halfr

223

hallr

f jórði tøgr, fem og tredive, HolmgB 11; h-t fimta hundrað, 450, ESk 6, 55; — h-ir, halvdelen, Hel hefr h-a Am 55, h-ir liggja Hást 1; ntr. halft d. s., h. gekk ór húsi Am 97: — dativ ntr. med komparativ, dobbelt, h-u fleiri (-a) Am 30, Hhund I 25, Sigv 12, 9, h-u meir Akv 23, h-u fremr, meget tidligere, Hamð 2, h-u hæra pjóðA 4, 2; i de sidste eksempler har ordet en mere ubestemt betydning ('meget', 'langt') som i de følgende: h-u hógligra ráð Am 70, h-u betr Korm Lv 56, h-u heldr, meget hellere, Oddrgr 27, Korm Lv 24. — halv, ufuldstændig, h-t nafn, om tilnavnet alene, Hæng II 3 b, hglf es gid, halv, ufuldkommen er menneskeheden Hávm 53, hglf hýnott Ski 42, ægteskabsnat, der kun er halv, ensidig (hvor den ene part mangler), Groth i Festskr. til F. Jonsson s. 240 f.

halfsviSinn, adj, halvsveden, halvt opbrændt, h. hugsteinn Hy'ndl 41.

halfyrkr, ad], som kun kan udføre et halvt arbejde, dådløs person, hgggum h-jan (tids. h i gom ver halft yrkiom), om trællen, Am 61.

hali, m, hale, på en ko, h. kollu pKolb Lv 5, på en ulv, ulfs h., i et ordsprog: nu es u-s h. einn á króki, nu er der kun halen tilbage, Ófeigr 4, jfr ordsproget: skammr er orðinn h. okkarr, vi har mistet meget, det er gået os ilde, Sturl 8, 2; leika lausum h-a, have frit spil, være fri og frank, Lok 49; om en slange, verpr naðr h-a HHj 9, om en jættekvinde i et havdyrs skikkelse, bretta h-a, rejse halen i vejret (for at coitus kan finde sted), modsat sveigja h-a, lade den falde, HHj 20. 21; om borneskræmslet Grýla, hefr á sér h-a fimtán Loptr; om en galts hale, Merl I 40. Jfr skaufali.

/. Halla, /, biskop Páls datter, Ám Am 1.

2. halla, (-aða, -at), bringe i hældende stilling, (af hallr adj), veggir h-ask Anon (XIII) B 4, lengi hglluðumk, jeg hældede længe forover (foran står lutr ek sat), Sól 36, álar h-ask framm, (elve-) strømmene hælder sig frem, o: flyder ned ad bakke, SnE II 216, h-ask milli kalis ok þýjar, lægge sig ned mellem kalven og trælkvinden (i en bås?), Qrv VII 12, h. dómi, fælde en urigtig dom, Mark 1, 8; h. tekr at telja, det lider mod slutningen at opregne, Nkt 58; h-ask gøroir af hreinum hætti, handlinger afviger fra renhed, Pet 7; h-ask af (brú), forvilde sig ud fra (Kristi kors som bro til himlen), Likn 35; om kamp, der hælder sig til én side', tager en vending (til gunst for den ene, ugunst for den anden), (orrostu, dativ) tók h. á skíra Skagfiröinga, begyndte at tage en uheldig vending for, Ingj 2, 3. Part. præs. hafvita h-endr, som lader guldel hælde sig, gå (som uddelt) til én side, guiduddelere, Hókr 6 (i øvrigt rettelse af hallands).

1. Halland, n, Halland (i S ver rig), Am

6, 2, Bkrepp 1, Halli 1, Steinn 1, 3, Sturl 3, 4. 7. 11.

2. halland (o: hall-land), n, 'sten-, klippeland' (af hallr subst.), marr h-s, bjærg-strom, pdr 7.

3.  halland (o: hall-land), n, 'hældende, stejlt affaldende land', (af hallr adj.), h. hattar, hoved, Bjhit 2, 7. — h-s, Hókr 6, må anses for at være forvansket af hallendr.

hallarr, m, blandt viðarheiti, pul IV kk 2.

Hallfrøor, m, skjalden H., Rst 34, Isldr 12.

Hallgarðr, m, — Grjótgarðr (jarl, hall-— grjót-), mggr H-s Hál 10.

hallgeislaðr, (v. 1. -gíslaðr ét hds), adj,. 'af sten (hallr subst.), d. e. stenfarve, strålende' (geisla, udsende stråler), h-at Hildar tungl, det af lyse farver strålende skjold, Ólhv 2, 10.

Hallgerðr, /, H. langbrók, Nj 17.

Hallgrimr, m, islænder i 10. årh., Háv

3.  5. 7. 10, — en viking Nj 10. hallhrimnir, m, blandt hjælmenavne,

pul IV s 1. Halli, m, digteren Grautar-H., pjóðA

4,  16.

hall-Ilmr, /, 'stenens (o: steinasørvi's) gudinde, kvinde, Korm Lv 14 (adskilt ved tmesis).

Hallinskíði, m, 1) navn på Heimdal (SnE I 100), tennr H-a, guld (jfr Gollin-tanni), ógnarstafr H-a tanna, fyrste, Gráf 13. — 1) navn på vædderen, pul IV aa; om ordet, hvis forklaring er usikker, har noget at göre med hornene, er uvist.

Hallmundr, m, en bjærgrise, Bergb 1, Grettis 32.

halloki, adj, 'med hældende åg', udtrykket måske hæntet fra den ene okse (i et forspand), der var mindre (og ringere i kræfter?) end den anden, verða h., komme til kort, blive besejret, opt så hefnisk er h. verðr Hsv 67.

1.  Hallr, m, H. Teitsson, 12. årh., IngE 2, jfr 3. hallr.

2.  hallr, m, stejl skråning (klippe),. sœkja neðan í hall Hskv 2, 7.

3.  hallr, m, 1) sten, især en lille rund-agtig sten, h-a (rettelse for hallar) Fulla, stenens (o: steinasørvi's) gudinde, kvinde, GSúrs 37; — h. hugstrandar, brystets sten, hjærte, Leið 42; h. orða (ved rettelse), tungen, Katr 1 jfr Meissner s. 138 og Falk, Ark. XXXIX, 87, — også om större sten, o: Grottekværnens runde stene, Grott 10. 12. 17. 23. — 2) farve (identisk med steinn, s. d.), hlunns hestr h-i glæstr (= steint skip), smukt-malet skib, Oddi 3. Mandsnavnet er identisk med dette h. Jfr Ó-.

4.  hallr, adj, hældende, som står skrat, hgll k\ii,skrånende klipper, Sigv 13, 26, h. fótr, hældende, haltende fod, Bergb 1, Grettis 32, með h-u keri, med hældende, o: halvfyldt (egl. et som kan hældes, uden at der spildes) kar, Hávm 52,