haf

220

hagr

endr, mænd, Eg Lv 42, h-s staf ir, d. s. Arni 2, 1.

haf-Sleipnir, m, 'hav-Sleipne', skib, om Hringhorne, Húsdr 11.

hafsmegin, n, egl. 'havets styrke', d. v. s. det langt ude liggende, dybe, hav, Frp I 17; dog kan ordet her være at opfatte bogstavelig.

hafstétt, /, 'hav-sti', hav, Qyð 1.

hafstóð, n, 'havheste', skibe, h-s Módi, søfarer, porm 1, 1.

hafsirambr, m, hvalart, pul IV y 1; i Kongespejlet (sidste udg. s. 64) kaldes h. 'søuhyre' uden arme og smallere nedenfor skuldrene; den omtales også i Hist. Norw., uden hoved og hale, blot en krop, der tumler om; strambr har hensyn hertil, ordet betyder 'noget tykt, ligesom oppustet', no. stremben 'opblæst', stremba sig 'spænde bryst og mave ud' (Ross).

hafstraumr, m, havström, Sturl 5, 4.

hafsætr, n, 'havbolig', bebyggelse ved søen, Sturl 5, 11.

haftyrðill, m, et slags (sø)fugl, pul IV xx 7 (tyrðill af torð 'skarn').

hafvigg, n, 'hav-hest', skib, hirðiþollr h-s, søfarer, mand, Bbreidv 4, hneigir h-ja (således rigtigt og ikke -jar), d. s., Bjhit 2, 17.

hafviti, m, 'hav-bavn (ild)', guld, h-a hallendr (s. d.), gavmilde mænd, Hókr 6.

haga, (-aða, -at), 1) indrette, ordne, især på en bekvem måde (af hagr, ad}, eller subst.), med dativ, h. svá maga þínum, indret din mave således, spis derefter, Egilss (XII) 4, h. hróðrs smíð, indrette sit digt, Ormr 1, 2, h. spásggu Merl II 96, h-at vel því PI 4; upersonlig mér h-ar opt fyr augum, det (det onde) viser sig ofte som godt i mine ðjne, Has 56 (hvis teksten er rigtig); h. sér til sess, indrette til sæde for sig, til bestandig at have hjem (på et bestemt sted), ploft 3, 2. — 2) give lejlighed til, føre til, nauðr h-ar til frœða, nøden bringer mig til at digte, jeg føler trang til at digte, HolmgB 8, pat h-ar okr til auðar, det vil bringe os lykke, GSúrs 24.

1.  hagall, m, hagl, som runenavn, h. er kaldastr korna Run 13. — hagli Gautr II 5 se hagli og hugsi.

2.  Hagall, m, sagnperson (Helges fosterfader), Hhund II 2.

Hagbarði, m, søkonge (s. s. følgende), H-a hurð, skjold, (jfr hlym-Njgrðr), Vell 27.

Hagbarðr, m, søkonge, pul III 1, IV a 2; hgrðu (hjarta) réö H. Hl 15 a, hals H-s, halsen på (et træbillede af) Hagbard, Rorm Lv 4, H-s hgðnu leif, strikke i gaígen (jfr haðna) Yt 14 (må hentyde til Hagbards død i galgen jfr Saxos 7. bog).

hagbál, n, 'kunstfærdig (indrettet) flamme', h. lagar, kunstfærdig guld(ring), Ht 44.

hagdreyrins, adj(P), et uforståeligt og vistnok forvansket ord, Hrafn 1; v. 1.

hagpyrnis er her lige så uforståeligt. Der synes at måtte foreligge et adj., enten som epitet til 'kvinde' eller 'sår'.

hagfaldinn se haglfaldinn.

hagkennandi, m, 'som kender en indretning', h. hróðrs, som kender, ved, hvorledes et digt skal indrettes (af hagr subst.), men rigtigere er det vist af antage, at hag- er stammen i adj. hagr (der bruges om en dygtig versemager), altså 'digtningens, digtekunstens flinke kender (udøver), skjald', Bersi 1, 1.

hagl, n, haglkorn, haglbyge, h. vá hvert eyri pGisl 9; h-i stokkinn ppyn, af h-i oltinn, som vælter frem pisket af hagl eller fyldt med hagl, om stride fjældelve, pdr 5, h. snýr GOdds 2, harða grimt h. Jorns 32, h. (ok drif) LU 10. 93, h. í hgva viðu HHj 28. I kenninger, for pile: bogna h. Vell 8, h. boga Merl I 34, skógs h. Hl 34 a, alms h. Hl 36 b, h. tvíviðar Merl II 65, h. strengs pham 1, 3, Ingj 1, 1, h. strengjar Hfr 1, 2, ESk 9, 3. 12, 4; på samme måde må også andre kenninger forstås som benja (v. 1. brynju) h. Syv Lv 7, primu h. Tindr 1, 3, sóknar h. Ht 62; peitu h., kamp, Ep ver 2; derimod er brodda h. ikke kenning, men kun 'pilebyge', Anon (XII) B 23. I kenninger for 'tåre' se SnE II 500. Jfr drif-.

haglfaldinn, adj, 'med hovedpynt af hagl', med haglbedækkede toppe, om jorden, pjóðA 3, 3; v. 1. hagfaldinn, der skulde betyde 'med smuk hovedpynt', af smukt udseende (m. h. t. trævækst især).

hagli Gautr II 5, v. 1. hagsi i: af (at) h. sat; dette er blevet rettet til of hugsi 'grublende', hvilket er meget tiltalende. A. Olrik har (Danm. Helt. II) læst á halga (efter no. halge, holge 'halmknippe'), hvilket næppe træffer det rigtige.

hagliga, adv, 1) kunstfærdig, typpa h. of hofuð, give en kvinde en kunstfærdig hovedbedækning (faldr) på, pry 16. 19. — 2) let, bekvemt, hvílur haföar h. Sól 72, ganga h., gå let, ESk 6, 16, hrøkkva h. at móti Merl II 17.

hagligr, adj, 1) kunstfærdig, h-g mynd-an heilags anda, om Kristus, LU 30. — 2) smuk, tækkelig, h-ar konur HHj 1, h-g meyja Mey 31. — 3) behagelig, smuk, h. rómr Qrv IX 19, h-g iðja, smuk, god, virksomhed, handling, Hbreiðm; h-g róð, bekvemme, gode (heldbringende) råd, pham 1, 1.

hagna, (-aða, -at), gå heldig, mér hefr h-at, det er lykkedes mig, Sigv 13, 1, verk h. (hds hQgna) visa, går heldig for fyrsten, gavner ham, Vell 5 (anderl. Reich. s. 199), ef vel h-ar, dersom det går godt, Ólhv 5, 2, lítt hefr h-at pfagr 10.

hagnaðr, m, lykke, fordel, Vell 25, ESk 6, 32.

1. hagr, adj, kunstfærdig, h-ir dvergar Hyndl 7, h. fegrir vagns hallar, om den helligand, Heilv 14, sem hast kunnak VqI 18; dygtig, flink, Egilss (XII) 2, om