gáa

175

ge*

rei, g. pings né þjóðar måls, ikke ænse, bryde sig om, glemme, Hávm 114, g. glýja, ænse, bryde sig om, forlystelser, Hamd 7, g. leiks Sål 12, g. manna Grip 29, g. sin, tage sig iagt, være forsigtig, Am 7. 74, g. geðs síns, være sig mægtig, Hsv 76, g. fås Mhkv 20; lítt gáðak þín, lidet ænsede jeg dig (gud), Has 7, goös hann gáöi Sól 4, Mv II 11, búendr ggðu ver ja bæi, var optagne af at, pKolb 3, 13, g. fjarghúsa ænse, skåne, Akv 39.

Gabriel, m, englen G., LU 27.

gáði, m, ussel person, goðleiðr g. Korm Lv 36.

gáfagr, adj, v. 1. til gangfagr og vistnok urigtigt, måtte betyde 'smuk ved sit blik, sine opmærksomme øjne', Frp I 21.

gálauss, adj, uagtsom, skødesløs, letsindig, Merl I 52, Hsv 2. 110, Mv III 3.

gáligr, adj, som ser opmærksom, klog, ud, kona kapps g-g, meget forsigtig, iagttagende, Am 6.

Qálílee sjór, m, Galilæa søen, Pét 15.

gárr, m, sværdsnavn, pul IV l 9, et enkelt hds har her gramr. Jfr Falk, Waff 50.

gås (eller gos?, men ordet er måske aldrig blevet egl. öst.), gæss gullu Guðr I 16, Sigsk 29, tvær gæss Korm Lv 47. Jfr ali-, brand-, grå-, heim-, hroð-, nos-.

gát, n, hvad man får, især om ° føde (jf^r g^eta)> una g-i Ht 11, una g-i pings, elskovsmødets behagelighed, Ólsv 5. — Jfr mun-.

gáta, /, gåde, Heiðr 1 o. s. v.

geð, n, 1) sjæl, sind, som tænkende, forstående, pul IV zz, således er brugen almindelig i Hávm, gætinn at g-i Hávm 6, stela g-i guma Hávm 13, heimta aptr g. sitt Hávm 14, vita (til sins) g-s Håvm 12. 20, uppi es g. guma, det er forbi med, Håvm 17; hertil må vel også henføres litil eru g. guma Håvm 53, ok þat g. St. 24, gáa g-s sins Hsv 76, pitt g. gripi morn, Ski 31, mér deilisk g., forstand, her omtr. — kundskaber, Isldr 2; her kunde dog g. også opfattes i en anden betydning, lyst, attrå; dýrar jarðir g-s, brystet, Merl II 82. — 2) om sindelagets art og væsen, hverju g-i stýrir Hávm 18, seint er kvenna g. kanna Vigl 4; sindelag overfor nogen, blanda g-i við e-n, göre en til sin fortrolige ven, Håvm 44, grunr at^g-i e-s Håvm 46, glepja at g-i, forføre tif'elskov, Lok 20 (burde måske henføres til den förste betydning). — 3) særlig i forbindelsen g. ok gaman, attrå og kødelig elskov, Håvm 99. 161, Hárb 18. — 4) sindet som modets sæde, láta g. falma Eyv Lv 7.

geðbjartr, adj, med lyst sind, Kolb 2, 6.

geðbráðr, adj, ilsindet, krigersk, g-ir Gautar Sturl 6, 6.

geðbœtir, m, 'sind-forbedrer', egl. som har ævne til at 'forbedre' sit eget sind, men omtr. — 'som er i besiddelse af et godt sind' (mulig en hentydning til selve navnet Tryggvi), Sindr 5.

geðfastr, adj, fast, urokkelig i sit sind, modig, g-ir rekkar pGisl 3, QSvert 2.

geðfjall, n, 'sindets, sjælens, fjæld', bryst, grœnka geðfjoll siðferöar blómi Heilv 3.

geðfjtjrðr, m, 'sindets, s'ælens, fjord', bryst, g-ar lg, 'en bølge fra sjælens fjord', g-ar ló Hildar hjaldrgegnis, en bølge fra Odins bryst, en del af digterdrikken, digt, Húsdr 1; jfr Viðris munstrandar marr.

geðframr, adj, modig, Hl 39 a.

geðfrœkn, adj, tapper i sind, Am 5, 5.

geðharðr, adj, ubøjelig, tapper, g. kon-ungr Sigv 13, 8, g-ir landrekar Jér 4, g. gramr (her ved rettelse af goð-, geð-, vorðr, varðr) Qldr 6.

geðhorskr, adj, klog i sind, v. 1. til geö-svinnr, Sigrdr 13.

geðhraustr, adj, tapper i sind, Sigv St. 1.

geSkngrr, m, 'sinds-skib', bryst, Sturl 4, 33.

geðleysi, n, mangel på standhaftighed, svig, g. i grams skapi O rip 32.

geðhgr, adj, pæn, som man synes om, net af udseende (nu geðslegur, tiltalende), g-i gullker Gd 71.

geðrakkr, adj, modig i sind, Kolb 2, 4, Greitis 54.

greðrein, /, 'sindets land-strækning)', bryst, Refr 3, 1.

geðreynir, m, 'sinds-prøver', g. her-prumu Gauts, som prøver, kender Tors sind, om hans ledsager, Loke, pdr 1.

geðskjótr, adj, 'med hurtigt sind', hurtig til at forstå, til åndelig virksomhed, om Odin, Hfr Lv 6.

geðsnarr, adj, — geðskjótr, Kolb 2, 2.

geðsnjallr, adj, modig, g. foldvorðr ESk 12, 2; klog, om gud Leid 7.

geðspeki, /, sindets visdom, kundskaber (således og ikke goð- er det rigtige), Vafpr 19.

geðsteinn, m, 'sinds-sten', hjærte, Hl 19 a, Sturl 4, 42.

geðstirðr, adj, stiv i sind, umedgørlig, hård, g. Skjalgs hefnir, om Erling, Sigy 7, 4 (her sikkert ikke nedsættende), g-ir virðar Sturl 5, 14 (her rosende), g. hirð-maðr Eldj 1 (her afgjort dadlende).

geðstórr, adj, stor i sind, ædelsindet, om en kardinal, Sturl 4, 29.

geðstrangr, adj, stærk i sind, modig, Sturl 5, 9, Greit 2, 9, pdr 2 (ifølge hds urigtig epitet til ganga).

geðstyrkr, adj, stærk i sind, modig (v. 1. til gunn-), ESk 6, 57.

geðsvinnr, adj, klog i sind, Sigrdr 13.

geðvangr, m, 'sinds-land', bryst, g-s mýill, hjærte, Hl 15 a.

geðvarðr se geðvgrðr.

geðveggr, m, 'sindets væg', væg som omgiver sindet, bryst, Ht 50.

geðvgrðr Gldr 6, skrives geövorör, v. 1. er ggðvarðr, der dog vistnok er identisk med det første, og goðvarðr; dette sidste kunde betyde 'gudebeskyttet', men formen -varðr (for -variðr, selv som (sidste)