hald

222

halfr

2, 2; h. (hulðar hetti) er urigt. for falda porm 2, 7; h. e-u framm Grott 15. — 9) intransitivt, bevæge sig, begive sig, styre (intrans.), h. til vinstra vegs Hárb 56, h. til búðar Nj (XII) 7, h. til hafnar Eg Lv 1, h. heim Fj 3, Re g 9, h. aptr Bragi 2, 1, h. framm Eyv Lv 4, h. undan (af snæris vitni), flygte, Sigv 12, 19, pfagr 8, Hfr 3, 16, h. á flótta Hálfs IX 10; lið helt þingat Sigv 1, 10; skeið helt í móöu pKolb 3, 9. — 10) holde, vare, ey bað h. Hhund I 4, sólin helt, solstrålen holdt, gik ikke itu, gav ikke efter, Mey 51. — 11) absolut, beholde sin sag, hævde sig (og sin magt), h. fullara Sigv 7, 6, h. til fulls við e-n, hævde sig overfor en, Isldr 22; her er en dativ oprl. underforstået.

—   B) med accusativ, 1) bevogte (dette skal være ordets grundbetydning), beskytte, overholde, h. geitr Hhund II 22;

—  h. heit Ólhv 2, 4, h. eiða Grip 31, h. orð sin Sigv 2, 13, Grett 2, 8, h. goðs log Mark 1, 8. — 2) besidde, h. sess Mark 1, 2, staði h-andi, besiddende sit (faste) sted, LU 1; jfr h. vorö, holde vagt, HHj 23. — 3) beskytte, goð heldr veldi e-s Mark 2, støtte, h. Harald her-skildi Steinn 1, 5, underholde, h. vel hus-karl Sigv 3, 18, h. vel val gallópnis víðis, beværte, føde, ravnen godt, Skúli 1, 1. — 4) beholde (med urette), h. veginn arf SnE II 198; — vætki h., ikke holde fast på noget, være føjelig, Am 101. — 5) fejre, h. helga daga Sól 65, h. hgtíö ESk 6, 36, LU 74, h. helgi skilfings Sigv 12, 25. -C) 1) absolut med adv., illa, få et dårligt resultat, lide skade, hefr þinn faðir haldit illa, Eskål Lv 3, old hefr illa haldit Anon (XI) Lv 5, hQfðum haldit illa Qrv IX 45. — 2) medium, h-ask, holde sig, stå fast, beholde sin gyldighed, biök hans aldr h-ask Ótt 1, 3, h-isk vorðr Sigv 5, 3, skjgldungr helzk skemr, le°vede kortere, Sigv 12, 21, lengr at h., holde stand, pjóð 3, 4, láta lgg h. Sigv 11, 5; skjald-agi h. Ht 54; haldisk lik at liðum, legemet holde sig med hensyn til lemmer, Gróg 12. — 3) aktiv upersonligt, med dat., vare ved, því helt BjH 7, Mistar regni heldr Ht 62, rógskýja regni helt haustncjtt Arn 3, 12; því skapi hefr haldit oss, det sind har holdt sig_ hos mig, Jorns 4. — 4) part. aet., eiga h-endr, have nogen, som holder en i ave, have tugtemestre, Hávm 29, h-endr skjaldar, krigere, pmåhl 4. 16, Nj 5; h-endr hjalma ok skjalda Nj 6. — 5) part. pass., haldnar eldingar, lyn, man holder (om skældsord, jfr sammenhængen), pjóðA 4, 14. — 6) med præpositioner, h. á, være beskæftiget med (helst vedvarende, flittigt), h. á sýslu Rþ 14, h. á fgr, være på rejse, Sigv 12, 27, Qrv IX 26, h. á vápná þingi Eg Lv 11, h. fast á logum e-s, holde fast ved ens love, Sigv 11, 4, h. hæft á veldi, udøve sin magt på passende måde, Ótt 2, 19; — h. á keri, holde på karret, beholde det (istedenfor at lade det gå vi-

dere) jfr dog M. Olsen MoM 1926 s. 103 f., Hávm 19 (jfr Eir. Magnusson, Cambr. Phil. soc. proceed. 1887); — h. á sári e-s, være meget beskæftiget med ens sår, o: udbasitne det for spots skyld, pKolb Lv 5; h. á lopt (acc), udsprede noget (som rygte), Mhkv 14; — h. fyrir, holde stand, pjóðA 1, 18; — h. undan e-u, undgå noget, unddrage sig noget, ESk 13, 2; — h. und farmi, bære, løfte, en ladning, om skib, ESk 13, 7; — h. upp, upersonlig, meðan upp h-r (v. 1.) skeggi, sålænge skægget holdes oppe, o: sålænge en lever, Ry 32; h. upp pvi es valda, bøde for hvad de forbryder, pjóðA 3, 24; — h. við, holde stand imod, h. við skotutn Merl II 65.

haldboSi, m, 'som bebuder at ville holde', hildar h., kriger, Vell 30.

hald-Eir, /, 'Eir som holder, bærer', h. foldu, kvinde, Korm Lv 49. ° haldframr, urigtig v. 1., ESk 6, 57, for hjaldrframr, s. d.; ordet skulde betyde 'fremragende ved sin hjælp'.

haldkvæmr, adj, som kommer til nytte (jfr koma i hald), GOdds 5.

haldorðr, adj, ordholden, tro, Hhard 19,. Krm 18; som trodsig fastholder sine (urigtige) ord, Sigv 13, 29.

Haldórr, m, H. Snorrason HolmgB 12; — en anden Guðl.

haldruðr se hjaldrruðr.

haldsamr, adj, som kan, forstår, at holde det fast, som han har, h. á geir-Týs mólu, som kan beholde sit land, Sturl 4, 21. "

hald-Viðurr, m, 'styrende Odin', h. haf-faxa, søfarer, Vell 11.

haldvillr HolmgB 1 er uden tvivl fejl for hjaldr(s)-Ullr, s. d.

halfa, /, egl 'halvdel', så overhovedet del, især egn, verdensdel, pær hglfur Pet 15.

halfargr, adj, halvt fej, blødagtig (jfr argr), skældsord, h-ir menn Hálfs IX 27.

halfbrunninn, adj, halvt brændt, (trúi eigi) húsi h-nu Hávm 89.

Halfdanr, m, (gen. -ar), forskellige sagnkonger, Yt 30. 32, H. hæstr Skjgldunga Hyndl 14, Grott 22; H. svarte Harkv 4, Nkt 3, Arbj 12(P), H. svarte Haralds sön Jór 2. Jfr Skjspr. 45—46.

halfdauðr, adj, halvdød, Hym 37.

halfggrr, adj, halvt opført, ufuldført, h-r inni pSær 1.

halflamiðr, (-inn), adj, halvt knust, Hjálmp III 11.

1.  Halfr se Hglfr.

2.   halfr, adj, halv, hugr ræðr holfum sigri pjóðA 3, 23, h. es auðr und hvQtum, den halve rigdom beror på raskheden, Håvm 59, h-f auövónGra/ 11, h. valr Gri 14, h. hleifr Håvm 52, h-f jorð Eg Lv 9, holf lgnd ok pegnar pjóðA 3, 9, holf vold, halvdelen af magten, Kolgr, h°. heimr Hhund II 35, h-t verk Hym 26, holf lest Mark 1, 30, holf mork Sigv 5, 5, h. eyrir VGl 3, h-ir landaurarS/gf 13, 4, h. þriði tøgr, fem og tyve, Tindr 1, 4, h.