haf

219

haf

tive verber; den oprindelige udtryksmåde var da, for de förstes vedkommende ifald de styrede acc, at lade hovedver-bets participium rette sig efter objektet: ek hef hamar folginn pry 7. 8, hefk nipti grætta Hhund II 30, hefk kvalöar kveldriður HHj 15, hafði farna fgr Glúmr 1, 2, hgfum (o: hefr mik) gramr framðan Hfr Lv 5, hergaupur es Haraldr hafi sveltar Harkv 13, upersonligt, glikan hefr of gQrvan mann HolmgB 3, vel hefr Vigr of skepta Korm Lv 58; i alle andre tilfælde måtte part. stå i ntr. sing. både når dette verbum var intransitivt eller som transitivt styrede andre kasus end acc, hefk víða ratat Alv 6, hafði orðit þarfastr Úd 14 (hds urigtig orðinn), vel keypts hlutar hefk vel notit Hávm 107; délte overføres så også på det förste tilfælde: þú felt hefr enn flugartrauða Hhund I 55, hefr þú born borit Lok 23. — På lignende måde udtrykkes fut. exact., ef vill borgit hafa Sigrdr 10, brátt hefk ykr brenda Am 39.

hafbára, /, havbølge, bølge ude på det vide, åbne hav, Bós 7.

hafbekkr, m, 'havbænk', skib, h-s hnig-grund, havet, Ht 75.

haffaxi, m, 'hav-hest', skib, hald-Viðurr h-a, skibstyrer, om Hakon jarl, Vell 11.

hafgeymir, m, 'hav-gemmer, -besidder', hyrs h. ₌ haf-hyrs, guldets geymir, mand, Nj 29.

hafgjalfr, n, 'hav-brus', det brusende hav, h-s (v. 1. til hádýrs s. d., hágjalfrs o. s. v.) viðir, skibe, ploft 2, 4.

hafglóS, /, 'hav-ild', guld, Rst 12.

hafgufa, /, et søuhyre, blandt hvalnavne, pul IV y 1; i Kongespejlet (sidste udg. s. 38—39) kaldes det 'fisk' og beskrives nærmere; navnet betyder egl. 'hav-damp', og hentyder vist til den ropi, som dyret mentes at udsende (jfr suavissimus odor hos Eustathius, jfr Fritzner).

hafhreinn, m, 'hav-ren (rensdyr)', skib, né Rgn viðr h-um frið Ht 19.

hafkaldr, adj, 'søkold', kold på grund af at færdes på havet, h. húfr ESk 1, 3.

haflauðr, n, havskum, skummende hav, Ht 76, stæra h. ESk 12, 17.

hafleygr, m, 'hav-ild', guld, ESk 11, 8, Sturl 4, 37, Gyð 2(P), Hlín hafleygjar, kvinde, Bbreiðv 4.

Hafli, m, jættenavn, pul IV b 1 (Saxos Haphlius; egl. svag form til et *hafall 'grisk'?), fangvinr H-a, Tor, Grett 2, 5.

Hafliði, m, islandsk høvding, H. Mås-son (12. årh.), IngimE 2, Anon (XII) B 5-

hafljómi, m, 'havglans', guld, friðrofi h-a, gavmild mand, ESk 3, 3.

haflogi, m, 'hav-lue', guld, h-a hirðir, mand, G rettis 26.

1. hafna, (-aða, -at), støde hånden imod, støde tilbage, vrage, h. dóm e-s SnSt 4, 4. hafnið Nefju nafna, vrager, jager bort, Hildr, h. fiolmrygjum o. s. v., vrage de holmrygske, Harkv 14, h. e-rri Korm Lv

18, h. nafni e-s, vrage, glemme ens navn, lade det uænset, Am 2, 17, h. eða leiðask hollvini Bersi 1, 3, h. heimi Heil 6, h. hatri, lade være med at hade, Hsv 9, h. gæzku Merl I 55, hofnum opt góöu, ofte vrager vi det gode forhold, viser os uvenlige mod hinanden, Am 70, h. enum hvita lit, • skifte farve, blive rød, Sigsk 31, h. fjgrvi, dø, Glúmr Lv, h. himni Merl I 56, grund h-ar gróða, er ufrugtbar, Merl I 58, h. nafni hrafnblóts goöa, vrage Odins navn, holde op med at tilbede Odin, Hfr Lv 8, h. Dvalins veigum, være ligegyldig for, ikke bryde sig om, tsldr 1, h. ljóðum Hsv 145.

2. hafna, (-aða, -aðr), havne, føre i havn (af hofn), h. sævar hlyn Ólhelg 7.

hafnarmark, n, havnemærke (mærke, der viser havnen eller indsejlingen til en sådan), om den til sten forvandlede jættekvinde, hlægligt h. HHj 30, reisa h. GrHj 3.

haínýra, n, 'hav-nyre', sten, klippe, om Singasten, r&&& fogru h., nå ud til den, Húsdr 2.

hafr, m, buk, pul IV bb 1, h. Hlórriða Hym 37, h-rar heim reknir pry 21, h-ra dróttinn, Tor, Hym 20. 31, jfr Haustl 15, h-ra njótr, d. s., Húsdr 3; h-rar horngQfg-astir Hym 7, h-ra kjot pjóðA 4, 14; hvítr h. Hjprtr 2, sem h-rar (eta) skaf Sigv 13, 28, Heiðrún með tiQfrum Hyndl 46, sildr ok h-ra, Tors mad, Hårb 3 jfr MoM 1917 s. 80. 163 f. 1918 s. 82; betegnelse af en konge Merl II 74; — h. unnar, skib, Reg 16, beror på fejllæsning. — Som mands-navn Grett 2, 8, Anon (XIII) B 50.

hafrakan, m (eller n? v. 1. -raka, hræ-frakki s. d.), blandt sværdnavne, pul IV 12.

hafraukn, n, 'hav-hest', skib, Sturl 4, 16.

haf-reginn, m, båren, løftet, gud, hóg-reiöar h., den i den bekvemme vogn kørende gud, Tor, Haustl 15 (rettelse fra hof-).

/. hafreið, /, løftet vogn (af hefja), hlunns h., den af rullestokke bårne vogn, skib, hlunns h-ar hlœðir, sømand, pdis 2.

2. hafreið, f, 'hav-vogn', skib, leiðendr h-ar, sømænd, pTref 5.

hafrhvalr, m, hvalart, pul IV y 1 (hanhval Nordg.).

hafri, m, havre, findes ikke undtagen i sammensætningen ginhafri, s. d.; Hårb 3 har man også antaget ordet i sildr ok h-ra, om Tors mad, men langt rimeligere er det, at der her menes Tors bukke(kød).

Jfr giⁿ-

Hafrsfjorðr, m, Hafsfjorden (på Jæde-ren), pjóð 3, 4, Harkv 7. 11.

hafroðull, m, 'hav-sol', guld, Sturl 4, 40.

hafrost, /, havström, Ht 74, h-ar hestar, skibe, StjO II 5.

hafskip, n, havgående skib, Mark 4, 1, men v. 1. er hafskíö, rigtigere, s. d.

hafskíð, n, 'hav-ski', skib (jfr foregående), h-a slóðir, havet, Mark 4, 1; h-s hlœðir, søfarer, Sigv 3, 6, h-a hljót-