gør

216

tosse, d. v. s. opføre sig som en tosse, nar, Sigv 13, 29. — 6) Den slags udtryk danner overgangen til brugen af medium gørvask, hvortil da adj. slutter sig i horn., a) blive, opstå, indtræffe, g-ask kærr pjóð 3, 1, gerskat næmr, bliv ikke lærvillig, modtagelig for, O Sårs 15, g-ðumk tryggr St 22, hugr g-visk illr af villu, bliver ond af vildfarelse, ESk 6, 58, goð g-ask góð Stein-gerdr, g. verðr BjH 7, oss g. hnept setu efni Eyv Lv 1, goðvefr g-öisk jafn, blev, forblev, ganske som för, Rst 30; g. at illu, blive til ulykke, Mark 1, 15, g. til farnaðar, blive til lykke, indtræffe til lykke, Qrip 8, g. at góðu HHj 33, ef i g-isk nakkvat, dersom noget (d. v. s. noget ondt) sker, indtræffer, derved, Am 32;

— b) opstå, blive virkelig, jartegnir g-ask ESk 6, 20, efnd orða g-isk Balti 1, mann-fall g-isk Vell 24, gangr sverða gerðisk Hókr 4, rimmu gangr gøroisk Rst 19, hvé sakar gørousk Hhund II 9, g-visk fjgrtjón at e-u Merl II 89, hregg g-isk at gumnum pGisl 10, gøroisk rgk ragna Am 22, ef þarfar g-ask, dersom der opstår behov for det, dersom det viser sig nødvendigt, Ski 36, Ej 39, mein g-ask á hag, men opstår med hensyn til ens stilling, ens stilling bliver ulykkelig, for-brydersk, Qrip 22; — c) om udfaldet, hvégi's pat g-isk, hvorledes det end 'gör^:sig', hvilket forløb det end tager, Am 35;

— d) opføre sig, g-ask vel, opføre sig bravt, Hfr 3, 14; — e) forberede sig til rejse, begive sig, g-ask at þingi Haustl 10, g. heiman Am 11, g-ask frá priðja pdr 2, g. heiman Hárb 40, — i) ofte med infinitiv, 'give sig Hag med,, berede sig til', g-ask bægja Hfr 2, 8, g-ask at hgggva Jorns 42, g-ask at smíöa Merl II 6, g-ask at segja Brot 15, g-ask at deyja Gudr I 1. 7) / enkelte af de sidst anførte eksempler kunde verbet næsten betegnes som om-

Bogstavet h betegner lige fra det 9. årh. af vistnok kun den samme lyd som senere, nemlig åndelyd; om lyden i den ældste tid har været mere ch-lignende, lader sig næppe afgöre, undtagen i stillingen foran u (jfr den sporadiske udtale i nutiden, f. eks. z&b — hvað). Foran 1, n og r falder h helt bort i norsk omkring 1100, hvorimod det aldrig er faldet bort i islandsk. Uden indflydelse har dog det

skrivende; dette finder i meget hoj grad sted for den aktive forms vedkommende både med part. pass. og — hyppigere — med inf. (med eller uden at); den oprindelige betydning er dog enkelte steder følelig f. eks. g-ðu gyrðan, de gjorde (den) omringet, o: de omringede, Rdr 5, g. herj at Edáð 4, gørra hlifa sér Sindr 8, jfr gørrat J>ráinn vægja Nj I 442, gøroit vatn vægja Am 26, gørout vægjask við Hfr 3, 13, g. at sækja pjóð 3, 1, gøroi bita Korm Lv 27, g. sitja saman Jorns 40, ef skgp gøroi veröa Sigsk 58, g. koma Vol 5, gørrat segja Grip 20, né trúa gøroak Gudr II 20, kyssa gøroi Sigsk 4, gøroiga hjúfra Guðr II 11, gørout freista Mark 1, 32, gørout far festa Am 37, gørout heyra Hamd 18, gøroit hlut piggja, man, d. v. s. du, modtog ikke din lod, du vilde intet modtage (og viste således dit uforsonlige sind), Am 96. — 8) domme (ved voldgift), g. i millum Merl I 42. — 9) med eptir, sende bud efter, g. eptir lækni Hsv 77. — 10) opfordre, ægge, g. e-n at vigi Sigsk 20; i medium: gøroumk at vigi, jeg (vi) æggedes til kamp, Hamd 28. — 11) Sigv 12, 19 findes gørou (for firðu i ét hds), hvilket vilde føre til at antage en frase som gørva e-n sjúkan Hfi, 'berøve en livet', men rimeligvis er firðu den rigtige læsemåde. Jfr misgera.

gørvi, /, dragt, udstyr, brautinga g. Hårb 6, eykja g. (v. 1. til det rigtige greiði, 5. d.) Yt 11. Jfr gorvar.

gørvidraugr, m, 'bevirkende træ', g-ar Ekkils éls, udførere af søkongens byge, krigere, porm 2, 14.

gørvir, m, forfærdiger, danner', g. himna, himlens skaber, ESk 6, 65, g. éla ranns (himlens) ritar (skjolds), solens skaber, Has 26; gunnar g., kriger, Bkrepp 2, g. gnógs styrjar, d. s., pTref 5.

norske bortfald ikke været, idet den islandske retskrivning i det 13. årh. (især dets sidste halvdel) og omkring 1300 er stærkt påvirket deraf, hvilket rimeligvis hænger sammen med den indvandring af Nordmænd, bisper og andre gejstlige, der i det 13. årh. fandt sted. Udtalen selv er dog forbleven upåvirket. Islændernes naturlige ukyndighed i sprogudviklingens gang synes at have medført.