217

haf

at de betragtede Nordmændenes udtale i det 12. og 13. årh. som den egenlig rigtige og ældste; felgen blev, at da den yngre arkaiserende digtning (o: den vi møder i de såkaldte Fornaldarsagaer) opstod og blomstrede, troede nogle, at den fik et mere ægte og tilforladeligt præg, hvis den fik en tilsvarende, formentlig ældre, sprogform; da var det hovedsagelig på dette punkt, man mente at finde det ægte gamle. Deraf forklares udeladelsen af h, især dog foran r, i Krákumál (jfr herom Vidensk. Selsk. Oversigt for 1905), og sporadisk andre steder (reint vatn en gang i Leid); det samme er også uden tvivl tilfældet med det eksempel af "Starkad den gamle", der anføres af Olaf hvítaskáld (SnE II 104), hvor der bor læses ringhreytanda | rammastan at afli; Olaf har omvendt ment (og læst), at der her måtte være tilsat et h i forlyd i det sidste ord, altså at bægge steder skulde der læses hr. Man finder ikke sjælden i håndskrifter et h tilföjet, hvor det ikke skulde; det beror på en lignende fejltagelse af ortografisk art. I senere islandsk er h virkelig tilföjet foran n i ganske enkelte tilfælde (som hniöra for niðra, hneisa for neisa samt i hreifur for reifr ved sammenblanding med hreifa; omvendt er det nu udeladt i neg g ₌ hjærte, for hnegg; nu siger man også altid ris for hrís ₌ ældre hrýs, vistnok ligefrem ved en sammenblanding). Om udeladelse af h i ord som sidste sammensætningsled (der atter har ført til et selvstændigt ord, alfa for halfa), henvises til grammatikkerne. I rim rimer h kun og udelukkende med sig selv. Overgangen af k til h foran n finder ikke sted.

Haðaland, n, Hadeland (i Norge), Vitg.

HaSar (eller Heðir?), m. pi, indbyggerne af Haðalaud, Gísl l, 6.

haðna, /, hunkid, pul IV bb 2; hgðnu leif Hagbarðs Yt 14 er en betegnelse for 'strikke', men hvorledes den egl. er at forstå, er usikkert; der foreligger måske her et helt andet ukendt ord. Der må have været et træk i Hagbardssagnet, hvorpå kenningen beror.

hadda, /, hank (halvbueformet ring, der går fra den ene kant til den anden efter diameteren), h. skall PJóðA 4, 16 (jfr hringar, — hadda, skullu Hym 34).

haddbjartr, adj, lyshåret, med lys hårvækst, om en valkyrje, Harkv 1.

Haddingi, m, to af Angantyrs brødre (de to yngste) af samme navn, tveir H-jar Hyndl 23, Qrv III 1.

Haddingjar, m. pi, egl. 'de med stærk hårfylde', H-ja val, udvalg af Haddinger, d. v. s. de udmærkede Haddinger, Hál 11, hermed sigtes til nogle berømte krigere, sikkert de samme, efter hvem sagnpersonen Helgi skati H-ja er opkaldt, pul II 1, (jfr prosastykket efter Hhund II, Fas II 8, hvor der er tale om 3 fyrster af navnet Haddingi). Om land H-ja Guðr

II 22 har noget hermed at gøre er usikkert.

Haddingr, m, sagnkonge (søkonge?), harðél H-s Hskv 3, 2; — sagnperson, Qrv IV(5 5.

haddr, m, hår, men kun om kvindens hårfylde, (h. pat er konur hafa SnE I 540), h. es horbeiði-Sif greiðir Korm Lv 7, enn hviti h. Svanhildar Ghv 16, h. losn-aði Guðr I 15, h-a bleika hafa þær (bølgerne) Heiör 20; h. jarðar, græs, hniga i hadd jarðar, segne til jorden, Bjark 3; Anon (XI) Lv 2 synes ordene hristir h-s mjallar at høre sammen; h-s mjoll, hårets sne, snehvide hår, rysteren af snehvide hår, en gammel gråhåret mand; i så fald bruges h. her også om en mands hår. H. Sifjar, — guld, findes ikke nu i kenninger, jfr SnE I 336. 340. — Som mandsnavn Eg Lv 21 (nordmand i 10. årh.), jfr Sigr-.

haf, n, hav (det i prosa mest forekommende navn; egl. 'det hævede'), pul IV u 1, h. glymjanda Reg 16, komask af h-i Sigrdr 10, h. gengr hríðum, stormer vildt, Hyndl 42, drekkja i h-i HHj 19, fyr sunnan h. Gldr 6, Hfr 3, 15, Isldr 21, gen. h-s, (ned) til havet, Vell 25; Oorøris h-s alda, en enkelt bølge af Odreris hav, et enkelt digt, Vell 5, h-s bjarg, klippe ved havet, Hav 9; h-s dagr, guld, Hl 24_r a, h-s hyrr, guld, se hyrsveigir, h. hugtúns Ht 50 urigtig v. 1. for hof, s. d. Jfr rauða-, út-.

hafa, (-ða, hafðr, ntr. én gang haf at: præs, hef, hefr, yngre hefi(r), men denne form kan kun sjælden konstateres ved hjælp af metrum, se iøvrigt Skjspr s. 109), have, have i sin besiddelse, indenfor sit magtområde, 1) om hvad man bærer (har) i hånden eller på anden vis på sit legeme eller lign., h. i hendi Hhund II 22, Ski 23. 25, hefsk lind fyrir (₌ hefr lind fyr sér), har, bærer skjold foran sig, Vsp 50, h. munn (o: i munni), Am 17, h. vápn Akv 40, h. sverð Ski 9, h-andi staf Sigv 10, 10, h. epli ellifu Ski 19, h. hjarta, holde (ens) hjærte, Akv 23. 25; h. skarar jarpar Guðr II 19, h. Qtul augu Hhund II 4, h. hundrað hgfða Hym 8; h. meis á baki Hárb 3, h. dreng und hendi Rst 28; h. gørvi Hårb 6, h. men pry 15, jfr Hávm 61, h. loöa Guðr II 19, h. hjalm Fáfn 19, h. huliðshjalm of e-m, holde, Sturl 4, 3, h. hjalm á hofði Sigrdr 14, h. lit e-s Grip 39; h. móðakarn hart Hhund I 53, h. hug Hhund I 46, II 24 Hamð 27, h. hamra vifs byr, have mod, være modig, Isldr 2, h. móð Reg 13, h. Qst, nære kærlighed, Fj 48, h. óð Vsp 18, h. þráar Fj 50, h. raunir Oddrgr 19, h. heil-endi sitt Hávm 68, h. sótt Oddrgr 2, Fj 36, h. rodd HHj 20, h. i hug sér, tænke over, Sigrdr 20, h. mikit i hug, nære, omgås store tanker, pKolb 1, 3, h. svinna hyggju Hamð 9, h. hyggju sina Grip 43, h. alla snilli Mark 1, 9. — 2) besidde, h. gótt líf Ótt 1, 2, pat hefr eik, es af annarri