grund

207

groeð

g. mundar fagrvita pmåhl 17, EOils 1, 35, g. gjalfrs hyrs Pét 11, ~ for jomfru Maria: g. guðdóms anda Vitn 25. Jfr ål-, bif-, borð-, él-, hlaö-, hnig-, hodd-, hyr-, jormun-, lýsi-, má-, men-, nál-, rgðul-, silki-, snjó-, snyrti-, snæ-, sól-, sæ-, val-, þorn-, ætt-, olun-.

Grundar-menn, m. pi, mændene på Grund (en gård i Øf jorden, Island), G. geltu sem hundar Anon (XIII) B 10.

Grundi, m, en træl(P), Refr 5, 2.

grundvollr, m, grund, grundvold, Merl Il 8, sterkr g. Od 32, stoðugr g. Heilv 9, set ja g-11 at óði, lægge° et digts grundvold, Leid 43, g. gæzku, jomfru Maria, Mdr 42, g. sprunda, d. s., Mdr 31.

grunlauss, ad], uden mistanke, som ingen mistanke klæber ved, fejlfri, g-t œði grepps Arbj 2; g-s (øx) priif; frami veitisk g-t, uden lyde, Valg 5.

grunn, n, grund, ikke-dybt sted i søen, ved kysten; stika hvert g. pjóðA 3, 30.

grunnfall, n, bølge der brydes på et grundt sted, i pi., rigtigere i to ord, Ht 19.

grunnleitr, adj, med (af sorg) indfaldne kinder, Korm Lv 36.

1.   grunnr, adj, grund, ikke dyb, g-nn foll, bølger på grundt vand, der brydes p°å grunde, Ht 19, jfr grunnfall. Jfr Ó-.

2.  grunnr, m, grundvold, bund, grund, of gjolfrum leikna g-u, over de havombruste grunde, pSær 2, 4, á sanda g-i PJóðA 1, 16, á g-i Tempsar Ólt 3, 10, at eyrar g-i pKolb 3, 10, Hronn dregr græn ór g-i, nede fra det dybeste, pul III 4, til g-a Sigv 2, 10, Steinn 3, 9, niðr at g-um LU 70, af g-i LU 84; af munar g-i, fra sjælens dyb, grundvold, brystet, Hfl 19; hlusta g., hoved, Húsdr 6; orma g., guld, Hl 11 b.

grunnstraumr pdr 3 urigtigt for gran-straumr, s. d.

grunnsævi, n, grunde i søen, ved kysten, Qrv IX 52.

grunhungr, m, et slags fisk, torsk (egl. 'som lever på grunde ), pul IV x 4; g. Gunnar, sværd, tsldr 3.

grunnúðigr, adj, enfoldig (modsat djup-úðigr), Has 17.

grunnýSgi, f, enfoldighed, gnótt vas g. Am 74.

grunr, m, mistanke, tvivl, g. at geði e-s Hávm 46, draga g-n meðal (manna), vække tvivl, splid, blandt, Ólhv 2, 4; sjá við g-um Hsv 142.

grunsamligr, adj, som kan mistænkes, mistænkelig, Hsv 114.

gruntrauðr, adj, uvillig til mistanke, angst, SnH 2, 5.

grúpán v. 1. til (det rigtige) gildr Hbreidm; g. (eller senere grjúbán) kendes i betydning 'pølse'.

grýla, /, 1) kvindeligt uhyre i folketroen, borneskræmsel, hér ferr g. Loptr (her gives en beskrivelse), for g-u GQalt 4. — 2) jættekvinde, pul IV c 1. — 3) som navn på ræven, pul IV ææ.

grýmir Sigsk 60, g. á beð, er et ukendt ord, der måtte — hvis det var rigtigt — betyde 'være ond imod, mishandle', men ordet er rimeligvis forvansket.

1. grýta, f, blandt skjoldenavne (egl 'af sten eller stenfarvet'?), pul IV r 2.

2.grýta, (-tta, -tt), kaste med sten, stene, (af grjót), g-ið ér á gumna Hamð 25.

grýtlingar, m. pi, g-a lið Sturl 4, 7; ordet bruges om de oprørske Ribbunger, og må vel egl betyde 'mænd som opholder sig blandt klipper og sten, som fredløse' (af grjót).

grýttr, adj, fuld af grjót, stenet, klippefuld, g-tt grund Oddi 5, g-tt fold Nkt 32, g-tt buðlunga setr, om Norge, Ht 15, g-tt Haugsnes Skáldh 6, g-tt grqi Mdr 28.

græðgi, /, grådighed, Pét 4, g-i drep, grådighedens koldbrand, LU 78.

grænask, (-disk), egl. 'blive grå' (gránn, jfr Aarb. 1866 s. 383 f), forminskes, tilintetgøres, vánir g. tihund II 50, jfr gránar lífs vánir; friðr g-isk, der bliver mindre udsigter til fred, Kolb 2, 2.

grœða, (-dda, -ddr), 1) lade vokse, gro, blómar, es vindar g-ddu Merl II 44. —- 2) forstærke, g. (v. I. gceða rigtigere) skjalda glym Ht 55. — 3) vinde, fortjæne, g-endr gnýjarðar girðis geisla, guldvindere, mænd, Nj 23. — 4) helbrede, g. sår Merl I 40, g. mik GSúrs 22, g. sgl, vinde saligheden, Mark 1, 28, g. andar sór. Has 54, g. mein en stóru LU 91, g. e-n, frelse en, Kolb 2, 9, g. gumna LU 55, g. af villum Heil 10.

grœðari, m, læge, helbreder, særlig frelser (Kristus), g. alls meins SnE II 188, g. manna Qdfi 9, g. várr Líkn 16; g. heims Katr 19, g. alls ESk 6, 21; g. aldar, den helligand, Heilv 6, — om biskop Gudmund, bols g. EGils 3, 16. Jfr yfir-.

grœðing, /, helbredelse, LU 46, g. sjúkra Gd 46, g. holds Gd 65, g. manna, den evige frelse, LU 56.

1.   grœðir, m, 1) som lader trives, g. visdoms, kong Erik, Mark 1, 25. — 2) vinder, erhværver, frama g. Ht 81 (kunde også henføres til förste betydning). — 3) helbreder, særlig frelser (Kristus), yövarr g. Likn 44, g. skatna EGils 2, 9, — om biskop Gudmund, g. pegna EGils 2, 5, g. holds ok andar Gd 58. Jfr 6-.

2.   grœðir, m, hav, sø (vel egl. 'som svulmer', til grœða), pul IV u 2, Am 2, 16. 19, Mark 1, 16, B'glv 8, grænn g. Am 6, 5, gnýr g-is Anon (XII) B 4. I ken-ninger, for skibe: g-is hestr pKolb 3, 11, g-is dýr ESk 10, 2, g-is elgr Nj (XII) 9, g-is (ved rettelse) skíð Ingj 1, 6, — for guld: g-is glœðr pjóðA l, 8, — for jord: vagna g., vognenes hav, landjorden, (jfr dolgr) Anon (X) II B 3. — draga á g-i (betyder vist egl. s. s. at varpa á glæ), kaste noget bort (til ingen nytte) for at skjule det, (maðr) dregr eigi pat á g-i, skjuler det ikke, Sturl 8, 3. — g. meldrar, 'malningens (melets) hav', øl (meldr altså