fyr

163

fyrr

kveðk mér minna, at — kveðk mér minna f. [pvi], at . . ., det er lettere for mig, at . . . (egl. 'for mig er der mindre hindring ), Am 64, mun meira f. því Hfr Lv 22. — C) Som adverbium, 1) fyrir, foran, ríða f. HHj 28, f. í joldu líki Har.níð; forud, séa f. Grip 10. 28, vita f. fiávm 56, Hárb 4, Reg 7, Sól 35, lagt es alt f. Grip

24.   — 2) forud, i forvejen, sitja inni i. Håvm 1. 133 (om den som er tilstede i forvejen, når en kommer), vesa f. Hast 2, stóð oxi f., befandt sig (var der i forvejen) Hym 18. — 3) foran, liggja f. (og være til hinder) HHj 18, sitja f., sidde foran (og være den nærmeste til at svare for en anden), Hym 2, pry 26. 28, stendr sul f. Hym 12, stóð hverr f., stod urokkelig, Hym

33,  tnælask f. á golfi, stående foran på gulvet, V af pr 9. — 4) for, i ens påhør, telja f. Vsp 1. — 5) for, hníga f. Hárb 15, Fj

25,  jfr lúta f. pdr 12. — 6) for, i stedet for, gjalda f, Hym 38. — 7) mæla f., udtale (et ønske), anvende formular, Am

34.  — 8) ved (om en påvirkning) skjalfa f., ryste derved, jgrð fór skjalfandi f. Qrott 12, støkk lúðr f. Hhund II 2, hafr lá halfdauðr f. Hym 37 (f. næppe at opfatte som 'foran' o: kærren). — 9) med adv. pd -an, stóð f. norðan Vsp 37, f. vestan Halli 1, f. útan, udvendig, Sól 44. 58; i disse eksempler bruges vist fyr. — 10) nýsask f. Håvm 7 bör vist opfattes som nýsa f. sér, spejde for sig, se sig for, jfr B 8, leitask f. ₌ leita f. sér tsldr 15. — 11) som förste sammensætningsled (se de følgende ord) er fuldformen f-ir vistnok den eneste rigtige, i cod. reg. skrives fyr^s i fyrirbanna, medens det er forkortet f^v i de øvrige ord, men her er forkortelsen tvetydig.

fyrðar, m. pi, mænd, (egl. 'de levende', jfr firår), pul IV i 2, Håvm 54. 149, Fåfn 10, Gráf 8, pmáhl 13, Oddr 2, Sigv 7,

I  (her er y rimbestemt). 11, 10, Krm 1, Jorns 12, Has 19, Merl I 55, Likn 15. 35; gtt f-a GSúrs 21, f-a lið Hávm 159, fjarð-leggjar f., stenens mænd, jætter, Vell 1, f. jaröar, mennesker, ESk 6, 3; hné f-a fit Hfl 6 er urigtigt for ferð á fit.

fyrgnar ? Qlvir 2.

fyribarð, n, fyrrelræsstavn Bjason 3.

fyriborð, n, fyrreplanke, skib, Sturl 3, 5.

fyrihlunnr, m, rullestok af fyrretræ, Sturl 3, 3 (eller fýri-?).

Fyrileif, /, gård på Ranrike, Ingimarr.

fyrirbanna, (-aða, -aðr), forbyde (leggja bann fyrir), f. glaum, nyt Ski 34.

fyrirbjóða, (-bauö, -boöinn), forbyde (leggja boð fyrir), f. nyt, glaum Ski 34, f-andi henni að hræðaz Lil 29.

fyrirburSr, m, varsel (e-t berr fyrir, jfr det bæres for), med hensyn til Josef, SnE

II  246.

fyrirdœma, (-ða, -dr), fordomme, Lil 66.

fyrirláta, (-lét, -látinn), 1) forlade, tilgive (låneord), Lil 79, Pét 26. — 2) forlade, lade i stikken, Hæng 11. — 3) nægte, vægre sig ved, Mey 34.

fyrirleitinn, adj, som søger, ser sig for, forsigtig (leita fyrir sér), GGalt 1.

fyrirlita, (-leit, -litinn), foragte, Hsv 66.

fyrirmaðr, m, formand, styrer, f. kristni Sturl 4, 28.

fyrirmuna, (-ða, -at), ikke at unde, med dat. pers. og gen. rei, f. e-m góðra ráða Brot 3, f. e-m, at . . Guðr II 3; af munr, lyst, ønske; i. altså 'at sætte sit ønske mod (en andenfs])'.

fyrirnema, (-nam, -numinn), stanse, göre ende på, (jfr taka fyrir), Mjollnir skal mål f. Lok 57 o. s. v.; måske rettere i to ord.

fyrirskyrta, /, 'forskjorie', skjortens forreste halvdel (modsat bakskyrta), skjótask und f-u, om omgang med kvinde, Hyndl 47 (næppe 'forklæde').

fyrirsggn, /, egl. 'meddelelse om, hvorledes noget skal göres' (segja fyrir um), vejledning med hensyn til kursen, f-ir bragna þraut, ingen kunde sige, i hvilken retning der skulde styres, GSvert 6.

fyrirtelja, (-talða, -taliðr) Vsp 1 bör utvivlsomt skrives i to ord, opregne for (i ens påhbr).

fyrirverða, (-varö, -orðinn), komme til kort, mjok f-verör manna hverr es sinn finnrat foður Sól 27; måske rettere i to ord (jfr verða fyrir e-u, lide noget).

fyrirvinnask, (-vansk, -unninn), blive overvældet, opgive ævred, Hæng V 5. Måske rettere i to ord.

fyris ? Qlvir 2.

fyriskógr, m, fyrreskov, f-ar garmr, ilden_K ESk 7, 7.

fyritignari (måske rettere fyrir-), m, hædrer, f. foður kverkr, om den hellig ånd, gennem hvem faderens ord taler, Heilv 13.

fyrnask, (-öisk, -ðr), blive gammel, gå i glemme (af forn), þat mun engum f., det vil aldrig glemmes, Brot (F. Jónss. udg.) 3, áör þat f-isk pRolb 3, 5, dýrð muna f. ESk 6, 24, f. ýtum Darr 8; Skdld-helgi; fyrnð es sú mægð, det svogerskab er meget gammelt eller (rettere?) det svogerskab er glemt, Hyndl 20. Jfr sein-fyrnðr.

Fyrnir, m, jættenavn (af forn, gammel), pul IV b 3.

fyrnska, /, ælde, Lil 94.

fyrr, fyrst, adv, för, först, A) komparativ: om længere eller kortere tidsafstand (jfr áðr, áðan), 1) om meget gammel tid, i. (men urigtig for fyrst) i heimi Vsp 24 H, hitt vas f. Yt 5, f. né síðar Lil 34. — 2) om en mindre tidsafstand, med áðr, áðr f. Sigv 12, 2. — 3) som oftest om noget tidligere i ens liv, för, tidligere, hitt vas f. Hfr Lv 6, Eyv Lv 6, GSdrs 2, Korm Lv 55, leitk þik f. Hhund II 13; Helr 3, Am 60; f. vas fullvegit Am 53, væri scemra f., skulde være sket för, Grip 5. — 4) om fremtidsforhold, f. mun . . ., nema Hhund I 20, f. muntu Hhund II 22, því f. skulum Hhund II 21. — 5) med en

il*