gild

182

ginn

dem, Ótt 2, 6. Jfr auð-, hyr-, seim-, or-.

gildliga, adv, i höj grad, g. vafðr í glæpum Katr 26.

gildligr, ad/, tyk, svær, g. gnúpr, svær, tyk fjældknaus, i fuglegåden, vistnok identisk med múli (jfr tyrðilmúli), Gát 3.

1.   gildr, m, blandt ulvenavne, pul IV ee. v. 1. gyldir, rimeligvis er gildr blot en forvanskning heraf.

2.  gildr, adj, egl. 'som der skal betales for', 1) faldgyldig, dygtig, g-d old ESk 6, 10, g-ir baugskerðandar Skáldh 5, g. granni Hbreiðm, g-ir menn, fuldmodne mænd, Gd 7, om gud Pét 5. — 2) om noget stort eller som er tilstede i höj grad, g-d hátíð, stor, prægtig fest, LU 74, g-d trua Gd 35, g-d þrg, hæftig længsel, Mhkv 13, g-d sór, store sår, G rettis 8, g-t gæfuleysi, fuldkommen mangel på lykke, Grett 1, 4, g. grátr EGils 1, 30, g-t (v. 1. grimt) grunnsævi, meget grunde strækninger (ved kysten), Qrv IX 52. Jfr al-, skatt-.

gilja, (-aða, -aðr), have kødelig omgang, SnH 8, pjóðA 4, 17.

giljaðr, : giliaþar, giliaðar, gyliaðar, geliadar Sindr 1, har endnu ikke fundet sin forklaring.

Gilli, m, Harald gille, Nkt 60 (egl. tilnavn, irsk, 'tjæner').

gilling, /, blandt elvenavne, pul IV v 5.

Gillingr, m, jætte, Suttungs fader (jfr SnE I 216), gjold O-s, digterdrikken, digt, Hál 1.

gillir se gellir.

gils se gisl.

Gilsbakki, m, gård på Island (Borgar-f jordsyssel), Grettis 26.

gilvar straumar se gylfar straumar.

gim, n, ild, pul IV pp 1, g. geisar Atli, láta g. geisa Ólhv 1. — l kenninger, for guld (ring): alnar g. Gunnl Lv 7, heröa bjúglima g. Tindr 1 (jfr Gerör), — for sværd: g. Hristar (ved rettelse) Grettis 47, hlifar (skjoldets) g. Anon (XIII) B 17, ógnar g. Eviðs 5. — Utvivlsomt foreligger også dette ord Vol 5, (smedjens, essens) ild, sló goll við gim fastan (adv.), hamrede guldet ved (ophedet i) ilden uafladelig. Jfr fagr-, ljóð-, ljós-.

gimir, m, navn på himlen (egl. vel 'den med ild, o: sol, udstyrede', af gim), pul IV ff, nn. Jfr Falk, Heid. Hægstad 135.

Gimle, n, Gimle, navnet på det ny land, hvor de skyldfri mennesker og guder efter Ragnarok bor i en sal, Vsp 64; navnet er sammensat af gim 'ild' og hlé, 'Udlæ' kaldes landet som det, der aldrig — som den gamle verden — vil blive ødelagt ved ild; det er en symbolsk (modsætnings)be-tegnelse.

gim-Rgn, /, 'ild-Ran', Ránar gim-ggtt, kvinde (rettelse for glym-), Korm Lv 31.

gimskýlir, m, se gunnskýlir.

gimsløngvir, m, 'ildslynger', nausta-blakks (skibets) hlémána (skjoldets) gifrs (øksens) drifu (kampens) gim, sværd, dets sløngvir, kriger, pSær 2, 1; en af de få

meget lange, måske den længste kenning, der findes.

gimsteinn, m, ædelsten (lån fra angels.), fegri g-um Llkn 36, goll ok g-ar Likn 7; g. brúða, jomfru Maria, LU 89, Mey 11, g. vifa LU 27, Mgr 39, g. sprunda Gd 10, g. himna konungs Mdr 42; g. læröra manna, biskop Gudmund, Gd 69. Om g-i kenninger for 'öje' se SnE I 538.

gin, n, gab, mund, i g. angrþjóf Óðins, for at ramme Tors mund, pdr 15, i g. vargi Krm 19, i g. gollnu hgfði, / dragehovedets gab, Gisl 1, 16, i orms g-i Anon (XIII) B 8.

gindýr urigtig v. 1. Sturl 5, 8 for brim-dýr, s. d.

ginhafri, m, blandt sáðs heiti, pul IV ddd 1; vel en havreart ('gabende havre'). Jfr Gron: Kostholdet 39.

gininn HolmgB 5 er måske fejl for góins, s. d.

ginljótr, adj, med hæsligt gab, om et utyske, EGils 3, 10.

ginn, n, svig, falskhed (vel egl. 'noget der bedrager', jfr verb. ginna), inna g-, gráleik, betale falskhed med svig, lige for lige, Hharð 13, g. es hér komit Máni 2 (om gögierne).

ginna, (-ta, -tr), lokke, forføre, g. e-n frá guði Mv III 23.

Ginnarr, m, egl. 'den der lokker, besnærer', 1) navn på Odin, pul IV jj 1. — 2) en dværg, Vsp 16, pul ii 4. — 3) høg, pul IV ss 1 (iføgle SnE 1 490 også örn, men pul har kinnarr, s. d.).

ginnheilagr, adj, meget hellig, g-gg gob, Vsp 6 o. s. v., Lok 11; ginn- er forstærkende; et adj. ginnr findes ikke selvstændigt, men no. har ginsk 'ypperlig, fortræffelig' (også ginskleg; jfr også gjön- i sammensætninger; Aasen), også 'fuld af livskraft, livfuld' (Ross).

Ginnir, urigtig v. 1. til Grimnir, pul IV ji !■

ginnregin, n. pi, 'stærke magter', guderne Haustl 13, Håvm 80. 142, Hym 4, Alv 20. 30; der er meget der taler for, at ordet egl. betegner 'vanerne' (ikke aserne), især Alv. (eftersom æsir, goð nævnes alle 13 gange, medens vanir nævnes 9 gange, og g. nævnes netop i 'vanelinjen', l. 3 i verset, to gange) og Hym., hvor man har forbindelsen tivar ok g.; i Håvm sættes g. i forbindelse med runerne, hvad der godt kan forenes hermed; i Haustl. synes g. derimod at være en samlet betegnelse; dette kunde let ske i henhold til vanernes optagelse blandt aserne.

ginnungi, m, 'uhyre udstrakthed'; ordformen er dog noget tvivlsom., og findes kun i forbindelsen gap g-a Vsp 3. E. Mogk (Beitråge VIII 153 ff.) har antaget et Ginnungi som personifikation af 'det store tomme rum' og altså sat ginn-, i forbindelse med roden i gina, Jkvilket er misligt; men ordet kunde også blot betyde 'den uhyre udstrakte', så at