gjald

185

gjarn

gjaldkeri, m, skatmester., Rv 18.

gjaldr se gjallr.

gjaldseiðr, m, kun i forbindelsen grund-ar g-s grima Ht 15, grundar seiðr, jordens fisk, slange, dens gríma 'hjœlm', skrække-hjælm, faldinn grimu grundar seiðs, med skrækkehjælm på hovedet, frygtindgydende; hvad gjald er, er uklart; et gjaldr = gjallr tör ikke antages; mulig er gjald subsL, — goll, guld (synonymisk), grundar g. vilde så blive d. s. s. gullormr (R. Gislason, forelæsninger).

gjalfr, n, (-rs), 1) brusende lyd, fjalfr ólágra g-ra, om den stærkt genlydende klippehule (jættens bolig; jfr bolmr), Hcustl 18. — 2) især om havets brusen, g. jarðbeltis Sturl 5, 1, g. eyja pialia. Rorm Lv 37 (her omtr. 'det brusende hav'), i miklu g-ri Gunnl Lv 5, g-rs grund, havet, ESk 6, 40, Sturl 5, 16, — 3) og deraf om havet selv, pul IV u 2, g-rum leikinn pSær 2, 4, hjá g-ri Grettis 17, g. hljóp i gin hofði (skibets dragehoved) Gisl 1, 16, rista g. Halli 1, temja (skip) við g. Mhkv 8, botn glyggs keri, lgggðr g-ri Sigv 7, 4, vindkers botn, kringör g-ri Sturl 4, 6, élkers botn, kringðr g-ri Mark 1, 3. — I kenninger, for blod: unda g. pTref 2, ESk 10, 1, Krm 4, — for digterdrikken: Gauts g. Rv 11, — for guld: g-rs eldr PI 2, brandr g-rs ESk 11, 3, fagrlog g-rs Grettis 52. — 4) umådelig snakken, með sínu g-ri Hæng V 10. Jfr ben-, haf-, há-, und-.

gjalfrdagr, m, 'hav-dag', guld, greiðir g-s, mand, Nj 8.

gjalfrdýr, n, 'hav-dyr', skib, Hhund

I  30.

gjalfreldr, m, 'hav-ild', guld, Ounnr g-a, kvinde, Bbreiðv 3.

gjalfrhestr, m, 'hav-hest', skib, PI 48.

gjalfrleygr, m, 'hav-flamme', guld (ved rettelse), Hfr Lv 25; jfr gjalfrteigr.

gjalfrmarr, m, 'hav-hest', skib, Herv III 20.

gjalfrstóð, n, 'hav-heste', skibe, Bglv 8.

gjalfrtamiðr, adj, vænnet til søen, g-ðir skeiðhestar Oestils Sturl 5, 3.

gjafrteigr, m, 'brusende mark', hav, g-s mork, skulde være kvinde, men rimeligvis er -teigs her forvansket af -leygs, Hfr Lv 25.

gjalfrundinn Sturl 5, 16 skal læses gjalfrs undinn.

gjalla, (gall, gollinn; ubrudt form gella, 5. d.), gjalde, skrige (give fra sig en temmelig gennemtrængende lyd), om ravne: gullu hræs haukar pGisl 7, hrafnar gullu Rst 18, g. of ná Hást 7; Hróm 1, Sigv 13, 23, Egils (XII) 3, - om orne: arar gulba Hhund I 1, ernir g. Gudr II 8,

—   om gæs: gullu við gæss Gudr I 16, Sigsk 29, — om hunde: hvelpar g. Gudr

II   42, — om en skældende, hojrøstet person: rygr gall of heiðnum stalla pvidf,

—   om våben, spyd, sværd: isgrn gullu (v. 1.) Harkv 8, spjor gullu Hókr 4, Merl II 68, g-andi gzirr°Eg Lv 7, Akv 5. 14,

brandr gall Rst 5. 17, Drv (XI) 3, grindlogi Gondlar gellr VGl 4, hjorr gall Gldr 5, Rst °5, gall gunnlogi Háv 4, HolmgSk, fetla svell gullu Eyv Lv 7, láta brand ok randir g. saman pham 1, 4, gall bál Hóars Refr 2, l, — om buen og buestrængen: gall ýbogi Hfl 14, strengr gall pfisk 2, — om harpestrængen, men her i hds rettet til mæltu (f. gullu) Oddrgr 30, — om hamrene(s gjalden mod ambolten): láta sleggjur g. Skall 2, láta (morð)hamar g. i steðja Anon (X) digt om Gudleifr, láta fork g. Anon (X) II B 8 — om jorden: grundir g. Vsp 45 (i Hauksb), — absolut: létk [hogg eller sverð] g. gnýþolli porm 2, 8.

Gjallarbru, /, broen over Gjoll-elven, på vejen til Hel, ganga of G., dø,"Sturl 4, 27.

Gjallarhorn, n, Heimdals gjaldende lur (egl. 'hornet Gjoll', Vsp 46 (jfr 27).

gjallharðr Háv 4 er fejl for gall harðan.

1.   gjallr, adj, klingende, g-t goll Hfr Lv 25, et g-a goll Anon (XI) Lv 3, Fáfn 9. 20, et g-a (skr. galla) Gjallarhorn (jfr gamall v. 1. Vsp 46, et g-a greipar svell Stridk., — g. Gauts eldr, det klingende sværd, Rorm 1, 4, et g-a Hogna meyjar hjól (skjoldet) Rdr 2. — høj, lydelig, g. grátr Sigsk 30.

2.   gjallr, m, egl. 'den gjaldende, klingende' (det foranstående adj. substan-tiviseret), 1) sværd, pul IV l 1, g-i laufg-aðr golls þollr, guldtræ, hvis blad er sværd, kriger, Rorm Lv 55 (rettelse for g-ar). Jfr Falk Waff 50. — 2) skjold, pul IV r 2. — 3) hav, pul IV u 1. Jfr mund-, munn-.

gjalpa, (-aða), synes at foreligge som verb. Eg Lv 27 i betydningen 'at rose sig af, besidde', g. holla hjalpendr; hermed har man sammenlignet ags. gilpan 'beramme sig'.

gjalta se gelta, gø, Grundar menn gjoltu (v. 1.) sem hundar Anon (XIII) B °10.

gjalti antages at være et irsk ord, der betyder gal, rasende; i norsk-isl. er det åbenbart blevet sat i forbindelse med goltr (verða at g. ₌ verða svíngalinn), g. glikir verða gumna synir, man bliver gal af frygt (hvis man ser op i kampen), Hávm 129. Jfr Fritzner.

gjarðvenjuðr se garðvitjuðr.

gjarn, adj, begærlig (efter), villig (til), g. hjalmprimu, til kamp, tsldr 4, g. styrj ar Hskv 1, g. heiptar Rst 21, g. tirar Hfr 2, 9, g. fremðar Sigv 1, 15, g. måls of mæring Ótsv 1, 1, g. heimsku Katr 35, g. til fjors e-s, begærlig efter (at tage) ens liv TorfE 4, g. til gjalfrelda Gunnar begærlig, længselsfuld efter kvinden, Bbreidv 3, absolut at g. séak St 23; g. á hernuð Jóms 17, g. á ríki Merl I 28; g. árna Ólhelg 5, jfr Eþver 2, g. gunni at heyja Hhund I 52, g. at gœða (orrostu) Ht 55, g. at auka óð Jóms 3, g. at greiða óð Hfr Lv 18. Jfr á-, ár-, ástar-, át-, barn-, bil-, bráð-, boð-, bol-, dáð-, eljun-, fár-, fé-,