.

1. HamSir, m, Hamde, sön af Jonakr og Gudrun (jfr Sgrli; egl. Hamþér, men allerede i de ældste digte er -pér blevet svækket til -ðir, jfr Bragis linje: samráða þeir Hamðir, Egils geirs Hamðis mik framði; Hamþé, -þés vilde være metrisk urigtigt; afgørende er pSærekssons rim: tamði : Hamði), H. enn hugumstóri Ghv

4. 8, Hamð 6. 24. 26, jfr 21. 27. 31, Rdr

5, kv^ðut H-i hjorleik spara pSær 4, 3; H-is geirr, sten (jfr sagnet om hans og