fyrr

164

fætr

(ældre an jfr Kraus i Arkiv XIV, 271 ff.), f. an Kári, för — i anerækken —, Hyndl 19, f. an sét hafði Hhund II 15, f. an kastir sst 44, f. mun . . ., áðr an tlfr 3, 29, f. rýðk, an því kvíðak HolmgB 15. — B) superlativ: 1) först, f. í heimi, tidligst, forst i verden, Vsp 21. 24, forst (om den tidligste forekomst), Vafpr 20 o. s. v.; vilk f. vita Vafpr 6; als f., forst af alt, prv 2 o. s. v., Brot 6, Oddrgr 3. — 2) forst i fremtiden, mun f. gerask Grip 8. 9.

fyrri, fyrstr, ad], talo, tidligere (ældre), tidligst, forst, A) komparativ: 1) tidligere (levende), Halfdanr f. Hyndl 14, f. menn, ældre slægtled, LU 4. — 2) den förste (til noget), f. friðar at biðja tiárb 29, Vell 20, halda f. eiðum Brot 18, vér hofum valdit f. Guor II 23, gerðir svá f. Am 57, f. at flaumslitum Håvm 121, varð f. í for pdr 3, ves f. ótyrrinn GSúrs 16, vægja f. Hfr 3, 1, Vagn gat vegit f. Jorns 42. — 3) tidligere, f. nótt, forrige nat, HH/ 26, Hyrrokkin dó f., fór (end den lige nævnte), pdis 2, frá því's f. var Sól 40, enn f. vari, forsigtighed (nu fyrirvari, forbehold), Mhkv 27, orð et f-a, noget tidligere ord (end det), Oddrgr 8, Grott 7. — 4) forst, i forvejen, fara f. Reg 22, ríða f. Brot 6, stong óð fyr gram f. Sigv 12, 12. — 5) forst meget sent og efterklassisk bliver f. adv, som Gd 22(P), 26, Katr 35, og mulig i sit fyrri SnE II 226; fyrra Háv 6 er forvansket. — B) superlativ: 1) tidligst, forst, hvat fyrst of mant Vafpr 34. 35, forst (af alle?) Yt 28. — 2) forst (til at gøre noget), f. ok øfstr Lok 50. 51, taka f. á funa Grí 42. — 3) forrest, ríða f. Húsdr 7, skipa f-um porm 2, 4, f. i folki Hhund I 53. — 4) forst (i opregning), prym drap f-an pry 31, gala galdr f-an Gróg 6, þat telk fyrst Arbj 16, þat ræðk þér et f-a Sigrdr 22; i. øvrigt bruges enn eini særlig i opregninger; — i fyrstu, i begyndelsen (om Adams og Evas syndefald), LU 66.

fyrvar, m. pi, mænd (jfr firår, fyrðar), for f-a Vell 22.

fý, interj, fy, hverr maör kvað fý Anon (XII) B 12.

fýla, /, stank, om helvedes stank, i f-u ok frosti LU 73.

fýling, f, et slags fugl (af fúll, — fúl-már?), pul IV xx 5 (rettere er vist fyl-ingr, m).

1.  Fýri, /, Fyrisá, við F. brann Yt 6 (vokalens længde er sikker).

2.   fýri, n, fyrretræ (kollektivt), f-is garmr, vinden, Am 2, 10 (vokalen rimbestemt: stýr-).

3.  fýri, n (eller fyrir m? jfr R. Gisl. Aarbb 1866 s. 268), s. s. det følgende fýrr og (sent) dannet deraf, kun i gen. stýrir hafnar f-is, guldets ejer, EGils 2, 8, móðu f-is (guldets) meiðr, mand, EGils 1, 26, kafs f-is rýrandi, d. s., EGils 1, 21.

Fýrir, m, sagnperson, Gautr II 2. Fýrisvollr, m, i sing. pHjalt l, men

oftest i pi, -vellir, fræ F-a, guld, Eyv Lv 8.

fýrleynir se fúrleynir.

fýrr, m (sideform til fúrr, s. d.; af yngre oprindelse, eller fýr ntr?), ild, pul IV pp 2.

fýrþollr se fúrþollr.

fýsa, (-ta, -tr), egl. 'göre en lysten efter, villig til' (af fiiss), tilskynde, f. e-n at biðja Grip 35; med gen. rei, f. hjaldrs Ólhv 2, 3, Gautar f-tu landráða Sturl 6, 6, skop f. margs pKolb 1, 2, margir f-tu pess Jorns 45; upers. mik f-ir pjsk Lv 5, skip f-ir varar Ht 20, f-ir aptr gamans Fj 5; medium 'blive, være begærlig efter, ønske', meyjar f-tusk á við Vpl 3, hjarta f-tisk Am 3, 3, ek f-umk Rst 24, Nj 20, peir f-tusk pdr 2, f-tisk læknask Mark 1,

28, f-ask til stranda fóstrlanda PI 55, f-ask austr ESk 7, 1, f-umk hins at hætta Krm

29, heldr f-umk nu Merl I 3; med acc, f-ask frelsi Mdr 43; — part. fýstr, egl. 'ægget til', begærlig efter, gondlar f. Rst 32, f. einarðar, om tr. ₌ einarðr Pét 23, abs., villig, Andr 1; f. til fengjar Merl I 22.

fýsi, /, tilböjelighed, lyst, lítil f. Hym 20, at f. allvalds, efter kongens bud, tilskyndelse, Arn 6, 2.

fýsinn, adj, opfyldt af lyst (til), ek sótta f. Es kål Lv 1.

fýst, /, s. s. fýsi, lyst, biðja f. hlífa sér, lade sin lyst, iver, være sit værn, Arn 3, 3, vasa f., det var ikke (min) lyst, egen drift, Sigv 3, 3; om kødets lyst Gdp 27.

fýstlundaðr, adj, besjælet af videlyst, Gd 17 (skr. fyrst-).

fægi-Freyja, /, ' rensende, polerende Freyja', f. hodda, kvinde, Rorm Lv 7.

fægir, m, udøver (jfr fága), joru f., kriger, Hfl 19, f. folka Sógu, d. s., Hrafn 2; f. Fjolnis veigar, digter, Korm Lv 53, men her hör dog vist læses fægik F; v.; f. blóta, hedning, Ratr 34; f. ósa elds, mand, Hard 14; her er der næppe grund til at antage nogen anden betydning end 'som befatter sig med' (guld), jfr Meissner s. 290.

fægirjóðr, m, sikkert for fægi-hrjóðr, 'som beskæftiger sig med at udrydde, uddele', i. bauga, gavmild mand, ESk 13, 1; mulig er -rjóðr fejl for -ruðr.

fægiþella, /, 'kvinde som udøver, beskæftiger sig med', fjallrifs (₌ steins o: steinasørvi) f., kvinde, Sigm 1.

fægi-Þrúðr, /, 'Trud, som beskæftiger sig med', f. (her beror dog fægi på rettelse f. freyia, -u) porna, kvinde, porm 2,2.

fægja, (-ða, -ðr), udøve, være beskæftiget med, f. Fjolnis veigar, digte, Rorm Lv 53 (jfr fægir).

fæla, (-ða, -ör), forskrække, f-ask blive forskrækket, sky, Herv II 6, III 9, fældr, forskrækket, LU 92; ntr. fælt, adverbielt fara f., fare frem som en, der er skræmmel, nøle, være forsagt, Am 47.

fætr Rorm Lv 18 urigtigt, måske for får, s. d.