frið
154
fría
friðkennandi, m, 'som føler fred' (o: himmerigs fred, saligheden), Kristus, Leid 27.
friðla, /, (skrevet frilla), elskerinde (jfr friðill), en fríöa f., Hym 30; pul III 2 b.
friðíand, n, 'fredland', land hvor der hersker fred og ro, fœra á vit f-s Ótt 2, 8; f. Fenneyjar, Italien, Mark 1, 10.
friðlauss, ad], fredløs, f-ir jofar Sturl 5, 8.
friðlæ, n, fredsbrud, fredsforstyrrede, Ht 17.
friðmaðr, m, s, s, griðmaðr, mand som har et (fredeligt) ophold hos en, nyder (kongens) fred, gunst, griðfastir f-menn, om Knud d. stores mænd, ploft 2, 5.
friðmól,«. pi, 'fredsord, fredstaler', forsonende ord, forlig, verja land f-um Anon (XI) 11, mæla f-um við e-n, tale fredelig til en, Hæng II 3; omtr. = fred, kúga þegna til f-a Steinn 3, 13.
Friðnar, f. pi, øgruppe ved Norge, rimeligvis fejl for priðnar (Annaler 1846 s. 88), pul III 3.
friðr, m, (-ar; dat. friði og frið Skjspr 46), 1) grundbetydn. 'elskov, kærlighed' ses i f. kvinna Håvm 90, kaupa f-ð (konu) Ski 19 (ordet forklares egl. straks efter). — 2) venskab, i. brinnr Håvm 51. — 3) i øvrigt er hovedbetydning 'fred, fredsforhold', slikr f. Vell 18, litill f. porm 2, 21, år ok f. ploft 3, 9, vón f-ar pmáhl 11, f-ar fullmæli porm l, 11, f-ar samband, om freden ved Kristi fødsel, Lil 40, f-ar spjoll Årh] 23, leggja i f-ö Steinn 3, 13, f-ð "feginn Sigv 11. 2, gefa f-ð Hávm 16. 127, HH] 34, Hást 4, gefa f. eignum manna, lade folk beholde deres ejendomme i ro, Sigv 11, 5, gceða f-ð, give en liv, Grett 1, 7, biðja f-ar Hårb 29, Haustl 8, granda f-ð Rauðskeggr, f. glepsk Hfr 3, 19, pverra f-ð Edáð 8, f. vasa hauks fjollum pGisl 7, eyða f-ð ESk 7, 5, ganga á f-ð (manna), forstyrre (mænds) fred (ved krig), Hl 1, 3, slita f-6 pSær 2, 3, ólítill f. (dyb fred) gekk sundr Sigv 1, 4, f. vas loginn Hfl 14, segja e-m f-ð lausan, erklære en freden brudt, Ód 18, sleit Fróða frið (eller i ét ord), dyb fred, fred som Frodes, Hhund
I 13. — 4) fredeligt ophold, leita sér f-ar tv 18. — 5) om himlens fred, saligheden, f. dróttins porv 1, f-ar deilir, Kristus, SnE
II 196, f-ar veitir, d. s., PI 31, Has 24, f-ar kennari SnE II 234 og mulig f-ar skepjandi Skáldhelgi, f-ar kunnr Likn 11, jfr sýn f-ar himna valds ESk 6, 63 (eller friðar-sýn, fredssyn, rolig, behageligt syn?). Paasche, Kristendom og kvad (s. 79), mener, at ordet er gengivelse af visio pacis = Jerusalem. Jfr 6-.
friðrof, n, fredsbrud, ødelæggelse af freden, f-s ofsi, oprørsk voldsomhed, Ht 1.
friðrofi, m, som bryder, ødelægger fred (eller ro), f. hafljóma, som bryder guldets ro, gavmild mand, ESk 3, 3, f. lagar elds, d. s., Ht 69.
friðroskuðr, m, som forstyrrer freden, roen, kriger, Hskv 1.
friðsamr, ad], fredelig, Hsv 67, om Kristus Has 28.
friðsein, n, egl. 'fredens forsinkelse', kamp, pdr 13.
friðskerðir, m, freds-bryder, kriger, Bglv 1, Sturl 5, 10; f. hringa, gavmild mand Sturl 5, 4; f. hJQrva, som ikke giver sværdene ro (her rettet fra fur-), kriger, Hfr Lv 12, randa f., d. s., Ótt 3, 7.
friðskýrðr, ad], forklaret ved (salighedens) fred, f. vits brunnr, den hellig-ånd, Heilv 16.
friðslit, n. pi, fredsbrud, brud på fred og ro, ufred, fúss f-s Hskv 2, 9, f. koma framm G O alt 3.
friðspillir, m, fredsforstyrrer, oprører, Blakkr 1, 2.
friostøkkvir, m, som jager fred og ro bort, f. baugs, gavmild mand, ESk 13, 4.
friðvandr, ad], omhyggelig med hensyn til fred og ro, pjóðA 3, 13.
friðvón, /, håb om fred og ro, Guth kgrt.
Friðþjófr, m, den bekendte sagnperson, Frp I 20.
1. Frigg, /, (-jar), Frigg, Odins hustru, pul IV h 1 (jfr yy 1), Vsp 53, Vafpr 1, Fjorgyns datter Lok 26, Balders moder Vsp 33; Lok 28, Oddrgr 9; kender skæbnen Lok 29; i uklar sammenhæng Qlvir 2; F-jar frumverr, Odin, Hfr Lv 7, F-jar faðmbyggvir, d. s., Harkv 12, F-jar (ved rettelse) niöjar, aserne, St 2, F-jar sonr, Balder, Mhkv 9, F-jar elda, et slags fugl, pul IV xx 5; — F. foldu, kvinde, Korm Lv 69. Jfr auð-.
2. Frigg, /, norsk ø(?), pul IV bbb 4 (identisk med den følg.?).
Frikn, /, norsk ø, pul IV bbb 6.
frilla se friðla.
Frilleifr, m, (frill- : snill-), sagnkonge, Hl 16 a.
fri Hym 9 (i cod. reg.) er et mistænkeligt ord, versemålet kræver her tostavelsesord, hvorfor man har villet læse frii, m, — friðill, elsker, mand, hds 748 har her faðir; der er næppe tvivl om, at dette er den rigtige læsemåde; dermed betegner den unge, lyse jættemø Hymir som sin fader; selv er hun efter digtets fremstilling Tyrs moder, men så må faðir (i bægge hds) i v. 5 være fejl for af i; der kan næppe være tale om, at nogen digter har tænkt sig Tyr som sön af jætteforældre.
fría, (-aða, -aðr, yngre frjá), elske, sá fær es f-ar Håvm 92, kvøn f. sina Sigsk 8; urigtigt for fia Lok 19; annars barn es sem ulf at frjá Mhkv 5. Part. aet. heraf er f-andi, sammentrukket frændi, pi. fri-endr, frændr, Skjspr 67, egl. ven, og så slægtning i alm., pul IV j 7, friendr Dags, om Dags sönnesönner, Yt 11; friendr minir HolmgB 6, deyja f-r Háym 76. 77, Hák 21; Håvm 69, Hyndl 9, Hhund II 16. 37, Sigrdr 22, Am 56, Hamð 5, St 4, HolmgB 7, om brødre, lv 38; Hyndl 30, Brot 6, Guðr II 37, Hamð 13; om fader