grim

205

grjót

gríma, f, 1) maske (for ansigtet), tvær g-ur renna á e-n, en er i tvivl, tvivlrådig, Grett 2, 8, g-u grund, hoved, Eg Lv 13, gunnar g., hjælm, dens får, kamp (eller sværd) Od 15, g. grundar (gjald)seiðs, slangens hjælm, skrækkehjælm, Ht 15. — 2) hjælm, pul IV s 2, g-u geymir, mand, pmáhl 11, g-u galdr, kamp, pmåhl 16, g-u próttr, kriger, GSúrs 8, g-u glaumr, kamp, (jfr glaumvekjandi), ESk 6, 47 (v. 1. til glaumkennandi gunnar). — 3) de adgravede (drage)hoveder i forstavnen, búnar g-ur, forgyldte hoveder, Am 2, 4, gyldar g-ur Guðr II 16. — 4) nat (egl. 'den tilhyllede, mörke'), nattens navn hos 'ginnregin', Alv 30, pul IV mm, of g-u Ólhelg 5, marga g-u Hálfs IX 19, of alla g-u Nj (XII) 4, pessa g-u Anon (XIII) B 57, þríar g-ur ESk 6, 49, myrkvar g-ur Herv II 5. — 5) blandt jættekvindenavne, pul IV c 1. — 6) i aroar g-u St 19 er fordærvet, men formentlig har ordet her betydningen 'nat'. Jfr haust-.

/. grim-Hildr, /, 'nattens Hilde' (for grimu-), mare, Yt 3.

2. Grimhildr, /, Gjukes hustru (i reglen vist udtalt uden h), Grip 33. 51, Gudr II 17 o. s. v., Oddrgr 15, Am 72. 80.

Grimketill, m, isl. høvding (10. årh.), Hard 1.

Grimnir, m, 1) Odins navn (egl. 'den med hjælm eller maske'), Qri 47. 49, pul IV jj 1, Hfr Lv 9; v. 1. for Gripnir s. d.; granstraumar G-is, digterdrikken, pdr 3, G-is gjof, d. s., Htisdr 1, G-is sylgr, d. s., Rv 7. — 2) blandt jættenavne, pul IV b 1, f 1. — 3) buk, pul IV bb 1. Jfr aur-, hrim-, sef-, sæ-.

Grimr, m, 1) Odins navn (= det foregående), Gri 46. 47, pul IV jj 3. 7. — 2) dværgenavn, pul IV ii 2. — 3) slange, pul IV qq 2; sjóvar g., søslange, Gd 58. — 4) buk, pul IV bb 1 (jfr hafr várn kalla pær Grim Dropl). — 5) to horn kaldtes G-ar, jfr óTr 2. — 6) historiske personer: G. eyrarleggr 10. årh. VOL 11, G. Droplaugarson Isldr 8, Islænder eller Nordmand, pKolb 2, — sagnhistorisk person, G. arðskafi Hyndl 22. Jfr tål-.

Grimsbær, m, i England, Rv 2.

Grimsey, /, ø nord for Island, Epver 2, Brandr, Anon (XIII) B 21.

Grímsmið, n, fiskeplads udenfor Snæ-fjældsnæs, Bárð 3.

grípa, (greip, gripinn), tage fat med hånden, gribe, g. gunnborð í greipar, tage skjolde i hånd, Eyv Lv 2, g. á stafni Hym 27, g. i bug snærum, tage fat i spydenes remme, Jorns 27, g. at kalfi, snappe en kalv med hånden, p Kolb Lv 5; — uegenlig, g. grgnum við hverju hrópi, tage ethvert skældsord i sin mund, pKolb Lv 8, g. við oröi, tage ordet (til gensvar), Gudr II 32: — g. til, gribe til, udføre, g. til pipu ganga, lade flöjterne höres, Máni 3; — i Ski 31 þitt geð g-i, pik morn morni er det simplest at op-

fatte morn som subj. både til g-i og morni, g. altså 'betage, gennemtrænge' dit sind.

Gripir, m, Sigurds morbror, Grip. pass.

gripr, m, blandt fuglenavne, pul IV xx 1 (v. 1. cripr vist urigtigt); er vel ty. greif, og går tilbage til lat. gryphus.

grisla v. 1. til gnissa, s. d.

griss, m, gris, pul IV dd, g-s þá greppr SnH 2, 5, ^yltar g., 'so-gris', Hfr Lv 20 (hentydning til modstanderens navn), gamlir g-ir, om de isf jordske bønder (foragtelig), Grett 1, 4. — Personnavn, G. Sæmingsson, Hfr Lv 15. 23.

grjá, eller som det skrives gria Grott 2. 10, er et tvivlsomt ord; versemålet viser, at det skal læses som tostavelsesord: gréa eller gria; stederne lyder: grjóts g. gangs of beiddu og kœmia Grótti ór g. fjalli; ordet er blevet opfattet som svag acc.-dat. af grár (jfr Noreen³, 127^b b 2 og skulde stå for græja), men dette er meget tvivlsomt, både fordi der måtte være lidet forståelige overgange i vokalen, og — ikke mindre — fordi den svage adjektivform skulde stå her uden den bestemte artikel; betydningen 'grå' passer mindre godt på det sidste sted; forudsat at ordet er rigtigt — herfor taler, at det findes to steder —, må det snarest opfattes som subst., hvad man også fdrste sted væntede, som et mase. gréi; förste sted foreligger da acc. (beiða e-n e-s) og grjóts gréi må betegne kværnen'; gréa-fjall, det andet sted, er så en sammensætning, for at betegne fjældet, hvorfra kværnen er kommen. Jfr Falk, Tidsskr. f. sprogvidensk. I.

grjón, n, gryn, blandt sáðsheiti, pul IV ddd 2; — mel, grjón varð at grjóti ESk 6, 35.

grjót, n, stensamling, stene (i reglen kollektivt), g-i studdir garðar, af sten opførte gærder, Helr 1, g-s gria, s. grjá, Grott 2, g. pat (o: horgr, de sten, hvoraf hörgen var dannet eller bygget), Hyndl 10; Ingj 1, 2, Korm Lv 58, pGisl 4. 7, grant g. ESk 6, 35, ámt g, Arn 6, 10, stort g. pjóðA 4, 1; berja g-i Hárb 29, Am 87, Harkv 11, neyta g-s pjóðA 1, 9, g-i verpr, havet ruller sten, pjóð 4, 2; velta g-i, slynge sten, Grott 12, g-i es orpit fyr hgfn, havnen er blevet tillukket ved sten (som søen har ført derhen), Ólhelg 7; verpa g-i at e-m, danne stenhøj over en (død), TorfE 2, hlaða g-i of e-n, d. s., Eg Lv 42; hlaða (skip) g-i Err St; stíga á g-i, træde på sten, pKolb Lv 6, festa klauf á g-i Epver 1; fara at g-i, forsvinde ned i stengrunden, pjsk Lv 6; g. gnegr pjóðA 4, 23; g. limsett, om kalkforbundne vægge (mure), Rv 19; viðr ok g. LU 94, — om bjærge, of g. gnaga Håvm 106; — synonymt: g. ₌ (Holm)steinn EilSn 1; — Hjaðninga g., Hjadningers sten, skal være 'våben' (oli vgpn ok svá hlífar uröu at grjóti SnE 1 434, men dette er næppe rigtigt); Hjaðn-